Kræftsplint og kærlighed i kokainsvøb – Michael Cunningham SNEDRONNINGEN
Når den desperate kærlighed i sig selv er så inderlig, føles det unødvendigt at hylle den ind i et eventyr.
Citat
Tyler og Beth kysser grådigt hinanden. Mens de kysser, puster han sin ånde ind i hende og indånder samtidig hendes. De udveksler en eller anden slags kraft. Han ved ikke, om han kysser sin egen sundhed ind i hende eller trækker hendes mirakuløst genvundne helse ind i sig selv. Det betyder ikke noget. Han beslutter, at det er ligegyldigt.
‘Tomt, stort og koldt var det i snedronningens sale. Nordlysene blussede så nøjagtigt, at man kunne tælle sig til, når de var på det højeste, og når det var på det laveset’, sådan indledes SNEDRONNINGEN med et citat fra H.C. Andersens klassiske eventyr og indkredser stemningen i Cunninghams roman.
I en lejlighed fuld af rod og ragelse fra New Yorks loppemarkeder bor de to midaldrende brødre Barrett og Tyler med den kræftsyge Beth i en skummel afkrog af Harlem.
Inden døden (måske) træder ind, skal Beth og Tyler giftes. Og som en sidste kærlighedserklæring kæmper Tyler – der er falleret musiker – med at skrive bryllupsvisen, der samtidig skal blive det store gennembrud, han har søgt sit halve liv. Og jo mere den rigtige melodi holder sig væk, des mere af kokainens snehvide pulver ryger indenbords i al hemmelighed for både kone og bror.
Imens går Barrett rundt i New Yorks sne, da et pludseligt lys – som var det nordlyset i Snedronningens sale – viser sig på himlen. Han er blevet forladt per sms og er i øvrigt forelsket i veninden Liz’ unge kæreste og går derfor rundt med et knust hjerte, og lyset efterlader ham derfor med et voksende spørgsmål om religiøs eksistens. Et spørgsmål der ikke bliver mindre, da ellers ret-så-døende Beth efterfølgende (måske) kommer i bedring.
Når de tre hovedpersoner følges fra 2004 til 2008, lader kriserne til at være konstante. Ligesom kærligheden til hinanden og livet. Og selvom stofferne tager til, og livet ebber ud, er modet høj.
Fortælleren følger skiftevis alle tre i deres desperate og kærlige kamp og viser hvordan håb og frygt følges ad. På samme måde som godt og ondt er to sider af samme sag. For eksempel da Tyler føler en vis modløshed, da hans elskede Beth bedres, og den mening og struktur han fandt i at passe hende forsvinder.
I H.C. Andersens eventyr er det onde glassplinten i hjertet. Hos Cunningham er glassplinten kræften og kokainen. Og sådan er der ikke langt fra eventyr til samtidsroman. Og der er noget nærværende og smukt ved de mange nuancer, der peger på, at de krakelerede liv ikke er ensbetydende med spildte liv.
Men der er også en stilstand i romanen, der ikke skyldes karakterenes manglende udvikling. Det lykkes hverken kærligheden, desperationen eller håbet at krybe ud fra siderne og ind i hjertet. For dagligdagens spørgsmål om livet og døden brydes af det underliggende eventyr, der lægger sig som et skær af magisk realisme – og det ødelægger lidt det, der i hvert fald for denne læser, var noget så godt og virkeligt.
