Af | 16. januar 2013

Læger tiden alle sår? – Jens Smærup Sørensen HJERTET SLÅR OG SLÅR

Den man elsker tugter man. En klassisk og for så vidt forudsigelig historie bliver med Smærups skarpe registreringer til en forfinet skildring af et komplekst far og søn-forhold, hvor intet er sort og hvidt.

Citat

»Min løgnagtighed, den var ham modbydelig. Ud over at jeg spildte hans tid og ødelagde hans arbejde med mine kammerater. Jeg spildte skatteborgernes penge. Ja, men havde jeg så endda været en ganske almindelig dum og rask dreng, men nej, jeg var jo altså desværre den grumme ubehagelige type, det måtte han sige jeg var. Han mindedes ikke nogen time, hvor han havde følt sig godt tilpas med at have mig siddende i sin klasse.
Jeg stod der og messede indvendigt halve og hele gentagelser af de ting han sagde til mig, og tog dem sådan ligesom til mig. For det skulle jo nok passe alt sammen. Han havde sikkert ret. Og jeg var for resten fuldstændig ligeglad. Jeg havde aldrig brudt mig om ham. Jeg kunne ikke engang svinge mig op til at hade ham. Han kunne sige hvad han ville, og lige meget hvor ringe han kunne gøre mig, så vidste jeg, at jeg ville være endnu ringere til at gøre mig nyttig på mark og i stald. Jeg var nødt til at blive i skolen.«

Det altdominerende omdrejningspunkt er faren. Den store gårdmand, der nu ligger døende og knap er ved bevidsthed. Sønnen Kristian, jeg-fortælleren, har skabt sig et liv langt fra gårdmandsmiljøet som historieprofessor. Han er blevet til noget trods farens bekymringer og hårdhændede bestræbelser på at få ham på fode, og nu han er tilbage for at sige et sidste farvel.

Selv helt afkræftet er den gamle patriark stadig en næsten mytologisk skikkelse for den hjemvendte søn. Bare det at holde ham i hånden – de sarte knoglebundter der er tilbage – som sygeplejersken så nænsomt foreslår, er en overvindelse. De i fordums tid så store grabber har slået og slået, og lige så stædigt bliver farens hjerte nu ved med at slå og slå. Han er sejlivet, den gamle, og ventetiden bliver en mental rejse, hvor Kristian mindes og forsones med sin barske barndom i det mørke mørke jylland.

Dette vurderende retrospektiv er i Smærups hænder en glimrende ramme for troværdige og reflekterede beskrivelser af barndomsoplevelserne, som Kristian aldrig er kommet fri af. Med et skævt smil bemærker man emnet for den afhandling, han er igang med: Bondeoprøret i 1534. Parallelen til hans eget faderopgør er slående (pun intended). Tik for tik med plejehjemmets ur får vi historien om hans oprør mod sin undertrykker, om livet på gården og i skolen. Elegant med tråde tilbage i tiden folder dette sig ud til en større og mere almen fortælling om afmagt, livsvilkår og benhårdt bondeliv.

Faderens diktatur over både Kristian, konen, karlene og køerne sætter sig som en klump i halsen, og samtidig er det til at tude over, at forholdene ikke er bare lidt mere civiliserede i skolen. Skolelærer Frandsen viser sig eksempelvis som en anden lektor Blomme at være en lige så markant magtudøver som faderen, om end en tand mere sadistisk.

Det rørende i relationen mellem den autoritære far og den dagdrømmende dreng, og det der for alvor løfter romanen, er netop de ambivalente, knugende følelser de to imellem. Kristian er aldrig blevet accepteret og forstået. Faderen har i al sin brutalitet været afmægtig i forhold til en søn, der ikke lignede ham selv. Hvis han skulle overtage gården, hvad andet var der så at gøre end at banke fornuft ind i knægten? Og hvad andet for sønnen end at tage straffen som en kærlighedserklæring?

– Jeg gjorde hvad jeg fik besked på at gøre, eller jeg gjorde det ikke. Hvis ja, kunne han holde ud at se på mig, hvis nej, måtte han bruge magt, før han fik det bedre. Dårlig samvittighed slap jeg dermed for. Han påtog sig som dens vikar at eksekvere enhver straf jeg havde fortjent… Det var en orden jeg endda ønskede at være med til at opretholde.

At Kristian ikke slipper for den dårlige samvittighed skal ikke uddybes her. Derimod skal det understreges, at HJERTET SLÅR OG SLÅR er en uhyre velskrevet bog, der med en særegen og foruroligende ømhed nuancerer nogle forhold, der så nemt blot kunne fordømmes. Det er stor litteratur på bare 216 sider.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også