Kunst på stedet – Lars Frost ET PAR DAGE
Efter Islandsturen i SMUKKE BILER EFTER KRIGEN (2004) har Lars Frost angiveligt ikke stillet kufferten tilbage i bunden af garderobeskabet. Vi skal ud og se verden, og det kommer vi med den nye lille samling af gamle tekster, der helt og aldeles vender på tværs.
Citat
Det hele kan virke så ligegyldigt, hvis ikke en af disse ting tager et skridt frem mod dig, den griber ud efter dig, pludselig vender et af de her ansigter sig bort, pludselig forstummer salenes foredrag om den menneskelige erkendelses udvikling, og du ser et ansigt i vrimlen, du genkender en gestus, en krop, en følelse, du ser ET i stedet for HELHED, du ser KUNST i stedet for PÆDAGOGIK, du ser VÆRKET og ikke MUSEET, du ser ikke en SAMLING, du ser en VRIMMEL, og i den vrimlen ser du HAM og ikke DEN. Et øjeblik føler du, at du kender ham. Du ville se det, han har set.
– fra afsnittet om Thorvaldsens JASON MED DET GYLDNE SKIND
Nu skriver Lars Frost ubestrideligt et flot og formfuldendt dansk. Ja, jeg vil strække det så langt, at han i den dyre liga formår at give sit udtryk en krystallinsk skarphed og fintfølende nuancering som få andre bogskrivende danskere. Frosts altid afmålte men indbydende form får en klap til at blafre frem og tilbage i hjernens sprogcenter: ’Gud ja, det kan man jo også sige sådan’ eller ’Det er helt præcist, det dér’. Som nu f.eks. i det afsnit i den nye bog, hvor vi befinder os på MoMA i New York:
– De lukker museet for moderne kunst i mange år
for at bygge det større og mere tidssvarende
Tidssvarende vil sige en evne til at omfatte alting
Den nye bog er en rundrejse til USAs og Europas metropoler (med Skagen og København som hjemlige undtagelser) for at kigge på damer. Mestendels dem, der hænger i malet form på diverse kunstmuseer, men i lige så høj grad de rigtige på 37 graders celsius. En hel del af ET PAR DAGEs metodik er netop at overblænde de kunstige damer med de virkelige, så læseren til sidst må slippe sit greb i dén skillelinie. Den skrivende er i hvert fald altid tilstede eller på stedet pga. et kvindemenneske, hvilket giver et og andet erotisk drive, som jeg ikke kan blive rigtig klog på.
Som Lasse var det i SMUKKE BILER EFTER KRIGEN, er stemmen i ET PAR DAGE også pletvis kværulerende, som når den spørger, om ikke de dersens skagensmalere er temmelig overvurderede og lidt efter ikke har det mindste problem med at bekende: ’Jeg har ikke forstand på maleri’. Eller hvad med: ’Stockholmernes mentalitet er provinsiel’?
Den frembusende færd giver sig rigtig fine udslag i de to danske afsnit om Skagen og København, hvor vi besøger hhv. Skagens kunstmuseum og Thorvaldsens såkaldte ’vogngård’. Frosts fine overvejelser om og indfletninger af glansbillederne og skulpturarbejderne er simpelthen fremragende, ikke mindst når man tænker på, hvor lamme og i bedste fald komiske sådanne kunstinstruktioner tit kan være. Frosts refleksioner over den kunst, han kigger på, går i dialog med værkerne og åbner dem, og stod det til mig, ville Frost prompte blive fastansat som frelsende plancheforfatter på Statens Museum for Kunst.
At bogen er trykt på hvidgult papir og er trykt på tværs, så man skal holde bogen sidelæns, hvis man vil læse fra venstre mod højre, samt de minimallækre bykort, der indleder hver af de otte afsnit, gør kun godt bedre. Konvolutformatet eller den kinesiske læseretning, som man også kunne kalde det, virker faktisk ikke synderligt irriterende. Man bliver mindet om, at vi har glemt, hvorfor det opretstående bogformat er den tungtvejende norm, det er. Kolofonen bedyrer da også, at Frost har allieret sig med Forening for Boghaandværk, og når sådan en endnu findes, er det godt, at den bliver fejret med bravur og indslag af højtgående poetiske bølgeskvulp:
– Hun ved/ At bjergenes store sejl er sat, men ingen vind er tung nok
