Kvindevognen – Kristín Marja Baldursdóttir KARLSVOGNEN
Kan man leve med tung symbolik og opstyltede billeder, vil KARLSVOGNENs smukke erindringsscener og kloge islandsportræt divertere med timers fortættet fortælling.
Citat
Men vi må tage i betragtning, at Gunnur var ud af en hårdfør slægt, der elskede sit land og sit folk, og hvis medlemmer viste deres fædrelandskærlighed gennem arbejde, flid og gåpåmod. Det var disse mennesker, der stod for opbygningen af vores land, skabte respekt om dets indbyggere. Det var disse mennesker, der aldrig sad med hænderne i skødet, det var dem, der sørgede for, at såvel unge som gamle havde bestemte opgaver at løse i løbet af dagen. Det var disse mennesker, der mente, at arbejde gjorde børn til gode samfundsborgere.
En nat, mens den travle psykiater Gunnur sover de retfærdiges søvn, bliver hun bestjålet i sit eget hjem. Udover at tømme stuen for fjernsyn, computer og andet godt, har tyvene listet sig helt ind i hendes soveværelse og stjålet smykker fra kommodeskuffen. Mens Gunnur temmelig chokeret taler med politifolkene, ankommer hendes indretningsarkitekt med sin teenageramte datter og overgiver hende i Gunnurs varetægt weekenden over. Ikke lige, hvad Gunnur trængte til, men det umage par drager af sted til Gunnurs vinterhytte for at tilbringe weekenden der. Resten af romanen udspiller sig i et intenst drama mellem de to kvinder, fanget i den lumske islandske natur.
Der er langt fra Kristín Marja Baldursdóttirs to imposante værker om Karitas og kvindeliv på Island,KARITAS – UDEN TITEL og KARITAS – KAOS PÅ LÆRRED, gennem hundrede år til denne mindre anlagte psykologiroman. Tid og sted er afgrænset til tre dage i et hus på landet, og rollelisten indeholder på fortælleplanet kun Gunnur og den fjortenårige Hind. I løbet af weekenden tager Gunnur Hinden med på nogle meget inviterende rejser tilbage til sin barndoms somre på landet, kolde vintre i byen og hektiske ungdomsår. Fortællegrebet med at invitere en lytter med ind i et erindringens hus, er enormt effektivt. Sammen lister de rundt i barndommens hus for ikke at vække nogen, de tager med rutebilen for at se landskabet veksle eller står stille i Gunnurs mors butik og ser på handlen.
Elegant og naturligt oprulles Gunnurs liv, og den psykologiinteresserede vil straks se mønstre og årsagssammenhænge i psykiaterens liv. Dette liv befolket af en handlekraftig men lidet empatisk mor, nogle søstre, en fraværende far og sporadiske bekendtskaber er en stærk kontrast til Hindens ensomme liv med en doven og uengageret mor. Hindens mor har aldrig lært hende at lægge sengetøj på, og indigneret begynder Gunnur at opdrage Hinden i god, islandsk husførelse.
Romanen veksler mellem dramaet i sommerhuset og beretninger fra Gunnurs liv. Der lægges hele tiden i ovnen til den store finale, og den får med hele symfoniorkesteret sidst i romanen. Jeg kunne snildt have undværet den mørke våge under den hvide is, fugledukketeateret med menneskestemmer og stormen, der ikke vil lægge sig. Det er, som om det skal ’gå op’ i symbolik og naturmetafor, og det bliver for meget og for forceret. Heldigvis er Baldursdóttir en fantastisk fortæller, der kan få selv den mindste detalje til at stå lyslevende frem, så man tilgiver den sovsede indpakning.
Skåret ind til benet gør Baldursdóttir atter, hvad hun er så eminent til: beskriver den stolte islandske kvindes position og vilkår i lyset af en arbejdsnarkotisk nation, der har arbejde som den vigtigste dyd i livet. Læs KARLSVOGNEN for de stærke kvindeskildringer og bær over med den både utroværdige og vulgære indpakning.
