Kvindens nye tunge – Spozhmay Zaryab, Hanne Marie Svendsen, Masuma Hossaini m.fl. MÆLK OG SUKKER
Det lyder jo som noget, man putter i kaffen, men MÆLK OG SUKKER er ikke tilbehør på sofabordet. Derimod er det en samling tekster fra hhv. danske og afghanske, kvindelige forfattere. En antologi, der vil belyse kvinders vilkår og lade de nye tunger give udtryk for følelser, tanker og ønsker.
Citat
Kvinderne dækkede deres hoveder med farverige muddervåde tørklæder, bandt dem om deres taljer. Du så på deres halvnøgne arme og ønskede så brændende, at du kunne være en af dem, så du lagde også et farverigt tørklæde over håret og lod armene komme til syne under stoffet.
Homeira Qaderi BARE DET REGNEDE
MÆLK OG SUKKER er udgivet af Dansk PEN, der er et litterært mødested for ytringsfrihed, og som arbejder for at fremme litteraturen gennem kulturelt samarbejde på tværs af sproglige og nationale grænser.
Overordnet set kan man anskue MÆLK OG SUKKER fra to sider. Den ene er fra en litteraturkritisk vinkel, hvor samlingens helhed, de enkelte bidrags udsigelse, form osv. og den overordnede læseroplevelse vurderes – og den anden ud fra en mere politisk og kulturel vinkel. Udgangspunktet er ikke et spørgsmål, om MÆLK OG SUKKER er vellykket, for det er den allerede i kraft af, at den overhovedet er blevet til.
Hvis ikke brobygning var et så fortærsket og uskønt et begreb, så kunne man kalde det litterær brobygning, hvor afghanske, kvindelige forfattere får stemme og mulighed for udgivelse på en anden måde end i deres hjemland, og hvor to på mange måder forskellige kulturer samles i et fælles knudepunkt; litteraturen.
Flere af teksterne er taget fra allerede eksisterende bøger – eller som i Iben Mondrups tilfælde en kommende efterfølger til den prisbelønnede GODHAVN – og er med andre ord ikke skrevet specifikt til antologien. Titlen MÆLK OG SUKKER refererer til selve udvælgelsen af hhv. danske og afghanske forfattere; som forordet berører: ‘I denne antologi blander vi (…) mælk og sukker, otte danske tekster og otte afghanske, dansk mælk og farsi sukker.’
Forordet fortæller også, at de forskellige tekster primært belyser en kvindes synspunkt, da mange klassiske farsi-værker kun har ladet kvinder optræde som ledsagere til mænd. I øjeblikket finder et kunstnerisk og kulturelt kvindeoprør sted i Afghanistan, og antologien har dermed til formål at belyse kvinders vilkår fra et kvindeligt perspektiv.
Set ud fra et strengt litterært synspunkt er samlingen både interessant – men også visse steder noget springende – i sammensætning. Ikke overraskende kredser mange af de danske bidrag om de mere eller mindre små dramaer. Længst ude i det danske parameter er talentfulde Stine Pilgaard, der med sine forskellige sange om kærlighed og et jegs identitetskampe fra LEJLIGHEDSSANGE desværre kommer til at fremstå næsten forkælet som pendant til de afghanske tekster om et barns død, at leve under jorden, undertrykkelse og store, uoverstigelige problemer. Selve Pilgaards sangtemaer om bl.a. omverdens forventninger til evig, kvindelig reproduktionslyst er som sådan ikke forkælede, men tonen og stilen springer så meget i øjnene, at man som læser mere får indtrykket af tekster fra en piges synspunkt, ikke en kvindes.
De forfattere, der har bidraget til MÆLK OG SUKKER, har vidt forskellige udgangspunkter – som de afsluttende forfatterbiografier da også belyser ganske tydeligt. Mange af de afghanske forfattere lever i eksil og er veluddannede og aktive skribenter på forskellige platforme. Kvindernes vilkår ligger meget langt fra hinanden, og naturligvis skriver mange med udgangspunkt i deres egne verdener. Det giver danske læsere indblik i afghanske forhold og afghanske læsere indsigt i ditto danske, og måske derfor står ens hjemegns ellers så velskrevne litteratur i et noget andet lys, end man som læser er vant til. De afghanske bidrag er gruopvækkende stykker med novellepræg, der lægger sig i en socialrealistisk slipstrøm og er svære at ryste af sig igen.
Kan man se bort fra de relativt mange slåfejl og opsætningsmæssige skønhedsfejl – og ja, selvfølgelig kan man det – , så træder en række tekster positivt ud fra antologien, hvis afghanske tekster er flot oversat af Asef Soltanzadeh og Narges Ghandchi. Især Merete Pryds Helles bondske bidrag om MARIE, MARIE, Homeira Qaderis eksperimenterende fortælling om kønsopdelt beklædning og arrangeret ægteskab i BARE DET REGNEDE og Spozhmai Zaryabs ubærlige ID-KORTET er i mine øjne særligt vellykkede. Ikke bare som tekster i sig selv, men som et bidrag til en antologi, der vel – samlet set – bør efterlade et helhedsindtryk eller en række variationer over et tema. Heldhedsindtrykket af MÆLK OG SUKKER er en noget fragmentarisk, men veludført antologi. Som kulturelt og politisk brobygningsarbejde og en form for prosadokumentaristisk undersøgelse af kvinders forhold i forskelligartede kulturer er det en væsentlig udgivelse.
