Kvinde er kvinde bedst? – Stine Askov KANINENS ÅR
KANINENS ÅR spejler en kvindes nu og hverdag, så både gode og dårlige sider kommer til deres ret. Det er et øjebliksbillede, javist, men ikke desto mindre et præcist et af slagsen.
Citat
– Asger venter på mig. Vi skal have gryderet.
– Tak for hjælpen, det var sødt af dig.
– Det var så lidt, siger jeg. Hun omfavner mig. Det er som at kramme et mikadospil.
Jeg indrømmer, at jeg alene besluttede mig for at anmelde Stine Askovs bog, fordi jeg hadede bagsideteksten. Her får man lovning på noget i stil med NYNNES DAGBOG møder BITTERFISSEN, lidt på samme måde som de amerikanske film, hvor Godzilla møder Megashark – bare med gluten, for-lidt-sex-i-hverdagen og christianiacykel. Og lige så spændende.
Jeg var dermed toptunet for at trashe KANINENS ÅR, på samme måde som man i det stille går og bander over en bestemt form for ‘medmødre’ nede i daginstitutionen. Stor var min overraskelse, da bogen viste sig at være en ærlig, sjov og rørende skildring af lige præcis det nu, som et bestemt kvindeligt ‘vi’ befinder os i med børn, mand og ambitioner. Det var, som om hende den irriterende fra børnehaven vedte sig om midt i flyverdragterne og sagde noget fantastisk og morsomt og sandt, der bandt os sammen.
KANINENS ÅR handler om et ægteskab i opløsning set fra perspektivet af en kvinde, som ikke er blevet tilfreds, selvom hun har både børn, efteruddannelse og en flink mand. Der mangler noget, og det er nok hverken en kanin, en kandidatgrad eller en affære. Hvad er det så, der skal til, for at Trine og alle os andre forkælede spelt-og-yogamødre finder os til rette? Det giver bogen ikke noget svar på, og hurra for det.
I weekendavisen har Lars Frost skrevet om KANINENS ÅR, at han havde glædet sig til at være opdagelsesrejsende i det danske småbørnsfamilieliv set fra kvindens perspektiv, fordi han selv hverken er kvinde eller har familie. Imidlertid bliver han hverken oplyst eller underholdt af bogen. Jeg er her i den modsatte situation: Jeg er selv kvinde med små børn og mand bosat i København. Og jeg blev faktisk både oplyst og underholdt. Er det så fordi, at KANINENS ÅR er en god bog for de indviede (og skidt for dem, der ikke selv er dér), eller er det fordi, det generelt er vidunderligt at se på sig selv i det litterære spejl? Eller sagt på en anden måde: Har den slags livsstilsbøger, som KANINENS ÅR (ved Gud) er, en forpligtelse til at sprede lys over sit emne for andre end dem, som allerede lever den livstil? Vel ikke nødvendigvis.
Bøger må gerne være smalle – hvis de så bare er gode til at formidle det lille stykke virkelighed, de beskæftiger sig med. Er Lars Frosts kritik så uberettiget? Ikke helt. Han har ret i, at KANINENS ÅR stoler for lidt på, at læseren kan tænke selv. Meget bliver sagt for mange gange. Dele er handlingen er overtænkt, og nogle af problemerne er så små, at de tenderer det ufrivilligt morsomme. Det er fx svært at hidse sig op over de pædagogiske konflikter, helt ned til hvor mange barnenæser, der bliver tørret med hvert lommetørklæde på legepladsen. Men netop detaljerne er også noget af det gode ved bogen. Det er som regel dem, der irriterer os mest ved vores medmennesker, og her når man faktisk at blive irriteret på en hel del af personerne i bogen, heldigvis også jeg’et.
Det stærke ved selvportrættet – af læseren, ikke nødvendigvis forfatteren! – er netop, at man når at blive irriteret på sig selv. Askov formår rammende at beskrive de krav, som veluddannede kvinder stiller til deres familieliv, deres mænd og deres arbejde, så man både forstår den higen, og hvorfor den er så svær at indfri. Skal man fx finde sig i at smøre hele familiens madpakker, når man nu på den ene side hader det, og på den anden side ikke kan tolerere, at ens mand smører dem helt forkert? I et ægteskab er der mere på spil end madpakker, selvom de også hører med. På det og flere andre områder formår Stine Askov at beskrive hverdagslige situationer, så man både kan genkende sig selv i dem og se sin egen rolle udefra. Man kan endda få lov at grine af sig selv.
