Af | 31. maj 2005

Kun en skitse – Ib Spang Olsen MIDT I MEDIERNE

Folketegneren fortæller uden megen iver om et liv som kunstner i 1960’ernes Danmark. Man må ty til bogens tegninger, hvis man vil huskes på nestorens talent.

MIDT I MEDIERNE. ERINDRINGER 1962-1975 er tredje bind af tegnerens erindringer efter ”EN UNG MAND I FYRRERNE og TEGNER I HALVTREDSERNE. Og måske skal man derfor snarere kalde den for erindringsglimt. For det første fordi læseren dumper lige lukt ned i en historie, der allerede er ved at blive fortalt, og som derfor ikke har en bred, forklarende og altomfavnende gestus, men starter in medias res, lige midt i det nu, der er 1960’erne. Vi får altså kun et tidsligt fastsat glimt af Danmarks folketegner i dette bind. For det andet fordi Ib Spang Olsen hellere fortæller små spredte beretninger om det, der gik for sig i samtiden, end om den private Ib Spang Olsen.

Går man til erindringsgenren balancerer man ofte på en hårfin balance, når man skal vurdere værket. Det frirum, som eksisterer mellem forfatter og tekst i det fiktionære værk, forsvinder med selvbiografiens form. For her stikker forfatteren ustandseligt hovedet frem mellem linjerne i sin tekst og siger: ‘her er jeg – det er mig, du læser’. Det er umådeligt svært at adskille forfatteren fra teksten. Umuligt ikke at forholde sig til personen, når man forholder sig til værket. Men i MIDT I MEDIERNE er det ikke den private person, der er centrum for teksten, men den tid, han ser tilbage på. For Ib Spang Olsen virker i virkeligheden ikke som om, han har det komfortabelt med erindringens form:
– Hvis man holder sig nogenlunde til den sandhed, man mener at gengive er teksterne vel også samtidshistorie, der kan fortælle nogle yngre om det klima, man var i og de hændelser, man opfattede og måske endda tog del i, siger han. Han distancerer sig ved at referere til sig selv som ‘man’ og ikke ‘jeg’. Very well, bogen bliver altså til et ganske lille tidsbillede og ikke til et stykke selvudkrængende bekendelseslitteratur. Selvfølgelig ikke. Det har tegneren alt for god smag til.

Så vi hører om et huskøb, om et besøg i Kødbyens slagtehal, om tilblivelsen af børnebogen KIOSKEN PÅ TORVET, om inspirationsture til udlandet, om den store udsmykningsopgave på Møllevangsskolen i Kongsted, om politiseringen af børnebogsområdet og om hans grafiske produktion under EF-afstemningen. Fra det små til det lidt større. Mest interessant er det nu, når Spang Olsen begynder at fortælle om sin kunstneriske produktion. Når han fortæller om, hvorfor han tegner som han gør, hvad, der interesserer ham ved illustrationen, billedet, tegningen. Tydelig er selvfølgelig den samfundsmæssige påvirkning i kunsten – og omvendt: Den måde hvorpå han med sin produktion har forsøgt at påvirke sine omgivelser. Stort set aldrig didaktisk. Næsten altid med et blødt, nænsomt og humoristisk strøg.

Men hvorfra stammer hans rent æstetiske inspiration? Nogle inspirationskilder er jo tydelige, som for eksempel Chagall, men hvorfor ikke nævne mange flere. Som allerede understreget, er det det liv, han giver tegneblyanten, der virkelig er interessant, ikke det liv, han lever for nedrullede gardiner. Derfor ville det ikke have været underligt, hvis vi havde hørt endnu mere om billedet, om tegningen, om farven, om kompositionen, om valg af motivet, om de skøre påfunds oprindelse, mindre distanceret her, mere nærværende. For det er jo for det visuelle at Spang Olsens hjerte banker mest uroligt. Det fremgår også af, at han faktisk er ked af aldrig at være blevet anerkendt af den statslige kunstelite: – I praksis er illustration ikke noget, man beskæftiger sig med, men noget man gør sig skyldig i, siger han spidst. Men man må nok alligevel konkludere, at hans øje er skarpere end hans pen. Det er i illustrationen at Ib Spang Olsen er en sand mester.

Derfor er det også ærgerligt, at den meget løst redigerede tekst ikke viger pladsen for et bedre kvalitetstryk af bogens mange illustrationer. Eller måske skulle man her kalde dem for tegninger, for de er ikke med til at illustrere den tekst, de står ved siden af. Det er en pointe fra forfatterens side – at de i hans erindringer skal leve deres eget liv som selvstændige erindringsglimt. For netop at give dem denne status, kunne man måske så have ladet dem optræde selvstændigt i et sidste afsnit eller et midteropslag. For som de står nu, kan man umuligt undgå at lede efter en forbindelse mellem tekst og tegning. Og det er egentlig synd. For tegningerne er bogens stærkeste udtryk, fuldendte i modsætning til teksten, der slæber sig modvilligt over siderne og aldrig bliver til mere en blot en skitse.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Erindringer,

Læs også