Kvinder på spyd – Peter H. Olesen KORREKTURLÆSEREN
Peter H. Olesens lille nye roman er besk på den fede måde og inkonsekvent på den magre.
Citat
Min eks har mødt en mand, som hun dyrker regelmæssig sex med. Hun har været åben om det over for mig. Jeg skulle ikke høre det fra andre, var hendes forklaring. Som om jeg overhovedet har omgang med andre mennesker. Det måtte jo komme, men det pinte mig mere, end jeg egentlig havde regnet med. Jeg har en uhyre dårlig forestillingsevne, men alligevel dukker der ufrivilligt nogle ret udpenslede, pornografiske billeder op af hende i mit hoved. Af hende og den fremmede mand uden navn og ansigt. Hun nydende og givende sig hen. Han effektivt stønnende og stødende. Jeg overvejede at købe en flaske vin den aften.
I min anmeldelse af Peter H. Olesens forrige bog, digtsamlingen APROPOS ALT (2006), skrev jeg noget med, at digteren virkede, som var han spærret inde i en alt for klejn forlagsøkonomi. Den påstand har vist sig kun at være alt for sand, idet Olesens gamle mikroforlag, Adressens Forlag, siden har drejet nøglen om.
Olesen er i mellemtiden sprunget over til makroforlag og pengetank, Gyldendal. Ikke for at udgive den store ødsle digtbog, jeg gerne ville have Olesen til i pågældende anmeldelse, men for at udgive en lille stramt sammensnørret romandebut. Noget kunne tyde på, at det knappe format er et bevidst tilvalg og slet ikke betinget af markedskræfternes rasen.
Det er ingen hemmelighed, at Olesen har været gift med og er skilt fra forfatteren Helle Helle, og i det lys er det umådeligt svært ikke at læse KORREKTURLÆSEREN sådan Se & Hør-biografisk; nemlig som underfundig maskulin spejling af eksfruens skilsmisseroman NED TIL HUNDENE (2008). Men litteraturnu.dk er ikke Se & Hør.
KORREKTURLÆSEREN er fortalt af en navnløs weekendfar, der halvt forsmået halvt hævngerrig har buret sig inde med sin korrekturlæsning. ’Det giver et fravær’, siger han om sit ønskejob, ’af kolleger og kaffepause. Det sociale samvær og andre rædsler.’
Fra sin isolationscelle kredser korrekturlæserens monolog om kvinderne rundt om ham: Den bekymrede mor i telefonen, den hysterisk-spydige ’eks’ og sidst men ikke mindst bankrådgiveren Jeannette. ’Vi gør det. Overalt i en uidentificeret, men ret stor lejlighed med mange værelser. Jeannette og jeg op ad væggen. Jeannette og jeg forfra og bagfra’, vel at mærke DRØMMER korrekturlæseren. I stedet for at indgå og deltage i det komplicerede sam- og sexliv med kvinder og alle deres særheder (noget som vores hovedpersons tørre satire virkeligt forstår at spidde) forskyder han sin opmærksomhed hen på tekniske omstændigheder, der er til at forholde sig til. Da en intetanende bagerekspeditrice ikke kender forskel på Kærgården og smør, går han helt i sort, for der er visse kategorier i denne verden, som er sat for at holde orden på tingene.
Korrekturlæserens monolog er ordnet i små afsnit mestendels af en halv sides længde. Denne knappe, hakkende romanstil modarbejder en gængs forestilling om udvikling endsige kontinuitet og skaber i stedet en flade med markerede punktnedslag. KORREKTURLÆSERENS tekstorganisation har imidlertid mere med Per Højholts roman 6512 (1967) end med 1990’ernes udspekulerede punktromaner at gøre. Der er således hos Olesen tale om en (maskulin?) måde at drille fortællingen på.
Jeg kan rigtig godt lide Olesens affugtede linieføring og dens sarkastiske mandeblik på kvinder. Jeg har (før sommerferien) fneset og nikket mig igennem læsningen af KORREKTURLÆSEREN lige indtil den opløftende slutning, der trækker vores korrekturlæser op af hullet og animerende fremviser, hvordan misantropien og petitessefikseringen ikke er gangbar i længden. Det ærgrer mig, for hvor blev Olesens ellers karakteristiske konsekvens af?
