Kulturkamp til stregen – Hans Hertel DET STADIG MODERNE GENNEMBRUD
Endnu et indlæg i den måske stadig moderne, men ikke særligt nye kulturkamp. Denne gang er det humanisterne, der tager ordet i en afbalanceret samling af hyldest og attentat rettet mod det fædrene ophav: Georg Brandes og de andre moderne.
Da det tilbagevendende hovedstadsarrangement Golden Days i 2002 tog fat på tiden efter de københavnske voldes fald, fulgte Københavns Universitet trop ved en forelæsningsrække dirigeret af Professor Hans Hertel. Perioden er en af de få som den litterære side af historieskrivningen har fået lov at navngive: Det moderne gennembrud efter Georg Brandes’ DET MODERNE GENNEMBRUDS MÆND. Farvellet til voldene synes, med bagklogskabens strategisk placerede klare lys, at have betydet ikke bare en åbning for hovedstadens fortsatte vækst, men også en åbning for en række mentale dæmninger. Danmark trådte langt om længe ind i samme tidsalder som det øvrige Europa.
Forelæserne dengang i 2002 var Hans Hertel, Sune Berthelsen og Ditte Marie Egebjerg, Marianne Stidsen, Henk van Der Liet, Sune Auken, Live Hov samt Martin Zerlang og de kloge ord de sagde er nu at finde i samlingen, der har fået navnet DET STADIG MODERNE GENNEMBRUD. For det er jo stadig moderne det der gennembrud. Kommentarerne har været mange i de seneste par år – vistnok begyndende med en statsministers nytårstale år 2003 hvor ordet ”smagsdommere” blev brugt. Lige nu vrimler det ikke mindst med holdninger til gennembrudsfigur numero uno Georg Brandes. I nærværende værk nævnes Jette A. Kaarsbøls DEN LUKKEDE BOG af både Hertel og Stidsen. Senere er Jørgen Knudsens mammut-biografi blevet færdiggjort (5 bind – 2400 sider) og i den modsatte grøft har Michael Larsen forsøgt at popularisere perioden med foreløbigt første bind af sin DEN STORE TID.
Som børn af den humanistiske tradition indført af Brandes er der med få undtagelser ingen tvivl om skribenternes ideologiske ståsted: ”I disse års polarisering er >kulturradikalisme< blevet det store operative skældsord, en udefineret syndebuk, en rummelig sæk til at opsamle alskens opsparede aggressioner, mindreværds- og hadprojektioner…” lyder det i Hertels indledning. Ikke anderledes i Stidsens afsluttende tekst: ”Egentlig er det vel kun en lille velbjerget mandlig elite såsom Søren Krarup og Jesper Langballe der kan drømme sig tilbage til en eller anden illusorisk Nøddebo-idyl, hvor lillemor står i køkkenet, mens far sidder i studereværelset i slippers og hygger sig med sin søndagsprædiken for de fortabte lam.”
Jo tak, DET STADIG MODERNE GENNEMBRUD er en gylden stråle tis med retning mod de herrer Krarup og Langballes sukkermader. Men disse klare udmeldinger fylder trods alt ikke mere end som så og har hovedsageligt til formål at forsvare emnets aktualitet. Når det kommer til det egentlige projekt – beskrivelse og tolkning af (især) det litterære Danmark for et århundrede og lidt mere siden – fremstår artiklerne yderst saglige og velfunderede. Der bliver skrabet i den store Brandes’ fernis og kolossens fundament testes grundigt.
Værd at fremhæve er Hans Hertels tekster om netop Brandes og analyserne af hvorledes ikonet både i datiden og nutiden er blevet forsøgt mobiliseret af begge politiske fløje – enten som formand eller bøhmand. Marianne Stidsen lyser ligeledes op med hendes fremskrivning af brandesianismen til dens nutidige former. Hendes parallelisering til sociologerne Anthony Giddens og Zygmunt Bauman og deres henholdsvis positive og negative modernitetsbeskrivelser virker dels som en frugt- og farbar vej for en nutidig kulturanalyse og dels som forklarende sparringspartnere for den dobbelthed det moderne gennembrud besad og besidder: Moderniteten set som et janushovedet monster, der både kan love menneskelig vækst og fremgang, men som samtidig konstant truer med amokløb og uforudset ulykke.
Udover Brandes og den hundrede år gamle modernitet bydes der også på en fin beskrivelse af teaterscenen – Ibsen, Bjørnson og Strindberg – af Live Hov, og herunder herrernes forhold til kvindefrigørelsen som vist ofte var mere lunkent end eftertiden nyder at beskrive. Sune Auken følger tråde bagud mod romantikken og minder om at gennembruddets mænd og kvinder ikke kun var radikale nybrydere, men også havde en arv med fra romantikerne.
DET STADIG MODERNE GENNEMBRUD er på alle måder er lærerigt indlæg i historieskrivningen om tiden hvor mange at de stadig eksisterende ideologiske fronter blev tegnet op. Værkets egen placering er ikke til at tage fejl af, men materialet er præsenteret så sobert og reflekteret at det må lyse op selv blandt modstandere. DET STADIG MODERNE GENNEMBRUD byder på kulturkamp til stregen uden at gå på kompromis med egne hævdvundne idealer.
