Kubistisk kærlighed – Nicole Avril JEG, DORA MAAR


Sanselig og stormfuld kærlighed beskrevet i sansemættet sprog. Nicole Avrils nyoversatte roman er et højlitterært melodrama, der taler til både intellekt og følelser.

JEG, DORA MAAR er en halvt fiktiv, halvt dokumentarisk beretning om den rabiate romance mellem Pablo Picasso og den kvindelige maler og fotograf Dora Maar. I tilbageblik skildrer Dora Maar deres otte år lange forhold som en både grænseløs og grænsesøgende kærlighed, der ledte hende ud i en langvarig sindssygdom.

Nicole Avril trækker sin stakkels læser igennem et højspændt melodrama og et udspændt følelsesregister – hendes skrivemåde er ikke bleg og sympatisk. Derimod er den empatisk. Hendes største force er nemlig, at hun formår at kravle helt ind under huden på et andet menneske og skildre dennes tanker og følelser med stor overbevisning.

Den franske forfatterinde Nicole Avril støtter sig til diverse biografier og afhandlinger om både Picasso og Dora Maar, men romanen er udformet som en fiktiv erindringsbog. På denne måde får man et levende indblik i det parisiske kunstnerliv i 30’erne, samtidig med at man underholdes på bedste knaldromanske vis. Mæt på både det intellektuelle og følelsesmæssige plan – hvad mere kan man ønske sig som læser?

Skrevet af Victoria Westzynthius

Victoria Westzynthius er cand.mag. i litteraturvidenskab og fransk fra Københavns Universitet og Sorbonne.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *