Kompromisløshedens chef – Klaus Høeck LIVE
Den lethed, der præger Klaus Høecks tunge bog LIVE, er paradoksalt fantastisk.
Digt
jer er hverken rør
strømsk eller patetisk [narrhh, SLH] – en
regnbueørred
smager jo helve
des godt med dild og citron
men den skal leve
et rigtigt ørred
liv langt til havs i saltvand
før den sættes til
livs og frem for alt
skal den have en chance
for at undslippe
Hvis man gentager det samme, får man mere og endnu mere af noget andet og nyt. Kvantitet brister på et tidspunkt i kvalitet. Sådan må man overasket konkludere efter at have læst de 550 sider, der udgør 73-årige Klaus Høecks bog LIVE. LIVE som i ’live musik’ og live som ’i live’.
Digtene i LIVE er monteret litteratur udført ved et samlebånd. Høeck går til opgaven med et rigidt stavelsesmønster, der kompromisløst, og ja uhyggelig klinisk effektueret (afrevne ordstumper, flænset sætningsrytme flyver omkring i luften), efterfølges i 900 digte. Underet er den lethed, som Høeck finder her. Man spørger skeptisk sig selv om samlebåndets mekaniserede eksercits er forudsætningen for denne lethed? Er det netop gentagelsen og tekstmassivets stadige forøgelse som eneste pejlingsmærke, der giver digteren modet til at slippe taget, slippe konventionerne, slippe manererne?
I hvert fald er intet for pinligt eller småt, svulstigt eller stort. Høeck skriver sig skødesløs og altid mundret ud i evighedens duvende ro – en evighed som varer afmålte 3 x 3 x 100 digte. ’nok er jeg ån/ demaner med kal/ vekrøs og guldur men først/ og sidst håndværker’, hedder det foran spejlet.
LIVE er skrevet på toppen af Høecks kæmpestore æuvre, og han krydsrefererer de nye digte ind i dette reservoir, der tæller på den anden side af 15.000 digte. LIVE er, som det er tilfældet med mange af Høecks bøger, lavet eksplicit ud fra den forudgående produktion. Et computerscript har denne gang udregnet de 100 mest frekvente navneord i 6 titler fra bagkataloget – kode og liste er (som om det var vigtigt) trykt bagerst i bogen. Disse 100 substantiver giver titler til digtene i LIVE – i tre omgange, hver i tre strofiske enheder. Styringssystemet er således kvantitativt begrundet, hvilket sjovt nok giver top-tre-placeringer til ordene ’digt’, ’ord’ og ’tid’. Sjovt nok, siger jeg, fordi en kvalitativ digtanalyse af de seks bøger utvivlsomt ville fremhæve samme tre kerner, centre eller hvad man nu ville kalde det her: Vigtigst = flest, hvisker Høeck.
Man genkender LIVE som Høeck-bog, når digtene påtager sig rollen som økolog og naturromantiker: ’er det skarven der/ stjæler fra bundgarns/ fiskerne eller omvendt’ spørger et digt, mens et andet harcelerer over ’rapsens impe/ rium rapsens u/ skyldige ondskab/ der outsourcer både ha/ re vibe og a/ gerhøne og læg/ ger dem døde i en stank/ af koldpresset o/lie’.
Ligeledes genkendelig er venstrefløjsaktivisten, forbrugeren og bibellæseren (sær men realiseret kombination), der modvilligt står ’under superbrugsens/ neonsol ved høj/ lys dag i skærsilden og/ køber kød og bed/ ring”.
Endelig vil man nikke genkendende til den okkulte lingvist (sær men realiseret kombination), der ’står i nørre/ lyndelse netop nu for/ at kunne skrive/ at jeg står i nør/ re lyndelse’. Citatet er et eksempel på noget generelt, nemlig hvordan Høeck ikke forklarer men udøver sit postulat om betegnelsens sammensmeltning med sin genstand. Når Høeck bare gør det på trods af paradokser, er han en superpoet faldet ned fra månen. Når Høeck udfører en digtningens metafysiske evne til at være sprog i en tredimensionel verden er han dansk lyriks alien og danske aliens messias
.
