Krummer i sengen – anmeldelse af Niels Franks ÈN VEJ


I sin nye virkeligt vellykkede bog digter Niels Frank på mindst tre ben. ÈN VEJ er godt gammeldags inderlig, rapkæftet og poetologisk højlærd.

På coveret til Niels Franks kæmpestore bog fra i fjor, FØRSTE PERSON, ANDEN PERSON, går en hel masse newyorkere rundt under paraplyer, mens to politibiler ude i højre side har nogenlunde held med at få disse regnforskrækkede storbymennesker til at holde til venstre. Kolofonen forvisser om, at det er Frank selv, der har fotograferet. I den nye bog, der er helt anderledes hvid og overskuelig, beskrives dette foto: hvordan metalskeletter, der spænder de forskellige paraplyer ud, danner ubekendte X’er, og hvordan personerne længselsfuldt hastende er på vej hjem i tørvejr. Man ser det for sig.

Frank angler i disse omhyggelige iagttagelser efter et moderne selv. Som udgangspunkt en gådefuld ubeskrevet og ubeskrivelig størrelse (X’erne) og et autonomt individ skærmet af fra sine medmennesker (jeg afskærmet fra du, første person fra anden person, jf. paraplyerne). Alle har de tiden og dermed døden som fælles indpakning (tørvejret). Nu kan mit lille vaklende memory-spil af en eksistentiel dirrende fortolkning nok give et forkert indtryk. For selvom det få steder kommer til at ligne Michael Strunge lige vel nok (ja, der står ligegodt ’reklamernes iskolde billeder’), så udstråler ÉN VEJ en lysende professionalisme, der kun kan tilskrives den absolut velbevandrede digter.

Niels Frank kredser tematisk om rigtig gennempløjet poetisk stof som desillusion/lykkefølelse, afsondrethed/fællesskab og de lidt mere bøjelige sandhed/ynde, erindring/død. Men med små indstik af mundrette korrektioner og vulgære udbrud som ’skid’, ’pis’ og ’intet mindre’ tværer digterjeget bussemænd og tyggegummi på de fine glasbyggerier, inden de forsvinder i højderne.

Digt 10 giver i sin arrige kærlighedserklæring til en skrækkelig verden ligefrem plads til globalpolitisk galde, og det virker ærligt talt befriende med en lille dosis reality midt i al den (væsentlige men) navlepillende jeg/du-fnidder. Og så skal den lille sjove ansats til en konfirmationssang med kluntede rim og det hele samt de slet ikke så få rent remsende replikforstærkere som i ’Mallebrok er død i krigen filijogonggong og tingelingeling” også lige nævnes. Det er anderledes sagt, og der er plads til at ånde i Franks nye digte – og såmænd også til en enkelt radiator.

I digt 8 indledes et spor om brødkrummer i sengen. Enhver, der har forsøgt sig med mad i lagnerne ved, hvor hyggeligt det er, og hvor irriterende det er bagefter med de prikkende gnallinger. Om disse rester fra lykken skriver Frank:

– Men egentlig gør det mig lykkelig at finde en af dem/ Du ved: tegn på liv/ tegn på at nogen har været forbi.

Jeg har blot at tilføje, at det der ’forbi’ er flot placeret. Det betyder velsagtens, at nogen har været i nærheden og samtidig, at nogen er slut, at nogen er død – i datid.

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *