Kroppens syntese – Amalie Smith I CIVIL
Amalie Smiths nyeste bog har fået genrebetegnelsen ’samling’, og det er der naturligvis en god grund til. På første, sortlagte side spørger Smith med hvide bogstaver: Hvad får i første omgang en samling til at samle sig og hænge sammen? Er det en vilje – et subjekt, og i så fald: Er det samlerens? Definitionen af ’samling’ får vi på side 47: Samlingen: Tingene trækkes ud af kredsløb for at opbevares til eftertiden. (…) Samlingen er en erindringsform.
Citat
Sorgen er eksotisk, en tropisk frugt, fed og løs i kødet omkring en blank mahogniefarvet kerne, sådan en frugt spiste jeg i plantagen: Jeg suttede kernen ren og holdt den i hånden og tog et billede af den. Om natten blev min hånd så varm, at jeg måtte lægge mig på den. Sorgen har altid et øje på sig selv. Øjet svømmer over med vand, og vandet driver ned ad kinderne og fugter læberne, tungen fanger det og smager på det. Sorgen er kinden, der blusser, noget tungt i underlivet, et lod, der måler, hvor dybt der er, et træk i kroppen.
Det, man som læser i første omgang tror, er en note om selve tekstsamlingen, viser sig også at være en gennemgående tematik. I I CIVIL tager det konkrete udgangspunkt i, hvad der sker med en krop og med et forelsket par, når kroppen bliver alvorlig syg. Med andre ord: Hvordan det, der er forbundet i en både følelsesmæssig og fysisk sammensmeltning, kan opløses og i sidste ende frastøde visse enkelte dele.
Og med Smiths genrebetegnelse in mente naturligvis også en ide om tekst og skrift som udgående fra et subjekt. I hvor høj grad det sker naturligt og autonomt – eller rettere: hvordan det emulerer en naturlighed. Skriftens efterligning af og insisteren på en naturlighed har hun til fælles med mange unge forfatterfæller og hun vil i øvrigt formentlig altid bære et Forfatterskolestempel og blive præsenteret som et tydeligt eksempel på en generation. Det i sig selv er naturligvis ironisk, når man tænker på I CIVILs optagethed af syntesen som begreb, og Smith og årgangskollegaer fortjener da også langt mere end det.
Amalie Smiths skrift er præget af en ekstrem vilje, og viljen giver udslag i en – ikke fortænkt – men udtænkt tilgang til det, der vil og skal skrives. Som i debuten DE NÆSTE 5000 DAGE (2010) møder læseren en fortættet samling ord, hvor en ekstrem abstraktion lægger til grund for de både tekstlige og fotografiske eksemplificeringer, der præsenteres for læseren.
Det er på indholdssiden voldsomt at skulle komme omkring temaet på en måde, der ikke bliver sentimental eller begrædende, og naturligvis gør Smith heller ikke det. Starten opridser en både øm og næsten sukkersød forelskelse og kærlighed, mens størstedelen af I CIVIL går til emnet med en videnskabelig og undersøgelsesagtig tilgang, der bygger på en konceptuelt undrende uforståelighed. Og uden den indledende klistrede fortætning af kroppe og fortællinger, ville der heller ikke kunnet have fundet en efterfølgende adskillelse sted. Undren tager dermed udgangspunkt i paradokset om den sammensmeltning, der sker i forelskelsen. Smith skriver:
– da cellerne begynder at fordoble sig næsten uhæmmet i din krop, uden at der af den grund bliver færre i min.
Som i DE NÆSTE 5000 DAGE er Smith eminent god til at beskrive, omtale og behandle det, der er svært at gå til – og ikke mindst kærlighedens på samme tid uforståelige og indlysende natur er hun uovertruffen til at diagnosticere. For hvad gør man, når kærligheden, med kroppen, bliver inficeret og hæmmes i sin udvikling? Den undrende tilgang til sit eget materiale understøttes med Smiths mange ’ubehjælpsomme spørgsmål’, som hun selv kalder det på side 42, og kan måske også betegne en karakteristik af, hvordan man oftest går til Smiths forfatterskab: Med en umiddelbar og rundtosset uforståelighed over for samlingens lukkede natur. Man synes at mangle en kode at låse op med, men ikke desto mindre ender teksten med at løse sig selv for øjnene af én. Amalie Smith skriver litteratur, der fortjener at blive analyseret, og anvender ord, der kan nydes, optages og siden hen forsøgsvis slippes igen.
