Lad os more os, mens vi kan – Tove Jansson MUMITROLDEN
Tegneseriestriberne om Mumitroldene er heldigvis hverken søde, kære eller nuttede, men derimod enkle, egensindige, morsomme og grænsegeniale.
Citat
Mumifar: Er det en kasse whisky?
Mumimor: Nej, kære. Det ligner en der er ved at drukne.
Ud over bøgerne om Mumitrolden og hans nærmeste tegnede Tove Jansson i otte år, fra 1953, også en daglig stribe med de populære figurer. Da jeg i 2001 boede i Sverige gik serien i Dagens Nyheter. Den moderne og anarkistiske humor og de vellykkede brud på etablerede fortælleregler begejstrede mig, så jeg siden har drømt om en samlet udgave af striberne. Den kommer nu, hvor Carlsen netop har udgivet det første af i alt fem bind.
Den enkelte stribe indeholder som regel tre ruder, men indgår samtidig i en længere historie bestående af knap 100 striber. I dette bind er der fire sådanne historier. For at tilfredsstille avislæserne skal der være en form for pointe i hver stribe, gerne kombineret med en cliffhanger. Hos Jansson er pointen dog ofte befriende pointeløs, ligesom fortællingerne skifter fokus og drives frem af tilfældigheder. Muligheder åbner sig og udnyttes, ganske som det sker for seriens hovedpersoner.
Mumitrolden besidder den forherligede nordiske melankoli og ønsker mest af alt et enkelt liv, i grel modsætning til Mumifar med den høje hat. En komplet uansvarlig levemand, der kun er optaget af sine egne drømme om eventyr. Børnene betragter han som sine ligesindede, ikke som nogen hvis liv han på nogen måde skal være ledetråd for. Med andre ord: En meget moderne forældretype. Det er det utrolige ved Janssons serie, nok er den skabt med udsyn til 1950’ernes nordboere, men satiren virker dugfrisk den dag i dag.
Mumifar er min ubetingede favorit. I bogens anden historie, ’Mumi og familielivet’, trænger han til spænding, finder en hule og stikker sammen med Mumimor af fra børnene. ’Er der ikke skrækkeligt at stikke af fra sin egen søn?’ spørger hun bekymret. ’Livet er kort og trist. Lad os more os, mens vi kan,’ svarer han uanfægtet. Senere hører Mumimor sønnen kalde på dem, men Mumifar er en rock’n’roll-far: ’Tag dig ikke af det. Han har godt af at stå lidt på egne ben’.
Det er humoren, der står stærkest i striberne, men det sørgmodige og indsigtsfulde danner grundlaget for den. Da Snorkfrøknen (mumien med ponyfrisuren) og Mumifar får lokket de andre med i en lille båd til sydens sol, siger Mumitrolden: ’Jamen kodriverne stod i knop… derhjemme’, mens han i tredje rude nøjes med at tænke: ’Og mor lovede, at jeg måtte male verandaen…’, inden han til sidst, hvor der er zoomet ud, så båden blot er en krussedulle, sætter trumf på: ’…blå over det hele’. Det er noget af det fineste, jeg har læst i år.
Tegningerne er originale og rummer gerne finurlige detaljer, stregen er sikker, det er utroligt, hvad de grafisk set ekstremt simple trolde kan udtrykke, og teksten er så god og præcis, at jeg faktisk ikke helt forstår, at den har været gennem en oversættelse. Bind 2 kommer den 9. august 2009, og jeg glæder mig som en voksen mand.