Kunsten at udholde en kunstner – Daniel Kehlmann JEG OG KAMINSKI
Det er en ganske udmærket trøstepræmie med denne finurlige lille fortælling fra 2003, mens vi venter på nyt fra Kehlmanns hånd.
Citat
Zöllners manglende socialkompetencer og misantropi folder sig ud:
Jeg betragtede hende usikkert, spiste lidt og sagde til servitricen hvor smukt jeg syntes her var. Hun smilte stolt. Ude på landet, i naturen, også lige her, nemlig, på denne banegård. Langt væk fra de hele, blandt beskedne folk.
Hun spurgte hvad jeg mente med det. Ikke blandt intellektuelle, forklarede jeg, skabagtige pralhalse med universitetseksaminer. Blandt mennesker som stadig var tæt på dyrene, på deres marker, på bjergene. Der gik tidligt i seng og stod tidligt op. Som levede og ikke tænkte!
Daniel Kehlmanns OPMÅLINGEN AF VERDEN var en af de absolut bedste oversatte romaner, der sidste år ramte Danmark, og var helt fortjent også en kæmpesucces i hjemlandet Tyskland, da den udkom der i 2005. Der er ingen grund til her at spilde læserens tid med at fortælle hvor ekstraordinært vidunderlig den er, men blot konstatere, at det er en af den slags bøger, der giver en lyst til at kaste sig over mere af samme forfatter.
Men mere lader vente på sig, og forlaget Per Kofoed har derfor, fornuftigt nok, valgt at holde Kehlmanns navn varmt (mens han får taget sig sammen til at skrive sit næste mesterværk) ved at udgive hans næstsidste roman på dansk.
I JEG OG KAMINSKI følger vi kulturskribenten Sebastian Zöllner – misantrop par excellence – som har fået en rigtig god ide. Han vil opsøge den beundrede, men halvglemte og efterhånden temmelig aldrende billedkunstner Manuel Kaminski, skrive en sensationel biografi om ham, vente til han kradser af og bliver en legende, og så ellers udgive biografien med egen rigdom og berømmelse som det helt logiske udfald.
Det lyder jo som en snedig plan. Men den tager desværre hverken Zöllners halvmegalomane og socialt udfordrede intellekt eller den gamle kunstner Kaminskis problematiske excentrikersind til indtægt. Mindre kompliceret bliver det heller ikke af, at den ellers så menneskefjendske Zöllner har den akilleshæl, at han inderst inde nærer en barnagtigt afvæbnet beundring for Kaminski. En konflikt, hvis komiske potentiale, Kehlmann forstår at udnytte så elegant og tåkrummende, at man trods alt kommer til at heppe lidt på den usympatiske Zöllner.
Resultatet er en velfungerende, tempofyldt historie om to egoers (efterhånden mindre og mindre) skjulte magtkampe og en morsom forviklingskomedie, hvor temperamenterne vender med vrangen ud af. Senere udvikler historien sig hen i retning af en amerikansk road movie i romanform – den slags hvor begivenhedernes gang selvfølgelig og bekvemt nok åbner op for, at hovedpersonerne får chancen for at tage tilværelsen op til revision. Det slipper den mindre heldigt fra.
Det ekstra lag af følelsesmæssig resonans, som man pludselig bliver påduttet, mens man lige sidder og har det så muntert, virker malplaceret. Zöllner og Kaminski er nemlig i bund og grund todimensionelle komiske kreationer (og fred være med det), og den sentimentale drejning kommer mere til at udstille dette, end den flår i hjertestrengene.
Men lad ikke dette lille opstød skræmme dig væk fra romanen. Denne anmelder føler sig blot lidt børnefornærmet over, at den ikke lever op til de tårnhøje forventninger, som undertegnede havde opbygget til alt fra Kehlmanns pen efter OPMÅLINGEN AF VERDEN. Det er naturligvis unfair over for denne ellers så fine lille, underholdende roman.
(Ligeledes unfair er det her til sidst at nævne, at OPMÅLINGEN AF VERDEN nu kan fås i paperback og derfor koster under det halve af JEG OG KAMINSKI… Yderst unfair…)
Læs også LitteraturNus interview med Daniel Kehlmann her