Kors for en historiebog! – Thomas Asbridge KORSTOGENE
I KORSTOGENE koges to århundredes blodig kamp om magt, rigdom og religion ned til et enkelt bind uden at gå på kompromis med drama og detaljer. Den er ikke for sarte sjæle, men kors i røven hvor er den underholdende!
Citat
I håb om at skabe yderligere desperation i fjendens lejr halshuggede korsfarerne hundredvis af døde tyrkere, satte deres hoveder på stager og paraderede rundt med dem ude foran bymuren; de kastede endda nogle hoveder over muren ’for at indgyde endnu større frygt’. Denne form for barbarisk psykologisk krigsførelse var ganske almindelig under middelalderlige belejringer, og det var bestemt heller ikke noget, de kristne havde patent på. De følgende uger hævnede Nikæas tyrkere sig på makaber vis. Ved hjælp af jernkroge fastgjort til reb begyndte de at fiske efter de frankiske lig, der lå tilbage nær bymuren efter kampene, og når de havde fået hejst kadaverne op, lod de dem hænge uden på murene og rådne ’for at krænke de kristne.’
Korstogene indtager en paradoksal plads i den europæiske historiskrivning og selvforståelse. Østens støvede og blodige slagmarker var på den ene side skueplads for en kampgejst og et heltemod, der har givet stof til et hobetal af fantastiske historier, myter og legender. Med et imponerende persongalleri bestående af blandt andre Richard Løvehjerte og de mystiske tempelriddere lever og genfortolkes beretninger fra korstogene fortsat den dag i dag. På den anden side peger mange på korstogene som et arketypisk eksempel på europæisk magtliderlighed og kompromisløs imperialisme, hvor gudsriget var guleroden for horder af formørkede europæere, der myldrede østpå for at slagte muslimer.
Som KORSTOGENE skrider frem, står det hurtigt klart, at den ene udlægning ikke udelukker den anden. Da pave Urban 2. i 1095 kaldte de kristne til kamp mod de ’grusomme’ og ’ugudelige’ muslimer for at generobre den hellige by Jerusalem, kridtede han ganske vist banen op til knap to hundrede års krig. Men korstogene var andet og mere end kampen om, hvis gud der var størst. Allerede fra begyndelsen var der interne splidigheder mellem de kristne, og da de første korsfarere kæmpede sig vej mod Jesu hjemstavn, var det langt fra i samlet flok. På samme måde besværliggjorde forskellige trosretninger og dynastier en samlet muslimsk indsats mod de kristne. Korstogene var med andre ord et hysterisk virvar af modstridende interesser, der sammen med den hellige krigs vildskab udgjorde en sprængfarlig cocktail. Og i denne tumult var der var rigeligt med plads til heltemod såvel som djævelsk brutalitet fra både de kristne og muslimernes side.
Asbridge skriver med en udsøgt sans for dramatisk opbygning og inddrager masser af farverige citater fra både muslimske og kristne kilder. På den måde puster han liv i historierne, og læseren inviteres til bords med fyrster, konger og sultaner – den ene mere gal, modig eller dumdristig end den anden. Og man er med i første parket, når blodet sprøjter i kampene om det hellige land:
– Midt i virvaret blev fyrst Roger efterladt i en skrækkelig udsat position, men ’selv om hans mænd lå nedhuggede og døde alle vegne … så man ham på intet tidspunkt tøve eller kaste sig ud i et tilbagetog.’ Et latinsk øjenvidne beskrev, hvordan fyrsten ’kæmpede energisk … men på et tidspunkt blev han ramt af et [muslimsk] sværd, der gik gennem hans næse og ind i hans hjerne, og efter at have afviklet sin gæld til døden [under] det hellige kors, overlod han sin krop til jorden og sin sjæl til himlen.’
Det kan godt være, at korstogene er en skamplet på den kristne og europæiske samvittighed, men der ligger unægteligt et kæmpe underholdningspotentiale i middelalderens krigeriske udskejelser. Og med et lækkert, enkelt og gennemarbejdet sprog og masser af fede citater udnytter Asbridge dette potentiale til fulde, hvilket gør KORSTOGENE til en uhørt underholdende og informativ historiebog.
