Lad det være usagt! – LETTRE INTERNATIONALE #08
Det frække og intellektuelle magasin. Denne gang om jazz og andre udefinerbare udtryk.
Mediefabrikken har sendt det ottende nummer på gaden, hvor der er plads til bl.a. tyrkiske stemmer, jazzmusikalske refleksioner, Thøger Seidenfaden og Slavoj Zizek. En gang blandede bolsjer med kant og højt til loftet.
Når man læser et magasin, slår man ikke op på første side og drøner igennem til sidste. Især ikke i omgangen med magasinet LETTRE_INTERNATIONALE. Nogle artikler er bevidst sat så tørt op, med masser af tekst og ingen formidlende omstændigheder, at man bliver helt tør i munden. Men de brydes af helsides fotos og grafik af høj klasse. Formatet er stilbevidst og virker nærmest selvironisk i sin selvkarikerende, intellektuelle stil. Og det er i virkeligheden ret modigt og forfriskende.
Min fragmenterede læsning tog sin begyndelse i temaet FRA JAZZENS VERDEN. De velklingende punch lines om jazzens facetter fandt jeg i Benedicta Pécselis JAZZAYISTIK. Hun citerer bl.a. Steen Meier for følgende definition på, at noget swinger:
– Den organiske unøjagtighed i forhold til det rytmiske metrum.
Bedste definition af den udefinerbare ‘jazzens rytmiske aura’ til dato. Hun rammer også jazzens nomadiske karakter. Ja, jazzen bliver en sociologisk metafor:
– Jazzen er med dette blik nomadisk i sit væsen, eller karavanisk… Bl.a. den franske forfatter Jacques Atttali opererer med begrebet kulturel nomade. Denne vandrer mellem steder, stilarter og tænkemåder… Denne figur kan udvides til også at være intellektets nomade, og jazz kan i forlængelse heraf forstås som refleksion. Refleksion over sammenhænge, forløb, licks, grooves, over historien i nuet, over nuet og over fremtidens mulighed. Tankens musik – i modsætning til følelsernes sprog.
Refleksioner over jazzen er generelt sådan lidt kunstpauseagtige. Art Blakey sagde engang, at jazzen ville dø, hvis man begyndte at tænke for meget over den. Han har sikkert ret. Men som Pécseli er inde på, er det flygtige, det evigt fornyende karakteristisk for jazzen. Dvs. hvis man siger at jazzen er sådan og sådan, så er den det ikke længere:
– Improvisation er en påmindelse om, at alt kunne gøres anderledes. Kombinationen af toner er en søgen efter musikalsk mening, den er en pegen på begæret efter meningsfuld udfyldelse af nuet. Det er samtidig en pegen på fravær af mening og ønsket om meningens mulighed. Splitsekundet, før nuet fyldes ud, er åbent, det er frit, det er intethed.
Igen bliver det hele lidt kunstpauseagtigt. Jazzen bliver KUA-ficeret. Og enhver der har stilarten kær, har fornemmelsen af, at jazzen må undslippe enhver begrebernes vold. Adorno brød sig ikke om jazzen af samme grund. Den var dæmonisk, kaotisk, ikke-sproglig.
Det, at jazzen (dvs. den eksperimenterende side af jazzen) undviger enhver definition, gør den til den ultimative kunstart – at skrive om.
Man kunne også slå ned andre steder i LETTRE_INTERNATIONALE no 08, der har masser af sagte usigeligheder, udefinerbare definitioner og visuelle visioner.
