Kongenial skyforskning – Thomas Wågström og Karl Ove Knausgård ALT SOM ER I HIMMELEN
Engleflugt, blækspruttebarok og sneglevandring. Ordene popper op, mens blikket vandrer hen over skyerne på Thomas Wågströms 31 fotografier i dramatisk sort-hvid. Karl Ove Knausgård åbner værket med et forbandet smukt essay.
Citat
Et av Thomas Wågströms fotografier i denne boken viser et fly under en stor skyformasjon. Flyet befinner seg omtrent midt på bildet. I samme høyde, men helt ute til høyre, ser man en fugl. Den er stor, det ser ut som en rovfugl, og den befinner seg mye nærmere fotograferingsstedet enn flyet, for på bildet er fuglen og flyet av samme størrelse. Skymassivet er veldig. Flyet lite. Noen detaljer er likevel mulige å utskille, som at halen befinner seg bak til høyre, slik at flyet følgelig er på vei mot venstre, i stor fart over himmelen, med det veldige skymassivet som bakgrunn. Slik ser jeg bildet, et fly på vei over himmelen, fanget i øyeblikket. Og slik må det ha vært i virkeligheten; fotografen må ha sett flyet og fuglen og skymassivet, løftet kameraet til øyet og tatt et bilde av det, og når han senket det igjen, fortsatte flyet bortover, snart ute av syne, mens fuglen kanskje forble svevende på luftstrømningene der oppe en stund til, før også den forsvant. Men ingenting av dette tilhører bildet. Flyet står faktisk helt stille. Ja, det henger urørlig under skymassivet, og fuglen henger urørlig like bortenfor. Men det, at flyet står stille, er umulig å se. Forventningen om flyet er så sterk at den overtrumfer bildets faktisitet. Jeg ser flyet på vei framover. Jeg ser det neste øyeblikket. Det er i meg, ikke i bildet, for på bildet står flyet helt stille. På bildet finnes ikke det neste øyeblikket. Og i virkeligheten fantes ikke bildets øyeblikk, for aldri har verden eller noe i den, vært ubevegelig. Ethvert fotografi, ethvert maleri, er et fall, og det det faller ut av, er verden.
Lad Knausgård hvile et øjeblik. For på papiret – dvs. på bogryggen – er ALT SOM ER I HIMMELEN en udgivelse af den svenske kunstfotograf Thomas Wågström. Han har fotograferet skyer: 31 skyformationer, sort-hvide og med alle tænkelige gråtoner derimellem. Foruden et par fugle og et enkelt fly er her kun hav, himmel og skyer, skyer, skyer.
Tunge, barokmaleriske skymassiver med eskatologiske overtoner, en verden tømt for mennesker, tænker jeg først, men bladrer så videre og får øje på den umiskendelige profil af Guy Fawkes. Et par sider senere dukker Lille Pers elefant tilmed op. Engleflugt, blækspruttebarok og sneglevandring, ordene knopskyder nu. Så snart man mediterer over et af Wågströms fotografier, begynder et lille skydrama at udspille sig.
Skyerne har altid hængt et par kilometer over mennesket som en art himmelsk Rorschach-test: her kan vi se os selv. Skybilledet er altid i bevægelse, Wågströms fotografier er derimod udstandsninger af skyernes formfortællinger – og kunstprodukter. Man ser beskæringen, for til trods for bogens bredformat, er der ikke tale om panoramaer. Man ser måske endda en intention, et motiv, men snart opstår et spil imellem lys og mørke, forgrund og baggrund, og fotografiet viser sig omskifteligt som et fiksérbillede.
Og så har Wågströms skyer en åbenlys taktil kvalitet. Her er penselstrøgsskyer med bløde, fosforescerende konturer, men også imposante og skarpt optegnede skymassiver. Nogle kunne være malet med akvarel eller oliemaling, andre er tåget-grumsede, mystiske og ligner scanningsbilleder.
Tilbage til Knausgård, der har udtalt, at det otte sider lange essay, som indleder ALT SOM ER I HIMMELEN, rummer den eksistentielle essens af MIN KAMP 1-6. Altså: MIN KAMP-kortversionen. Og han har ret.
Knausgårds essay kredser om tiden, kunsten og en flyvetur mellem Kristiansand og Bergen i sommeren 1985. Således gentages et afgørende greb fra MIN KAMP, hvor der ofte perspektivforskydes imellem det personlige og konkrete og så det universelle og abstrakte med en zoom-effekt, der kan virke så svimlende, at det kilder i maven.
Tanken glider umærkeligt gennem teksten, udfolder sig som skyformationer, fristes jeg til at skrive, men er samtidig udpræget spændstig. Essayet rummer både et årtusindlangt kunst- og idéhistorisk strejftog, der beretter om verdens affortryllelse og samtidig dét, man kunne betegne som en moderne guddommelighedserfaring.
Ved at placere et essay af en stærk, profileret forfatter foran billederne, kunne man frygte, at teksten ville få en styrende funktion og fotografierne blive betragtet på en bestemt måde. Knausgårds essay fik da også opmærksomheden i de norske aviser omkring udgivelsen, mens forlaget Pelikanen – Karl Ove og broren Yngves con amore-foretagende – har ment, at det, de udgav, primært var en fotobog (som nævnt er det kun Wågström, der står på bogryggen).
Konstellationen Wågström/Knausgård er imidlertid kongenial og poetisk. Kun et enkelt sted kommenterer Knausgård direkte på Wågströms fotografier (se tekstuddrag og fotografi ovenfor), men alligevel taler fotografi og tekst både hver for sig og sammen. Wågström bedriver fotografisk grundforskning i skyen som genre, mens Knausgårds essay i sit formsprog mimer skyernes bevægelse, skærper den eksistentielle opmærksomhed og stemmer sindet.
