Lad os prøve at give alle mennesker en banan i øjet – Humørmassage fra en sprudlende PASSAGE #52
Nu er det forår i Danmark, og det er det så sandelig også i Passage. I dette forårsnummer er det ikke bare bøgen der springer ud, men også den triste klattofu, klattomulen fra Peru, kartoflen, der ikke længere gad at være en kartoffel, Harmonika og ikke mindst Hr. Pippeli-Poul.
Bukdahl opfordrer i dette nummer af Passage flere børn til at være på syre, nu! Og efter at have læst nummeret fra ende til anden, er der i hvert fald ingen tvivl om, at der ligger tilstrækkelig meget syre fremme på den danske børnescene – og nej, jeg mener ikke på ‘Scenen er din’! Man kunne gå hen og bliver helt ængstelig for, at de små får syrechok.
Først må det siges, at det er en virkeligt god ide Passage her har fået. I forordet forklares bestræbelsen således, at nu er det vist på tide, at børnelitteraturen kommer ud af skyggen af den mere fimsede og kunstnerisk bevidste voksenlitteratur, for børnelitteraturen kan altså også noget, noget, der bestemt ikke står tilbage for den mere civiliserede og dannede litteratur. Hos Louis Jensen fimser man eksempelvis ikke, men slår i stedet en brandskid, der sender én ud i æteren, hvor man dog heldigvis kan ende i karlsvognen. Så er den skidt vist slået.
Men det er den selvfølgelig ikke, og det var måske heller ikke helt sådan, redaktionen på Passage formulerede sig. Lad mig prøve at tøjle min begejstring i dette barnlige nonsensland, og yde forordet en smule højere retfærdighed.
Altså. Den danske børnelitteraturen har siden sin oprindelse i romantikken været betragtet som hørende under pædagogikkens og opdragelsens domæne, eller i hvert fald som en håndsrækning inden for denne. Følgelig har den æstetiske udformning ikke været primær, men netop været underordnet diverse docerende moraliteter og værdinormer.
Dette har dog tydeligvis ændret sig.
Line Beck Rasmussen gør i sin yderst interessante og oplysende artikel ORDET FANGER – OM VOKSNE BØRNEBOGSFORFATTERE OG OMVENDT opmærksom på, at den nyere børnelitteratur ofte har en særlig eksperimenterende og avantgardistisk tendens. I virkeligheden minder meget af denne børnelitteratur, skrevet af fx Hamman (CHOKOLADEESKAPADE), Louis Jensen (BOGSTAVSKOLEN), Benny Andersen (NIKKE NIKKE NAMBO, SVØVSEN) og selvfølgelig Halfdan, om noget af det vildeste, vi har set inden for dansk poesi. Louis Jensens FIRKANTEDE HISTORIER minder nu og da ret meget om Per Højholts syreklassiker SHOW, og det er da også påfaldende, at så mange af de virkeligt gode børnebogsforfattere også skriver noget ret så fantastisk lyrik (eksemplevis Eske K. Mathiesen og Viggo Madsen).
Børnelitteraturen ligger altså rent æstetisk ikke tilbage for voksenlitteraturen, og det viser sig endda også, at børnelitteraturen måske kan noget, som den voksne ikke kan. Den kan tage sproget bogstaveligt med en langt større naturlighed og lethed, og derfor nemmere og mere overbevisende bevæge sig ud der, hvor båden ikke bare gynger, men helt braser sammen, uden at fortællingen altså gør det.
Mange af de nyere børnebogsforfattere kredser på den måde om sproget som konkret materiale, og bevæger sig således ud af en konkretistisk metastreng, der heldigvis ikke bliver så anstrengt, som sådan noget ellers kan være i de voksnes verden, hvor dette alt for ofte gøres uudholdeligt alvorligt, kedsommeligt og småpatetisk. I børnelitteraturen bliver sprogets kredsen om sig selv i stedet morsomt, fjollet, gakket og nakket, så det er meget svært at blive træt af.
Åh, ja, nu fik jeg slet ikke nævnt alle de gode artikler, der er at finde i forårets Passage, men der er ikke andet at gøre, end at springe op på hesten og læse det selv. Det er godt, det er dejligt, det er dygtigt, det er Passage – sikke en tur!
