Kong Alkohol har sejret – Henning Sørensen AFHOLDSHOTELLER I DANMARK
Det er lidt som at få en guidet rundtur på et egnsmuseum. Der er noget hengemt og sørgmodigt over at bladre i en bog om en tid, der er så godt som svunden hen. Selvom man ikke selv frekventerer afholdshoteller (eller egnsmuseer) alt for tit, føles det godt, at den historie nu bliver fortalt.
Citat
Nogle kalder os fanatiske. En del af Danmarks Afholdsforenings medlemmer vælger at betragte dette som en hæderstitel. Som Larsen-Ledet (tidl. formand, red.) sagde: ‘Uden fanatisme er ingen folkelig bevægelse nogensinde slået igennem, og uden et indslag af fanatisme kan ingen folkelig bevægelse overleve.’
Da Henning Sørensen skal konfirmeres, tilbyder hans farfar at betale hele gildet, hvis det bliver afholdt på byens afholdshotel. Hennings forældre afslår tilbudet med sætningen ’Vi vil jo gerne have et glas vin til maden’. Henning selv derimod vender i sympati med farfaren sit vinglas om under festmiddagen. Da farfaren dør i 1949 tager han den endelige beslutning; han vil vie sit liv til afholdssagen.
Forfatteren har siden 1992 være formand for Danmarks Afholdsforening, der blev stiftet i 1879. Foreningens motto er: ’Det er spændende at være afholdsmand’. Det har de skjult godt, kan man sige. I 1920’erne var der ca. 1000 steder i Danmark, hvor man kunne holde en alkoholfri fest, hver tiende dansker var afholdsmand og i Randers var der hele syv afholdshoteller at vælge imellem. Helt frem til slutningen af 1950’erne var afholdsbevægelsen en kulturel og politisk magtfaktor. Nu er der nu tre afholdshoteller og otte alkoholfrie sømandshjem tilbage.
Det er disse, nu lukkede, afholdshoteller, Henning Sørensen på velskreven vis og med sans for anekdoten portrætterer i sin bog. Han har besøgt dem alle og gennemgår dem systematisk i forhold til hvor mange senge, der er, hvad menukortet byder på, om man må ryge eller ej, og så drikker han te på dem alle. Det skinner nemlig igennem bogen, at man er ’lidt mere’ afholdsmand, hvis man ikke drikker kaffe og ikke ryger. For nogen gælder det at man heller ikke spiser kød.
Men hvorfor spørger man sig selv. Det spørgsmål får vi ikke rigtigt svar på og det lover bogen sådan set heller ikke. Det er bare ærgerligt, for de (som jeg) ikke indviede. Godt nok gik afholdssagen historisk ud på at beskytte kvinderne og børnene mod fulde mænd, der drak alle penge op, og den misbrugsbekæmpende side af sagen, forstår man jo godt. Det er den brugsbekæmpende, jeg ikke helt forstår. Missionshotellerne forstår det heller ikke, for de har næsten alle – og her har Henning Sørensen talt dundertaler forstår man – fået spiritusbevilling. De var til gengæld i gamle dage ikke meget for afholdshotellerne, for her blev spillet kort og danset!
Og det er da ærgerligt. At missionsfolk ikke har kunnet stå sammen med afholdsfolk, der åbenbart heller ikke står sammen med misbrugsbehandlere, for de er ikke imod almindeligt forbrug. Og så forstår man jo godt, at den samlede lobby inden for alkoholpolitikken ikke står synderligt stærk.
Forfatteren kigger også fremad og ser to mulige tendenser; ned af bakke eller op på den sundhedsbølge, der ruller ind over landet nu. Afholdsforeningen burde efter min mening indse, at er der to tidspunkter, hvor danskerne drikker mest, så er det på ferie og til fest. Derfor er hoteller med festsale måske ikke det oplagte sted at udvikle en alkoholfri forretning… Hvis afholdssagen skal have en chance, må den leve op til sit motto og ordsproget don’t tell it, show it; VIS os at det er spændende at være afholdsmand!