Kontormus og massemorder – Hannah Arendt EICHMANN I JERUSALEM – EN RAPPORT OM ONDSKABENS BANALITET
Sluk for fjernsynet og grib i stedet bogen med et af de mest uhyggelige retssalsdramaer, der findes. Retssagen mod manden, der sørgede for, at togene til Auschwitz ikke var tomme.
Citat
Eichmann vidste selvfølgelig godt, at det overvældende flertal af hans ofre var dødsdømte. Men eftersom udvælgelsen til arbejde blev foretaget på stedet af SS’ læger, og eftersom listerne over dem, der skulle deporteres, normalt blev udarbejdet af de jødiske råd eller af ordenspolitiet, men aldrig af Eichmann og hans mænd, var sandheden den, at han ikke havde nogen indflydelse på, hvem der skulle dø, og hvem der skulle leve. Han kunne ikke engang vide det. Spørgsmålet var, om Eichmann havde løjet, da han sagde: ’jeg har aldrig slået en jøde eller for den sags skyld en ikke-jøde ihjel … jeg gav aldrig ordre til at dræbe en jøde endsige dræbe en ikke-jøde.’ Anklagemyndigheden, som var ude af stand til at forstå en massemorder, der aldrig havde slået ihjel (og som i dette tilfælde sandsynligvis ikke havde mod og mandshjerte til at slå ihjel), forsøgte konstant at bevise enkeltstående mord.
EICHMANN I JERUSALEM er en tour de force i modbydeligheder, hvis hovedperson er Adolf Eichmann – manden der stod for nazisternes jødetransporter under 2. verdenskrig.
Eichmann flygtede efter krigen til Argentina, men blev i 1960 kidnappet og bragt til Israel af den israelske efterretningstjeneste for at blive retsforfulgt og hængt. Hannah Arendt, tysk-jødisk filosof, der emigrerede til USA i 1930’erne, dækkede retssagen for The New Yorker, og det er dette arbejde, som blev til bogen om Eichmann.
Det er en væsentlig pointe, at bogen hverken handler om jødedeportationerne eller det nazistiske statsapparat i sig selv, men netop Eichmanns rolle, der var (meget!) langt fra ubetydelig, men svær at definere, fordi han aldrig udførte det beskidte arbejde selv, men i en vis forstand ’blot’ muliggjorde det.
Arendt, der er en sikker stilist, har et skarpt blik for de utrolig mange problemer, som retssagen indeholdt. De juridisk: Israel havde ingen ret til at kidnappe Eichmann i Argentina; Vesttyskland nægtede at kendes ved Eichmann, som var tysk statsborger, hvilket var væsentligt, da Vesttyskland ikke havde dødsstraf som Israel; Eichmann havde handlet lovligt i forhold til gældende love i Nazityskland, så hvis han skulle dømmes for forbrydelser mod menneskeheden, burde han have været dømt af en international domstol og ikke af en national som den i Israel. Og de moralske: Da han arrangerede deportationerne til udryddelseslejrene, fulgte han da bare ordre? Kunne han have handlet anderledes? Havde han, på trods af at han hævdede intet personligt at have imod jøderne, haft noget motiv eller nogen intention om at medvirke til udryddelsen af millioner af europæiske jøder? Hvilken straf er passende for en mand, der ikke har medvirket til mord, men massemord?
At Eichmann var skyldig, er hævet over enhver tvivl. Men hvor skyldig? Og i hvilken forstand?
Det er i besvarelsen af disse spørgsmål, at Arendt fremsætter sin berømte tese om ’ondskabens banalitet’. Eichmann var hverken dum eller ond, men simpelthen tankeløs. Han var autoritetstro og fast besluttet på at parere ordre og udføre sit arbejde. En af de israelske psykologer sagde efter at have undersøgt ham, at Eichmann var ’mere normal, end jeg er efter at have talt med ham’.
Det frygtelige er netop, at han ikke var et monster, men en familiefar og bureaukrat, der tilfældigvis sørgede for, at de mange toge til Auschwitz kørte til tiden. Ondskabens banalitet er, at Eichmanns handlinger ikke udsprang af et dæmonisk indre, opslugt af had og trang til destruktion, men derimod af den tankeløshed, der ligger i aldrig at stille spørgsmål.
Ligegyldigt om man køber Arendts pointe eller ej, så er det svært ikke at rose den for at være et forsøg på at undgå den simple dæmonisering, som er fristende i tilfældet Eichmann, men som næppe gør nogen meget klogere. Af samme årsag er EICHMANN I JERUSALEM stadig provokerende i dag.
At det tog over fyrre år at oversætte og udgive den her i landet, er dog mærkeligt – lige så mærkeligt som det er glædeligt, at den nu foreligger på dansk.
