Kvinde kend din kamp – Mette Terkelsen og Nina Vedel-Petersen KAMPTEKNIK PÅ CHEFGANGEN
De to forfattere har siddet i chefredaktionerne på de store dagblade, og de har nu skrevet den letlæselige guide til de vigtigste do’s and don’ts for kvinder, der tænder på det frække ord: Magt.
De to forfattere er blandt den håndfuld kvinder, der har siddet i chefredaktionerne på de store dagblade i Danmark, og de har nu skrevet den guide til chefgangen, de selv har savnet.
Ledelsesstil er et af de helt store hitord for tiden. De to forfattere slår fast, at de ikke tror på den med en særlig kvindelig ledelsesstil, forstået som den empatiske kvindelige chef. På den anden side, bør kvindelige ledere hellere ikke kopiere mandlige chefer. De skal noget så simpelt, men svært som at finde deres egen stil. Det kan synes som lidt af et paradoks, både at være sig selv i rollen som chef og samtidigt for alt i verden ikke tage tæskene personligt. Det at være chef er og bliver en rolle. En rolle, man ikke træder ud af – hverken i middagspausen eller til julefrokosten. Gør man det, ligger man, undskyld udtrykket, som man selv har redt.
Det handler om teknik – om kampteknik. Rollen som chef er omstridt, og man bør vælge sine kampe med omhu. Forfatterne er gode til at skære ind til benet, der er (heldigvis) ikke noget rødstrømpe hævntørst over deres guidebog og (heldigvis) heller ingen klynk over hvor svært det er, at nå toppen som kvinde. Alligevel forfalder skribenterne til en chauvinistisk humor, når de beskriver erhvervslivet på de bonede gulve som en jungle befolket med gamle han-elefanter og bavianer, der ivrigt forsøger at udvikle stødtænder og blive til han-elefanter.
Det særlige kvindelige fokus kommer også til udtryk i gode råd om hvad, man IKKE skal gøre. Man skal for Guds skyld fralægge sig lillepigerollen, den kvindelige behagesyge og man skal afholde sig fra at græde på kontoret. Det kan synes utroligt, at den slags råd er nødvendige i år 2004, men til gengæld er det underholdende læsning, og det er det fordi, det ikke er svært at komme i tanke om kvinder, der har spillet på netop de ‘træk’ i arbejdssammenhænge også.
Bogen påstår, at det er sjovt på toppen. Lønnen, frynsegoderne, udfordringerne og magten. Det sidste er åbenbart tabubelagt for kvinder. De er stadig ikke magtliderlige på samme måde som mændene, og de forklarer ofte deres motivation i andre ord. Men selvfølgelig handler det om magt, og det benægter forfatterne her ikke.
Til gengæld nævnes ordet ‘skilsmisse’ så ofte i bogen, at man får på fornemmelsen, at de to chefer faktisk ikke mener, det er muligt at undgå at blive skilt, hvis man virkeligt VIL chefrollen. Det er alment kendt, at topposter har private omkostninger, men egentligt er det trist, at disse to kvinder ikke kommer med alternative bud på, hvordan kagen arbejdsliv/privatliv kan skæres. I stedet står det som en kendsgerning, at børnene lider, kærligheden har trange kår, og eftersom du ikke må betro dig til nogen på din arbejdsplads, er det stadigt som om, der er mere koldt end sjovt på toppen.
‘Kampteknik på chefgangen’ er ærligt skrevet og fungerer som erfaringer og gode råd fra chefens dagbog. Det bedste råd er det, der ikke siges direkte, men som giver sig selv af de to forfatters forord: Find en fortrolig veninde i et andet job på samme niveau som dig selv. Du får brug for en sparringspartner.
