Læge, læge, jeg har nedsunken forfod – Christina Hesselholdt CAMILLA – OG RESTEN AF SELSKABET


Charles er blevet syg, den stakkel, og nu fortæller Sherezade-Camilla og resten af selskabet historier for at udsætte dødens uundgåelighed.

Citat

Vi lå på sengen. Det kunne være et hvilket som helst sted i verden. Fordi Alma var der, følte jeg mig hjemme. ’Jeg ønskede mig et dristigt liv’, sagde hun, ’som det på klinten, et liv oplyst af blink fra et fyrtårn’. ’Et liv med fyrtårn, klint, blink og et pludseligt bælgravende mørke’, sukkede hun. ’Husk at slukke din varmepude, inden vi går’, sagde jeg.

CAMILLA – OG RESTEN AF SELSKABET er fortsættelsen til den anmelderroste CAMILLA AND THE HORSE, og nu er der gået hen og sket det, at ’the horse’, aka Camillas mand Charles, er blevet syg.

Det, som virkelig bærer bogen, er de portrætter, der tegnes af bogens seks hovedfortællere gennem de 139 sider. Mest centralt er de to (morsomt og kærligt karikerede) veninder Camilla og Alma, der til tider smelter sammen til én figur, her småpiget vrængende over for Almas lægemand Kristian:

– ’Læge, læge, jeg har blindtarmsbetændelse’, siger jeg. ’Jeg forlader skandalens sted’, siger han og går ud af køkkenet med et udtryk i ansigtet, som om han har lugtet til noget grimt; skandalens sted er beruselsen, forstår vi, han har ret og beruser sig aldrig. Ingen siger nej i mig. Alt i mig er enigt. ’Læge, læge, jeg har nedsunken forfod’, råber jeg efter ham.

Hesselholdts prosa træder, som så ofte før, frem både stramt struktureret og samtidig indeholdende en påfaldende skønhed, der kommer bag på en. Som når Charles og Camilla i et sjældent øjeblik rent faktisk ser hinanden gennem sygelejet, der synes som en dans om dødens uundgåelighed.

Fordi tonen er humoristisk og sarkastisk og fortællestilen grænsende til det minimalistiske, kan Hesselholdt tillade sig at lade den dramatiske litterat Alma drømme sig væk i fortællinger om den walesiske bjergbestiger, som hun tilbragte en enkelt, dybtromantisk nat med, uden at det ender med at fremstå pladderromantisk.

Afstikkerne fra det, der er rammefortællingen, – Charles sygeleje – er meget sigende for tekstens univers. CAMILLA – OG RESTEN AF SELSKABET handler måske om, hvordan man iscenesætter sit eget liv og med en kliche: Hvilke historier man vælger at fortælle sit liv igennem og ikke mindst, hvordan man så fortæller dem. Således er store dele af CAMILLA – OG RESTEN AF SELSKABET genfortællingerne af de historier, som selskabets karakterer har oplevet såsom Camillas blaffereventyr gennem Europa som ung og Edwards mildt sagt belastede forhold til sin døende mor.

Også derfor er der fokus på fortælleformen, hvor der til tider er en overkonstrueret og kontrolleret manipulation af begivenhedernes gang, og hvor Camilla i et tilbageblik på et af kærlighedens forliste forhold kan konkludere:

-(…) jeg følte, at ’livets nervetråde dirrede i mine hænder’ – at jeg, med andre ord, havde lagt mig helt tæt op ad begivenhedernes gang.

Det, at den overkonstruerede beskrivelse sættes i citationstegn gør, at der peges på selve formen, og visse steder gør det, at der opstår en distance mellem læseren og den fortæller, der putter fødsels- og dødsårstal på referencer, fortæller metakommentarer i skarpe parenteser osv.

CAMILLA – OG RESTEN AF SELSKABET ender metapoetisk og slår som en kommentar til sig selv følgende fast: Netop livsglæden og humoren bør skinne igennem i det, der ellers er en fortælling om død, for fra både dødens og gendigtningens plads kan man anskue det netop overståede og dermed selv vælge, hvilken fortælling der skal være livets.

Skrevet af Anna Møller

Født 1984. Cand. mag. i dansk og filosofi.

Kirke- og kulturmedarbejder for gadepræsten og ungdomsarbejdet i Trinitatis Kirke, anmelder på LitteraturNu og freelanceskribent på Forfatterweb og for Company Cue. Elsker at skrive.

Website
Skriv til Anna

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *