Kroppens cogito – Bjørn Rasmussen HUDEN ER DET ELASTISKE HYLSTER DER OMGIVER HELE LEGEMET
Ord sprøjter voldsomt ud af et sår, der havde dannet skorpe, men nu er revet åbent. Det er ikke behagelig læsning, men det er vanvittigt velskrevet og langt sin Montana-nominering værdig.
Citat
Tro intet af, hvad jeg fortæller om følelser. Mit begær er en indstilling i oliefyret, jeg er et sætstykke af organer. Fortæl mig om atomer, fortæl mig om implosion. Så lungerne, de ilter blodet, dette ved vi. Så leveren, den er rødbrun og kegleformet, den vejer halvandet kilo, Så nyrerne, så mavesækken, tarmene: tyndtarmen, tolvfingertarmen. Jeg kan undvære tyktarmen, jeg skal bare have en pose på maven til at samle væskerne, jeg er selv en pose med bakterier, intet andet.
’Huden er en scene’, skriver Bjørn Rasmussen og lader et genmøde med en tidligere elsker sparke stykket i gang i en svømmehal. Elskeren er jegfortællerens tidligere ridelærer, som jeget har haft et ekstremt s/m-forhold til, bygget på jegets underlegenhed og det uforløste forhold jeget har til sig selv.
Sproget er eminent lyrisk pumpende og potent og vælter ud i associationsrækker og punkteringer, der fortætter betydning og tvinger læseren ned i tempo, så man netop ikke kan undgå den hudløse grusomhed, der fremstår i fortællingens forløb og i det portræt, der tegnes af den unge selvpiner. Som sproget selv fremstilles jeget selvdestruktivt med urolige ord og sætninger, der slutter brat og uden varsel som i afslutningen på dette stykke:
– Jeg troede ikke, I havde hemmeligheder for hinanden. Jeg troede ikke, I havde ti forskellige viljer. Og jeg har så mange viljer at
Ordene har deres eget liv og agenda, og når tempoet i sprogets eksponentielt voksende associatonsrækker øges, ender fortælleren rablende og i lange uendelige celledelinger. Og her sidder man så med den ene hovedperson i HUDEN…, nemlig sproget selv. Ordene presses ud i naturlige knopsskydninger – uden omsvøb og ofte uden, at jeget helt selv er klar over, om det fortalte er virkeligt i bogens fiktion eller ej.
Den anden hovedperson er det identitets- og grænsesøgende jeg, som umiddelbart er så fremmedgjort over for sig selv og sin verden, at sprogets eget liv og gentagelser i virkeligheden ender som det eneste faste ’kropslige cogito’, som Maurice Merleau-Ponty kaldte det i sin fænomenologi. Cogitoet er en accept af den mangel på sammenhæng og mening, som jeget synes at møde overalt og som symptomatisk fordobles i jegets skæren i sit eget kød.
Cogitoet tager udgangspunkt i en epistemologisk afsøgning, hvor ’Dette ved jeg’-sætningskonstruktioner anvendes til at afgrænse jegets fortalte virkelighed. Læseren lades naturligvis tilbage med den tanke, at der selvsagt må stå en tvivl som opposition til disse overbevisninger.
Fremstillingen af jeget er så smertelig klar, at man som læser tvinges til at se portrættet direkte i de øjne, som ordene former, og det gør fortællingen det mere voldsom og brutal. For portrættets øjne ser sin virkelighed med skarpe farver, krop, blod og afføring overalt. Der er imidlertid ikke tale om den kvalmefrembringende sprogbrug, som den man finder i R. Broby-Johansens BLOD (1922), selvom visse elementer tematisk set ligger inden for samme kategori. Derimod fungerer stemmen som et stramt og tvingende greb om nakken, så læsningen fortsættes om man vil det eller ej.
Bedst er Rasmussens skrift i de mange realscener, når jegets stærke stemme har føringen fremfor eventyrlige drømmesekvenser med pasticheseret (religiøst) sprog. Stemmen er rablende, sort humoristisk i sin fremstiling af provinsens anatomi, fysisk og kødelig i sin begrebs- og følelsesverden, forvirret, sarkastisk, desperat destruktiv og til tider så vrængende, at man næsten kan høre en fysisk stemme læse den op. Og mest af alt er den gennemført og fuld af dirrende nerveenheder, så man må holde vejret og lade kindens rødmende og iltforladte hud tage ordet.
