Kvindeliv på landet – Lotte Linck HIMLEN HØJT, HØJT OPPE


I en letlæst historisk roman fortæller Lotte Linck den enkle morale, at alle mennesker grundlæggende er skabt af det samme stof. Måske er vi ikke lige af titel, men følelser gebærder sig på samme måde, om man er herskab eller tjenestefolk.

Året er 1860 og ude på det frodige land, på gården Bonderup mellem Ringsted og Holbæk, bor et kunstnerpar i en æresbolig. Med til gården hører forvalter, karle og piger med deres yngel. Rundt om ligger store skove og dragende skovsøer og skaber en dramatisk setting for historien om tøserne Julie og Caroline og herskabet Johanne Luise og Johan Ludvig Heiberg.

Caroline bor hos sin moster Ane efter at hendes egen mor omkom under mærkelige omstændigheder på den gård, hvor hun tjente. Moster Ane er anderledes livlig og glad og er mor til en flok unger, hvoraf den ældste, Julie, er en køn og fræk tøs. Julie og Caroline nærmer sig langsomt hinanden, men den snobbede Julie vil kun lege med Caroline med hareskåret, når de er hjemme i huset. Julie drømmer om at bo i huset hos fruen, blot kaldet Hanne, og benytter enhver given lejlighed til at snige sig ind og hugge pynt og sølvskeer fra herskabet. Fruen er anspændt og særligt efter at Ludvig dør, er hun ensom og ude af balance og drømmer om at tage lyshårede Julie til sig som kompensation.

Det bliver hurtigt tydeligt, hvad HIMLEN HØJT, HØJT OPPE vil. Som titlen antyder, næres alle karaktererne af en længsel efter noget andet end det, de har. De drømmer om græsset på den anden side og er dårlige til at inddrage hinanden i et fælles liv. De formår ikke at skabe den kontakt, der kunne realisere drømmene, men lukker sig i stedet inde med deres ønsker.

Som psykologisk studie er det en rigtig fin roman, Linck har skrevet. Portrætterne er fyldige og troværdige, og det er svært ikke at lade sig rive med af fortællingerne om alle de stakkels, men stædige personager. Også skildringen af livet på landet hos hhv. herskabet og tjenestefolket er så veludført, at man nærmest kan lugte skarnet hos moster Ane og se luften stå stille i de store stuer hos Hanne.

Kvindelivet har sine genvordigheder, om man har penge eller ej, da følelser og forhåbninger efter alt at dømme trækker på de samme veksler.

Tilsyneladende bygger romanen på Johanne Luise Heibergs posthumt udgivne erindringer ET LIV GJENOPLEVET I ERINDRINGEN, hvorfra bl.a. detaljerede oplysninger om vejret omkring Ludvigs død stammer. Som biografisk dokument er det en fin bog, da den skiftevis skildrer livet hos herskabet og livet hos tyendet på samme sympatiske måde. Heibergs liv bliver på den måde også genstand for et blik udefra, hvilket altid klæder et biografisk værk.

HIMLEN HØJT, HØJT OPPE imponerer ikke ved tekniske kundskaber eller ekvilibristiske formuleringer, men ved sine hengivne og rørende skildringer af disse piger og kvinder, som må så gruelig meget igennem, før de – måske – kan blive til hele mennesker. Der er håb forude, når Caroline og Julie i et fredeligt øjeblik ligger og nyder sensommeren:

– De var alene, der var ingen der kaldte, og ingen der skældte ud. De lå i det høje græs, græsstråene bevægede sig i vinden, Cikorier og valmuer lyste op i det grønne. De lå og stirrede på himlen, højt, højt oppe.

Desværre er den mangelfulde korrektur et gennemgående træk i en ellers fin roman, som er perfekt til at tage med ud på græsset en dag, hvor himlen er rigtig høj.

Skrevet af Anne Vindum

Anne er cand.mag. i dansk og har et svagt punkt for nordisk litteratur. Redaktør på iBureauet under Dagbladet Information.

Skriv til Anne

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *