Af | 17. april 2013

Kære punktum, kom til mor – HVEDEKORN 4/2012

HVEDEKORN 4/2012 er et væld af digte. Jeg hæfter mig især ved to om erindring, det ene bider, det andet drømmer om at slippe af med erindringen. Og så et digt med to små magtspil. 

Citat

(METTE MOESTRUP født 1969, i Hvedekorn siden 1993)

Jeg svajer, hælder til den lilla. Men
så peger du bydende (eller nydende? det er dét,
jeg ikke kan afgøre) graciøst på den grønne; dén
er alligevel smukkest, det er tydeligt. Hvis du var mig,
ville du købe dén. Ikke den lilla? Nej.
Altså ikke den lilla. Altså netop ikke den lilla.
Og udenfor, vind.

Det fjerde nummer af Hvedekorn fra 2012 indeholder bidrag fra 25 digtere. Mange af digtene er fulde af ordkuriositeter, Anna Norup Lindblad tager det gamle ord ’kålhøgen’ i brug, og Anders Mathiasen har konstrueret sammensætningen ’synapsarabesk’. Det er sjovt, og jeg kunne tænke mig at høre det læst op, for det lyder sikkert godt. Men de digte løber også hurtigt ud igen, i en lind strøm af alt for mange adjektiver. Jeg kan godt lide Dea Sofie Kudsks bidrag, tre smukke digte, hvor ø er erstattet med oe. Og jeg kan lide Joachim Aa. Sørensens og Martin Lykke Nielsens bidrag, som har en nøgtern humor. Men det er Asta Olivia Nordenhofs, Lea Løppenthins og Mette Moestrups digte, jeg er allergladest for.

Det er Nordenhof, der indleder nummeret. Jeget i Nordenhofs digt maner sine ekskærester frem ved at beskrive deres øjne, ikke i en poetisk besyngelse, men i en nøgtern skelnen.  Et forsøg på at kategorisere og at huske. Jeget har glemt sin allerførste kærestes øjne, men husker sidste gang, hun så ham: ’Fuldstændig frygteligt at vinke igen når man pludseligt vidste det, at man aldrig ville komme tilbage.’ Der er en lille ondskab i Nordenhofs digt, eller i hvert fald noget der bider i mig. At kategorisere kæresteøjne, som et barn sorterer farvede glaskugler, at føle ømhed for den forladte, som man elsker et svigtet kæledyr. Digtet er et erindringsdigt, der har øje for det onde i erindringens natur, nemlig at den frasorterer og bevæger sig videre med tilfældighed.

Lea Løppenthins digt er også et erindringsdigt og gør selv opmærksom på det: ’Jeg tror nok det var en forfærdelig sommer // min hukommelse er ikke hvad den er’, hvor tiden undersøges ved at bøje verbet ’at være’ fra førnutid til nutid i det faste udtryk ’min hukommelse er ikke, hvad den har været.’ Det er et enkelt trick, men et godt trick, der stiller spørgsmål ved nu og før.

Løppenthin undersøger erindringernes stoflighed, når kroppen i digtet ærgrer sig over ikke at kunne udskille minder, som den udskiller føde. Digtet skriver hukommelsen ind i fordøjelsessystemet, ’at tankerne ikke kan indtages og udskilles ligeså rytmisk, som maden’, står der. Sætningen danner et billede, som materialiserer sig hos mig, og som jeg husker. Ligesom jeg husker et andet af Løppenthins billeder: ’cigaretskodder har haft munde omkring sig’. Løppenthins digt er interesseret i kroppens relation til tiden og erindringen, men også i den krop der bevæger sig, som cykler og ryger.

Mette Moestrups digt indledes af en scene, hvor jeget skal købe en jernkande. I digtet får jegets ubeslutsomhed konsekvenser som bevægelser i rummet: ’min vaklen spreder sig mellem varerne.’ Og ’Jeg svajer, hælder til den lilla.’. Digtet beskæftiger sig med afkodning, kroppen kan ’vakle’ og ’hælde til’, lige såvel som sindet kan det. Digtets jeg og du indskrives i jernkandekøbet, og et subtilt magtspil mellem jeget og duet gør den lille scene dramatisk spændende, ligesom der er magt på spil mellem digtets udsigelse og sætningerne, som i den elegante afslutning, ’kære punktum kom til mor.’

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte, Tidsskrifter,

Læs også