Kunsten at fylde et køleskab – Roddy Doyle PAULA SPENCER
Paula Spencer er 48 år, mor til fire og lige kravlet op af flasken efter flere års alkoholmisbrug. Roddy Doyles nye roman ligger, i forlængelse af de senere, meget langt fra den sjove, musikalske THE COMMITMENTS. Til gengæld skriver han bedre og bedre.
Citat
Paula går ud i køkkenet. Dér står Køleskabet. Hun kunne ikke fordrage den der film, Shirley Valentine, hvor Shirley talte med væggen. Hej, væg. Hun kunne sgu ikke fordrage den. Den blev bedre, filmen, men det sted ødelagde den for hende. Selv dengang Paula havde det værst, allerdårligst, talte hun aldrig med en væg eller noget andet som ikke var menneskeligt. Og nu taler hun med køleskabet. Ædru, flittig, pålidelig – hun er alt dette efterhånden, og så taler hun med køleskabet.
Den indledende scene i PAULA SPENCER illustrerer stærkt situationen for romanens heltinde. På sin 48-års fødselsdag åbner hun sit nye kæmpe store køleskab kun for at opdage, at det er gabende tomt – og at hun ikke aner, hvad hun skal putte derind. Paula Spencer har været på en ni år lang druktur, siden hendes voldelige og kriminelle mand døde.
Da hun skulle have oplevet sine børns opvækst og endelig sikret den skrøbelige familiefred, gled hun i stedet ud i skam og angst og landede med snuden nede i rendestenen. Det kan man læse om i den tidligere roman KVINDEN DER GIK IND I DØRE – men det er slet ikke nødvendigt for at kunne følge med her.
Køleskabet er en gave fra datteren Nicola, der trods sin alkoholiserede mor og barndommens store omsorgssvigt har klaret sig godt, især økonomisk. Mindre heldigt er det gået for den anden datter, Leanne, der så småt viser tegn på anlæg for alkoholisme, og den ældste af hendes sønner, John Paul, der allerede har været ude i et heroinmisbrug.
Problemerne er til at tage og føle på i PAULA SPENCER. Roddy Doyle har over de seneste romaner skiftet det tidligere forfatterskabs rødmossede og joviale arbejderfamilier i Dublin ud med en mørkere variant, dog uden at fjerne sig fra den utvetydige solidaritet med miljøet. Romanen befinder sig i en hårfin balancegang mellem en bevægende skildring af en kvinde, der trods dårlige odds genfinder modet på tilværelsen og en lettere kvalm omgang køkkenvaskromantik.
Men Doyle formår at holde balancen, og det skyldes meget hans sans for nuanceret og subtil karakterudvikling. Her er ikke nogen klimatiske tudescener eller forløsende skænderier. Fortællingen får liv i Paulas genopdagelse af egentlig banale hverdagsting, som at putte mad i indkøbsvognen i stedet for sprut og at tjene sine egne penge, og disse kommer til at udgøre trådene i det net, der holder hende oppe – og væk fra sprutten.
Det er et trods alt livsbekræftende, men også desorienteret blik på verden, man møder i PAULA SPENCER. I solidaritet med Paulas forsøg på at komme overens med sig selv og især fortiden, er læseren konstant placeret i øjenhøjde med bogens kæmpende heltinde. Ved at fjerne alle former for kapitelinddeling og ved bratte spring i tid og sted etableres en gennemgående usikkerhed om, hvad der egentlig foregår og er foregået. Doyle er helt enkelt en teknisk dygtig forfatter, og han mestrer især dialogerne, der giver romanen spræl og en nødvendig fremdrift i forhold til den stillestående historie.
PAULA SPENCER er godt oversat med det levende sprog velbevaret. Det kan den danske udgiver godt være tilfreds med. Det samme kan derimod ikke siges om den danske udgaves usandsynligt grimme cover, men det er som bekendt heller ikke den slags, en bog bør bedømmes på.
