Af | 31. januar 2011

Krimi for kendere – Jussi Adler-Olsen JOURNAL 64

Danmarks krimi-konge har begået en fan-bog, der efterlader alle negle intakte.

Citat

Sorte, uheldssvangre skyer lynede lige så stille over Carls hoved: sømpistolsagen med Hardys mistanker og mønterne med fingeraftryk, Viggas bryllup, og hvad det betød for hans økonomi, Assads fortid, Roses særheder, Ronnys idiotiske plapren og den totalt mislykkede Mortensaften. Så mange ting havde ikke tidligere tynget ham på én gang. Han kunne jo dårligt lægge trykket fra den ene endebalde til den anden, før næste katastrofe kom drønende … Det var lige før, man kunne håbe, at nogen oprettede en afdeling, hvor hovedopgaven gik ud på at løse hans mysterier.

Vi kender den godt. Analogien mellem kærligheden til et menneske og de stærke følelser, en bog kan vække. For har man først forelsket sig i et forfatterskab, tager man som regel det hele med. Også de fortællinger, hvor skarpheden er væk, og man bare stiller sig tilfreds med en velkendt stemme på siderne.

Jussi Adler-Olsen er landets ubestridte krimi-kejser med 2 millioner solgte bøger – heraf 16.000 styks om dagen i december sidste år i Tyskland. Med så skudsikkert et CV kan man vel godt tillade sig at have høje forventninger til sit første møde med Afdeling Q og vicepolitikommissær Carl Mørcks udfordringer på den kriminelle scene.

Det starter meget godt med en velskrevet introscene, hvor bogens hovedperson præsenteres og et drama med flere lag antydes. Herefter klippes der til Afdeling Q, hvor en række små-sager omkring Carl Mørck, skal tegne et billede af en presset kommissær, der selvfølgelig også har løse tråde at kæmpe med på hjemmefronten. Klassisk krimi og lige i skabet, hvis det foldes ud med spænding, interessante sociale miljøer og karakterer med karisma, man gider engagere sig i. Og det er her JOURNAL 64 aldrig kommer helt hjem.

Plottet er bygget op, som man ofte så det i tv-hittet Rejseholdet, hvor the bad guys er kendt på forhånd. Vi følger politiets arbejde for at nå i mål og venter på at høre håndjernene klikke betryggende efter et hårdt opklaringsarbejde. Der er ikke det store nervepirrende adrenalin-sus at hente i en gammel sag, som skal opklares, fordi den tilfældigvis lander på chefens skrivebord. Med det udgangspunkt skal karakterene og deres personlighed trække en stor del af læsset.

Hvis man allerede kender Carl Mørck og Co. fra tidligere udgivelser, er man muligvis overbevist. Men som førstegangslæser er det en tynd kop te, der bliver hældt op i JOURNAL 64. Dialogerne læner sig op ad det forudsigelige – politiassistent Assads ufuldendte dansk og højreekstremisten Curt Wads menneskesyn er så klichefyldt og overfladisk skitseret, at det næsten grænser til det komiske:

– ”en trussel mod danskheden”, lød det flere steder fra, og Curt Wad var mere end enig. Det var alt sammen et spørgsmål om gener, og mennesker med skrå øjne eller brun hud hørte nu engang ikke hjemme i et overordnet skønmaleri af piger og drenge med lyst hår og store, stærke kroppe. ..Som alt andet urent måtte det stoppes og stoppes effektivt. Uden tøven.

Bogens mest interessante påfund – kvinder, der på myndighedernes foranledning deporteres til Sprogø, hvor de udfører tvangsarbejde og for nogles vedkommende ditto sterilisation – bliver aldrig rigtig spændende eller for alvor samfundskritisk. Man er hverken underholdt eller indigneret – og det er en skam, for Adler-Olsen er en dygtig plothåndværker, der kender alle grebene i thriller-tasken.

JOURNAL 64 er derfor til alle de Jussi-fans, der for længst elsker hans slæng og hans slang. Og vi andre kan søge videre i de bugende forbryder-hylders løfter om drama á la drab.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Krimi,

Læs også