Lækkerbisken af knuste drømme – F. Scott Fitzgerald HISTORIER FRA JAZZTIDEN
’De kedede sig mere og mere, og når amerikanere keder sig er der allerede noget ophidsende i vente’. Fitzgeralds historier om drømme og desillusion fra før og efter børskrakket i 1929 er en delikat samling om forsøget på at forene indre ro og ydre ekstravagance.
Citat
Og jeg kan stadig levende føle den aften, skæret fra stearinlysene der flakkede over de rustikke borde i messebarakken, over de flossede papirdekorationer der lå tilbage fra forsyningskompagniets fest, den vemodige mandolin nede ad en af lejrgaderne som blev ved med at klimpre My Indiana Home ud af den store, altomfattende nostalgiske følelse for den sommer der nu var ved at ebbe ud. Også de tre piger, fortabt i denne mystiske mændenes by, følte noget – en forhekset forgængelighed, som om de befandt sig på et flyvende tæppe der var landet midt i sydstaternes store land, og når som helst ville blive løftet opad og ført bort af vinden.
Fra ’Den sidste sydstatsskønhed’
F. Scott Fitzgerald udgav sine jazz-noveller i en række amerikanske aviser under de brølende 1920’ere og ind i 30’erne. Han er med romaner som DEN STORE GATSBY og BLID ER NATTEN kendt som en stor mester ud i skildringer af drømme- og affortryllelsesscenarier. I HISTORIER FRA JAZZTIDEN afbilder Fitzgerald på desillusioneret og ufordømmende vis sin samtid – jazztiden, som han selv har døbt den – og giver et tragisk billede af sine samtidsfællers indre såvel som ydre.
Karaktererne stræber alle efter det perfekte liv, der udadtil stråler af glamour og indadtil bindes sammen af samhørighed og intimitet. Den umulige attrå dræner dem og efterlader dem med en længsel og et håb om en meningsfuld tilværelse.
Fortællestilen bliver aldrig sentimental eller følt, men er derimod nærværende og beskrivende. Fitzgerald skriver let og fint, med blide passager af whiskydampende aftenluft, mandecharme og mere eller mindre søde pigers uimodståelighed. Hans sværmende stil er nøgtern, men svævende og rammer plet i splittelsen mellem ekstravagance og indre ro.
Hans Hertel har foretaget et glimrende og velbegrundet udvalg af noveller, opdelt i før og efter krakket, ’Den gyldne tid’ og ’Tømmermændenes tid’, hvilket sætter perioden i perspektiv. Fortællingerne i første del er på subtil vis forskruede, så man fornemmer den ulmende uro og rastløshed hos hovedpersonerne, mens de lever livet med 120 km/t.
I anden del er selvransagelsen og ubehaget mere udtalt. Også hos karaktererne selv, hvilket giver den lidt mere kant end første del. Titlen på anden del er i øvrigt ganske velvalgt. Der hænger en tung sky af moralske og økonomiske tømmermænd over hver og en fortælling, og livet tages mere seriøst. Personernes uskyldige drømme om tosomhed, en vuggende sejltur eller et roligt liv i Sydeuropa nedbrydes af deres egen uhyggelige bevidsthed om den underliggende rastløshed.’Barsk overfart’ skyder ’Tømmermændenes tid’ i gang med allegorisk stil. Skibsoverfarten Amerika-Europa står som en åbning ind til tomhedens og depressionens tematik:
– Det var en forsamling af velstående mennesker der hentede deres adspredelse gennem bridge, kabaler, kriminalromaner, spiritus, diskussioner og kærlighed. Til og med dette punkt kunne man have fundet det samme i klub- eller casinolivet i et hvilket som helst land, men over det hele lå en undertrykt nervøs energi, en lige akkurat tilsløret utålmodighed der omfattede såvel gamle som unge.
Men er det ikke bare DEN STORE GATSBY i miniformat? Både/og. Tematikken er den samme, men hvad GATSBY fortæller på mere end hundred sider, skildrer hver enkelt historie i et koncentrat. Bogen rummer 11 fortællinger, der alle er vinklet lidt forskelligt, hvilket gør det til en givende, varierende oplevelse, der tæller mange smukke og tragiske stemninger. Stemninger der i øvrigt vinder genklang i nutiden, hvor vi døjer med nogle lignende både moralske og økonomiske tømmermænd og en dertilhørende rastløshed.
HISTORIER FRA JAZZTIDEN er én lang nydelse. Det insisterende nu, som både opleves hos karaktererne og hos læseren, skaber en melankoli, der rækker tilbage til minderne og frem mod drømmene. Det bekræfter os i, at i en verden, hvor man må skabe sig selv og sin tilværelse, er drømme og længsel menneskets stærkeste drivkraft.
