Kort, kaotisk og kaptiverende – Dorthe Nors KORT OVER CANADA
KORT OVER CANADA af Dorthe Nors er en systematisk opsat novellesamling, der er forvirrende og kaotisk i sine korte fortællinger om hverdagen. Det er dét, den vinder på.
Citat
Det er et besynderligt tårn, meningsløst, tænker hun, og i formiddag, før uroen kom tilbage, gik hun langsomt rundt i Downtown: Hey lady, be safe! råbte en af de syge, og det er hun jo ikke, tryg altså. Men hvis hun havde været canadier, måske.
14 noveller, mellem seks og otte sider lange. Syv mænd og syv kvinder fordelt på alle verdenshjørner, der tumler med hver deres hverdagsproblemer. De kan virke små og ubetydelige, men det er de ikke; vi ved alle, hvordan et vilkårligt menneske, en samtale eller endda en kommentar kan sætte sig urokkeligt fast, så det bliver svært at tænke på andet. Det er den ubekvemhed, man ikke helt kan forklare, Nors undersøger i sin længe ventede novellesamling.
”Ved Sydvest Station”, ”Festpladsen” og ”Pershing Square” er et par af titlerne, vi finder i Nors’ novellesamling. Navne på forskellige steder, hvor novellernes hovedpersoner befinder sig. Der er fokus på sådanne steder hele samlingen igennem – selv hovedtitlen referer til et sted. De mennesker, vi møder, befinder sig nemlig altid på et sted, der ikke er deres hjem eller vanlige omgivelser og det gør dem utrygge. De prøver derfor alle at tænke sig et andet sted hen – og læseren ønsker virkelig, at det er et rart sted, de tænker på. Men oftest er det ikke. I langt de fleste tilfælde er der tale om minder, der mangler varme og bekvemhed: ’De går retningsløst fra opgang til opgang, eller Kirsten gør. Selv følger Lina efterhånden bare med, for hun er træt. Sådan er det for tiden. Det kan være forårslyset og de lange gåture, men det er mere, det han sagde. Den var ikke ægte, al den kærlighed.’
Det er utrygheden, der binder fortællingerne sammen. Den er omnipræsent i karakternes adfærd og tanker. En mand er flygtet ud i skoven med en forstuvet fod efter et skænderi med sin kone og grubler over alle de gange, han har tabt kampe mod hende. En kvinde vandrer rastløst rundt i L.A. og prøver at forstå hankønnets tankegang. En mand er til eftermiddagste hos en ældre kvinde, han ikke bryder sig synderligt om.
Nors følger den idiosynkratiske novelleskabelon, der, blandt andet, fokuserer mere på stemning frem for plot. Novellerne fremkalder kontinuerlige følelser af rodløshed og ubekvemhed hos læseren – og selvom disse ikke nødvendigvis er defineret som behagelige følelser, så er det fantastisk, at Nors formår at lade os føle så meget.
Trods den strukturelle opsætning, er narrativet farverigt, gør hidsigt brug af konjunktioner og ledsætninger og er ofte legende med et humoristisk præg: ’Ude i entréen spurgte han hende, hvor meget hun egentlig kunne se, og så satte hun en knytnæve op for begge øjne. Det gjorde hun for at illustrere, at der var et lille tunnelagtigt rør af klart syn, der hvor fingrene ikke klemte helt til. Sådan var hun født, forklarede hun, øjnene levede ikke rigtigt, og det var sandt.’ Passager som denne, minder lidt om en impressionistisk stil, der gør brug af indre monologer og pludselige indtryk, der kommer til udtryk i noget, der minder om en tankestrøm. Det er til tider forvirrende, da personernes tanker ikke bliver kronologisk præsenteret i forhold til nutiden – men det gør virkelige tanker, trods alt, heller ikke. Og det vigtige at pointere er, at det fungerer i Nors’ tilfælde.
Læseren er in sync med karaktererne og det puster liv i fortællingerne, at deres tanker præstenteres ucensurerede og sporadiske: ’Jeg ville hjem, men jeg kan ikke bakke. Jeg huskede, hvordan vi var på vej ud ved Grisetå Odde. Emilie med kalveknæ og mig med mit modermærke på den højre fod, som nu befandt sig over risten i Vesterbro svømmehal, langt væk og i en anden tid, og det undrede mig, at mit modermærke stadig var der, og at det stadig lignede Anholt set fra luften.’
Personernes tanker og minder udgør størstedelen af novellerne. Oftest strækker de sig langt fra den fortalte tid, hvilket understreger deres tilsyneladende monotone tilværelse i nutiden, som Nors undgår at gøre kedelige ved at krydre dem med subtil humor.
Jeg forventede ikke at blive overrasket, da jeg sad med KORT OVER CANADA i skødet; i min optik overrasker novellesamlinger sjældent. Og selvom den, som forventet, ikke indeholdt hæsblæsende intriger, så ligger der konstante overraskelser af mindre, men velkomne størrelser i det farverige sprog, den subtile humor og den finurlige handling, der er sammenflettet i Nors’ samling.
