Længe leve grantræet – Tomas Tranströmer SAMLEDE TRANSTRÖMER


Næsten hele den svenske digters forfatterskab er samlet i en slasket paperback. Men indpakningen ændrer ikke ved, at indholdet er lyrik med en billedrigdom til en værdi af 10 millioner svenske kroner.

Digt

IV

Fra læsiden,
nærbilleder.

Blæretang. I det klare vand lyser tangskovene, de er unge, man får lyst til at emigrere til dem, lægge sig så lang man er på sit spejlbillede og synke ned i en vis dybde – tangen der holder sig oppe med luftblærer, som vi holder os oppe med ideer.

Hornulk. Fisken som er padden der ville være sommerfugl og har held for en tredjedels vedkommende, gemmer sig i søgræsset men trækkes op med garnene, haget fast med sine patetiske pigge og vorter – når man vikler den fri af garnets masker bliver hænderne skinnende af slim.

Heller. Ude på de solvarme laver piler småkrybene, de har travlt som sekundvisere – fyrren kaster en skygge, den vandrer langsomt som en timeviser – inde i mig står tiden stille, uendelige mængder af tid, den tid der skal til for at glemme alle sprog og opfinde perpetuum mobile.

På læsiden kan man høre græsset gro: en svag trommen nedefra, en svag buldren af millioner af små gasflammer, sådan er det at høre græsset gro.

Og nu: de vide vande, uden døre, den åbne grænse
der vokser sig stadig bredere
jo længere man strækker sig ud.

Der er dage hvor Østersøen er et stille, uendeligt tag.
Drøm da naivt om noget der kommer krybende på taget og forsøger at rede flaglinerne ud,
forsøger at hejse
kluden –

flaget som er så gnubbet af blæsten og røget af skorstenene
og bleget af solen at det kan være alles.

Men der er langt til Liepāja.

I år blev det den svenske lyriker Tomas Tranströmer, der vandt Nobelprisen i litteratur. Endelig kan man sige, da den 80-årige forfatter, oversætter og psykolog har været storfavorit i prisens hjemland lige så længe, som han har været afskrevet fra at storproducere digte. I 1990 fik Tranströmer en hjerneblødning, der kostede ham evnen til at tale og begrænsede hans skrivning til kortere digte, hvorfor haiku-digtformen er stærkt dominerende i hans skrifter fra de sidste to tiår.

Rosinante udgav i foråret SAMLEDE TRANSTRÖMER, som ind til videre er den eneste digtsamling, der er repræsenteret i deres klassikerserie. Ligesom i de andre genoptrykte klassiske værker i denne serie har forlaget bedt en dansk forfatter om at indlede bogen. Valget er i dette tilfælde faldet på Morten Søndergård. Hans forord virker en smule uoplagt og privat i kanten, men det har en god pointe i, at læseoplevelsen af Tranströmers digte har sit helt eget tempo. Tranströmers digte tvinger en til at læse langsomt og indstille hjernen på en stile, tænksom og rolig kanal.

– Af en eller anden grund troede jeg, at jeg havde fået fat i Ashbery (mine digtsamlinger står ikke i alfabetisk rækkefølge). Jeg læste hurtigt, som jeg læser Ashbery, og jeg begyndte at læse langsommere. Langsommere og langsommere, indtil jeg gik i stå og begyndte at læse baglæns.

Jeg kommer desværre ikke udenom at måtte påpege, at udgivelsen som bog-objekt er en uambitiøs og sjusket størrelse. Det er bare ikke i orden, at der på omslaget er hele to korrekturfejl (’livg’ (sic!) og ’Samlede tranströmer’ (sic!)) i en udgivelse, der trods alt ikke efterlader meget andet arbejde til redaktørerne end at pakke teksterne pænt og professionelt ind. På svensk er der netop kommet en smuk indbundet hardback-version af Tranströmers produktion, der får denne blågrønne paperback til at blegne.

Heldigvis er det i sidste ende indholdet, der tæller, og det holder en meget, meget høj standart. De tretten digtsamlinger og de afsluttende prosastykker fra ERINDRINGERNE SER MIG (1993) som bogen indeholder, er fornemt oversat af Peter Nielsen i samarbejde med Karsten Sand Iversen. Hvorfor AIRMAIL, brevudvekslingen fra 1964-1990 mellem forfatteren og Robert Bly (der udkom på dansk i 2007) ikke er med, kan man undre sig over, men måske er begrundelsen, at det trods alt er digtene, der har gjort Tranströmer til en førende stemme i vor tids naturskildrende litteratur.

Tranströmer har et genuint lyrisk blik på verden, og han formår som få andre at bruge sproget til at beskrive denne verden, så læserens syn på træer, skove, menneskelige relationer, træer, den klassiske musik, ensomhed, mørkerædsler, bjerge, havet, Bach, Liszt og træer forskyder sig. Har man en gang set et grantræ gennem Tranströmers poesi, bliver grantræet aldrig det samme. Der er højt til himlen og kort til detaljen. Møl på en rude er ’små blege telegrammer fra verden’, grantræer vandrer omkring i regnen, mens ’rytmen fra et usynligt pumpeværk’ fører de kompakte og velvalgte sætninger fremad. Digtene myldrer med billeder, der lyser op og lyser på tilværelsens mindste elementer og disses skønhed.

Det er imponerende at debutsamlingen fra 1954, der slet og ret hedder 17 DIGTE, stadig virker nærværende. Jovist er stilen tungere, og sproget lyder lettere gammeldags i nutidens ører, men opvågningen er stadig ’et faldskærmsspring fra drømmen’, som det så stærkt hedder i samlingens allerførste linje i digtet PRÆLUDIUM. Mange andre steder kunne nævnes for deres særegne udsagn, men jeg vælger at bruge pladsen på ØSTERSØER fra 1979.

De seks digte, denne samling består af, adskiller sig i deres form ved at være længere, bredere og mere fragmentariske. Nærbilleder af blæretanghornulk og heller bølger sammen med dramatiske episoder på havet før radiomasternes tid. Digtene bliver et sted profetiske i ordets mest skræmmende forstand, da det femte digt forudsiger digterens egen katastrofale alderdom:

– Noget vil siges men ordene går ikke med til det./ Noget der ikke kan siges,/ afasi,/ der er ingen ord men måske en skrift …

Tramströmers digte siger så meget, man ikke troede kunne siges med ord. Mere er der ikke at sige. Det skulle da lige være tak og tillykke.

Skrevet af Louise Rosengreen

Cand. mag. i Dansk og Historie.Forfatter og dansklærer i det virkelige liv.Skriv til Louise

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *