KZ betyder kærlighed – Oscar K og Dorte Karrebæk LEJREN
Så står jeg der og skraber med skosnuden i jorden. Jeg er blevet sat af busserne og togene sammen med børnene, men ulig dem får jeg lov at tage væk, når jeg ikke kan bære mere.
Citat
[Børnene har fundet et egern, som de leger med]”Hvad griner I af?” spørger den voksne, der holder øje med dem. De kigger væk. “Ingenting” siger tre-seksten,”der er ikke så meget at grine af.” Egernet gemmer sig bag hans gummisko. Et øjeblik tøver den voksne. Så slår han, så tre-seksten falder. Egernet sidder og kigger i sneen. Tre-femten vil fange det, men den voksne er hurtigst. Han smider egernet i dåsen med mos og gløder og svinger den rundt. Rundt og rundt og rundt.
Oscar K og Dorte Karrebæk har adskillige kontroversielle bøger på samvittigheden. Hver for sig og i fællesskab har de forkælet læseren med aborter (DE SKÆVE SMIL), herre- og skrupelløse hunde og katte, der opererer, kopulerer og adopterer (DE TRE I-IV), eutanasi og selvmord (IDIOT!) og en barbershopelskende bedemand, der sætter en ære i at følge børnene godt af sted på den sidste rejse (BØRNENES BEDEMAND).
LEJREN er dog den af deres bøger, der efter min mening sprænger rammerne. Både i ord og billeder. Karrebæks fantastiske illustrationer er på en og samme tid gruopvækkende og smukke. De fanger essensen af fortællingen og føjer til en i forvejen unik læseoplevelse. At LEJREN allerede i skitseform vandt 1.prisen i Statens Kunstråds børnebogskonkurrence synes for mig velfortjent, og det føles såre godt endelig at kunne læse det færdige resultat.
Ofte tales der om hvor vidt litteratur kan være for børn, hvis håbet udelades, og det vil givetvis også være tilfældet for LEJREN. Uden sentimentalitet serveres de barske realiteter. Der er død, sult og groteske afstraffelser smurt ud over siderne. Det kræver sit som læser ikke at falde hen i fortvivlelse. Det er nemlig en ganske forfærdelig bog. En grusom beretning om barndommen og ikke mindst tabet af selvsamme.
Børnene vi følger, lever som fanger bag pigtråd, og som i ethvert mangelsamfund forsvinder solidariteten til fordel for selvopretholdelse. Under valgsproget ’Kærligheden besejrer alle’ fjernes identiteter rutineret og behændigt af voksne med røde klovnenæser. Navne bliver til numre, personlige ejendele indsamles, uniformer uddeles. Jeg’erne lægges i massegraven, mens numrene kæmper for livet. Nogen klarer ikke engang den indledende runde, de går – i bedste x-factor stil – ikke videre. Overlevelse overskygger erindringen om det jeg, man var før lejren, og da eksamensdagen oprinder med hornmusik og frisættelse, iklædes dimittenderne store jakker og sorte huer. De er ens og voksne. Barnet og barndommen er for stedse tilintetgjort.
LEJREN beskriver hvorledes børn gøres til konforme skaller af voksne, der burde vide bedre. Hvordan det at tænke og have en fri vilje knuses nådesløst. Og hvordan assimilation er idealet, der stræbes efter. Det kan læses, og det synes jeg det bør, som en nødvendig og spids kommentar til hvilke værdier, vi som samfund holder højt, hvilke mennesker vi mener, er nyttige, og ikke mindst til den integrationspolitiske linje, som har opbakning fra store dele af den danske befolkning.
LEJREN kræver at blive snakket om, og heri ligger efter min mening håbet.
