Kvadrende kvadrering – Louis Jensen HUNDREDE HELT & ALDELES FIRKANTEDE HISTORIER
Midt mellem hygget børnebog og pumpet ecriture 18+ befinder Louis Jensens sjette bog i serien, der skal blive til 1000 små historier sig rigtig godt. Konkretistisk avantgardestrategi fletter tæer med nuttet godnathistorie.
Citat
En femhundrede og
femoghaltredsens-
tyvende gang var
mit hjerte grønt. En
fugl byggede rede
dér. Det var forår. Luf-
ten sang, og fiskene
slog kolbøtter i havet.
Louis Jensens har sat sig selv for at skrive 1000 helt stramme men dog helt overkørte historier og udgive dem i 10 bøger med, ja, 100 i hver. Den nye bog HUNDREDE HELT & ALDELES FIRKANTEDE HISTORIER, der kommer i lækkert layout og på tykt luksuspapir, er nummer seks i rækken og følger således efter HUNDREDE HISTORIER, HUNDREDE NYE HISTORIER, HUNDREDE SPLITERNYE HISTORIER, HUNDREDE FIRKANTEDE HISTORIER og HUNDREDE MEGET FIRKANTEDE HISTORIER. Som vanligt er det Lillian Brøgger, der har illustreret med herlige billeder, som min mor ville sige; visualiserede oversættelser af historierne, og de ligner – illustrationerne – i al deres grinende farveglæde noget Carl Henning Pedersen kunne have lavet som barn.
Af listen over Louis Jensens forfatterskab – en liste der har fortrængt kolofonen helt om på sidste side og som glemmer at medtage HUNDREDE FIRKANTEDE HISTORIER – fremgår det, at Louis Jensen dels har skrevet bøger ”Af samme forfatter” og dels bøger ”For voksne”. En spøjs opdeling i og med at førstnævnte kategori jo kun giver sig til kende som børnebøger, hvis den sammenholdes med den anden kategori. Den lidt akavede og tøvende indeksering af forfatterskabet mimer meget præcist, hvordan Jensen skriver i HUNDREDE HELT OG ALDELES FIRKANTEDE HISTORIER, nemlig på én gang legende og bevidst; på én gang fortællende og bogstavkonkret; ikke kategorien ”For voksne”, men barnligt orienteret uden derved at blive fordringsløs.
Det firkantede i de HUNDREDE HELT & ALDELES FIRKANTEDE HISTORIER skal forstås helt firkantet, idet alle hundrede tekster er sat op som små kvadrater midt på siden. Skriftens typografiske aspekt er altså sammen med skriftens kvantitative aspekt helt afgørende, hvilket imidlertid ikke gør Jensen til en anæmisk tørvetriller. Ud fra det skrumlede formelvers ”En fem hundrede og treogfirsenstyvende gang…” eller ”En fem hundrede og fireogfirssindstyvende gang…” etc., fabulerer Jensen helt uden mådehold; snart i eventyrlige verdener med prinsesser og konger; snart i surrealistiske scenarier, hvor alt stort set kan være inden i alt andet – og er det.
Jensen spæder en sjælden set fortælleglæde op med konkretistisk tørhed, og lektien lyder, at det langtfra behøver at blive æggehovedagtigt, blot fordi skriften bliver opfattet konkret og tingsligt. Snarere er det netop det gentagne formelvers og det kvadratiske satsspejl (jep, det hedder det), der fungerer som direkte affyringsrampe for narrationens eksplosion. Det Jensen gør, kunne man i mangel af bedre kalde tuttenuttepoststruktualismemums eller bare: god bog.
Og så tænker jeg, om ikke han er en værre én ham Louis? F.eks. her (uden kvadrering desværre), hvor jeg ikke synes associationerne til det frækkeste frække er langt væk (hvad er ikke underforstået i det afsluttende udråbstegn?). Og hvad har sådan noget egentligt at gøre i en semi-børneagtig bog, kunne man spørge? Alt, svarer Louis Jensen:
En fem hundrede og femog-
halvfjerdsenstydende gang bo-
ede jeg i en kuffert, hvor der
også var et ansigt af sukker.
Det var et prinsesse-ansigt, og
jeg spiste et lille stykke hver
dag: Lidt af øret, lidt af næsen,
en morgen en smule hage. Til
aftensmad et sukker-hår. Til
sidst tungen, hvor alle de søde
ord bor. Så gjorde jeg mig tynd
og gled ud gennem nøglehullet!
