Af | 22. september 2005

Konkret nærhed og mental distance – Katrine Marie Guldager KILIMANJARO

Mennesker, verdensdele og noveller fremstår i første omgang som isolerede størrelser i Katrine Marie Guldagers novellesamling, men når man ser nærmere efter, er det hele nøje forbundet i den samme paradoksale verden.

Bogens forside, titel og ikke mindst det faktum, at det er en novellesamling, viser, at den har en forbindelse til Guldagers forrige, meget roste, bog: KØBENHAVN.

En del af novellerne i KILIMANJARO udspiller sig også i København, men andre er henlagt til Tanzania eller i et fly på vej mellem de to destinationer. I Afrika kommer vi nok med et ungt par på en tur mod Kilimanjaros sne, men først og fremmest præsenteres vi for scener fra Dar es Salaam. En by hvor de hvide udfører deres jobs, inden de af sorte chauffører bliver kørt hjem til deres huse, der er bevogtede af sorte vagtmænd og betjent af sorte kvinder. To versioner af virkeligheden side om side. De indfødte og de tilrejsende lever af og mellem, men ikke med, hinanden.

I en novelle føres vi via et europæisk par til deres afrikanske tjenestekvinde. Hun har forladt sin mand, og må nu undvære sin søn. En dag får hun ham pludselig i sin varetægt, men hun ved, at mandens familie snart vil gøre krav på drengen igen. Hun må finde en løsning og forsøger at forsone sig med sin egen familie, der har slået hånden af hende. Hun lader sig også udnytte seksuelt af sin søns onkel i et fortvivlet håb om, at det på nogen måde kan hjælpe hende, men hun end ikke overvejer at gå til sine velstående arbejdsgivere. Det er for hende fuldstændig utænkeligt, at de skal kunne gøre noget, fordi de fra hendes perspektiv befinder sig et helt andet sted.

Læseren kan naturligvis se det helt åbenlyse faktum, som tjenestekvinden ikke har øje for: At samtidig med at København og Kilimanjaro, hvide og sorte, rige og fattige er to helt forskellige ting, er de placeret i den samme verden. Denne dobbelthed, den konkrete nærhed og den mentale distance mellem mennesker, går igen i hele bogen. I en desillusioneret tone fortælles om personer, der irriteres, når de mindes om, at de faktisk har en familie, eller om kærestepar der har ganske vanskeligt ved at få naturlighed og forståelse frem i forholdet. Individerne kan virke uafhængige, men indgår altså alligevel i sammenhænge med andre tilsyneladende isolerede individer.

Spændingen mellem splittelse og enhed findes også inde i personerne, hvad fx titlen på novellen EN ADSKILT PERSON tilkendegiver. Mønstret gentages i bogens form, for det viser sig, at personer optræder på tværs af novellerne, og hvad der i første omgang tog sig ud som 11 små historier, bindes dermed sammen til en stor fortælling.

Guldager er en god forfatter, og bogen er velskrevet og fint og konsekvent struktureret om temaet nærhed/distance. Personligt savner jeg dog noget, når jeg læser pæne og pletfrie nyere danske noveller, hvor pessimismen ligger og lurer og det næsten hver gang forsøges at slutte af med en sætning, der overrasker, fastslår og maner til eftertanke. Jeg savner lidt af det spræl og den anarkistiske humor, der for mig at se er Guldagers varemærke. Derfor måtte jeg som dessert til KILIMANJARO genlæse forfatterens TIGER i BRØNDUMS ENCYKLOPÆDI:

– Du kan selv være en tiger, sagde jeg inden jeg smækkede med døren, og gik hjem fravristet min foretrukne hjørnetand.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Noveller,

Læs også