Krudt, kugler og komplekse cowboys – Patrick deWitt BRØDRENE SISTERS
Patrick deWitts underholdende pastiche over westerngenren går over stok og sten. I en sådan grad, at det til tider bliver tandløst, men så kommer der guldfeber og Gearløs-opfindere ind i billedet.
Citat
Charlie gik rundt i stalden og smilede over en diskret morsomhed. At dømme efter hans venlighed og lykke havde han fået et glas eller to til. Men han havde ikke hørt mit spørgsmål, og jeg gik ham ikke på klingen. ”Vi rejser formentlig med færgen,” sagde jeg.
”Og hvornår havde De tænkt Dem at rejse?”
”I morgen tidlig.”
”Og når De når udgravningerne, skal De så sove udendørs?”
”Ja.”
Karlen funderede over det. ”Det er for tidligt at rejse,” sagde han.
Jeg klappede Tubs ansigt. ”Han virker kvik.”
”Jeg siger ikke, at han ikke kan gøre det. Han er hårdfør. Men hvis det var min hest, ville jeg ikke ride på ham i en uge, mindst.”
Charlie kom tilbage fra sin spadseretur, og jeg bad ham om flere jordnødder. Han holdt posen i vejret: Tom. ”Hvad er den dyreste restaurant i byen?” spurgte han karlen, som fløjtede over spørgsmålet og på samme tid kløede sig både i panden og kønsdelene.
To mænd rider ud. Det lyder som en parafrase over en populær westernfilm, og det er det på sin vis også. Canadiske Patrick deWitts (f. 1975) anden roman, BRØDRENE SISTERS, er en pastiche over og en hyldest til den klassiske western. Vi skriver året 1851, guldfeberen ruller over Amerika, og brødrene Charlie og Eli Sisters, lejemordere til hest, arbejder for Kommandøren. De har til opgave at finde og dræbe kemiker og guldjæger Hermann Kermit Warm og drager således fra Oregon over San Francisco til Sacramento.
Det går over stok og sten. Så raskt, at første halvdel er et lidt tandløst roadtrip, hvor værket ikke rummer tilstrækkelig dybde eller personlighed til andet end at underholde læseren med sin ukomplicerede westernkitsch. Ser man bort fra den til min smag for lette læsning de første 150 sider, er BRØDRENE SISTERS dog en fornøjelse. Lillebror og jegfortæller, Eli, beretter levende om sit og brorens eventyr af skurke, kvinder, heste og en hel del brandy. Eli er en blød mand, der faktisk slet ikke gør sig godt som lejemorder. Han bryder sig ikke om at gøre andre fortræd eller at stjæle penge – selv fra skurkene. Han accepterer ikke præmisserne for det rå liv, de fører, hvilket gør hans beretning morsom og herligt akavet.
Det er altså ikke en helt almindelig western om den gode, den onde og Retfærdigheden. I BRØDRENE SISTERS er westerngenren ikke fastere, end at den kan drejes lidt, og det gør bogen interessant. Fra første side deler man fuldt og helt Elis uventede, og ikke særligt rå og cowboyagtige, velvilje mod hans hest, den ikke så hurtige, men meget elskelige, Tub.
Da Sisters ankommer til guldvaskernes paradis, tager handlingen en uventet drejning, og den drengede westernstil træder i baggrunden til fordel for komplekse menneskelige karakteristikker. Fjenden er sjældent kun en led karl, og undertiden viser han sig endda at være sympatisk. Skildringen af brødrenes ubetingede samhørighed på trods, og dobbeltheden i, at skurken ikke er en stereotyp, men foranderlig, gør romanen rørende og vedkommende.
BRØDRENE SISTERS er glimrende og glidende oversat af Steffen Rayburn-Maarup. Man fornemmer, at han er tro mod originalens stil, men tænker også, om sproget ikke er lidt for moderne til helt at være i 1800-tallets ånd.
I et indbydende omslag, hvor de indlagte sorte sider spiller en meddigtende rolle for handlingen, udspinder denne pikareske roman sig, fuld af guldfeberkitsch, skæve eksistenser og menneskelig varme. BRØDRENE SISTERS er både en pageturner, der vækker indre billeder af støvede saloons og slidte cowboyhatte, og en udfordring af selvsamme genre, som overrasker med tillidsvækkende skurke og en lejemorder, der egentlig ikke bryder sig om at dræbe.
