Længslens mester – J.P. Jacobsen NIELS LYHNE
Når det kommer til at sætte ord på længslens væsen, er der ingen hertillands, der når op på siden af J.P. Jacobsen. Hans sproglige formåen nærmer sig det guddommelige.
Citat
Hun var henstrakt paa den lange Pufs søgrønne Atlask, iført en fantastisk Zigeunerpigedragt. Paa Ryggen laa hun der, Hagen i Vejret, Struben strammet, Panden nedad, og hendes lange udslagne Haar flød ned over Enden af Puffen og henad Gulvtæppet. En kunstig Granatblomst var skyllet i Land paa den Ø, en broncefarvet Lædersko dannede midt i den matgyldne Strøm.
Farverne i hendes Dragt var mangfoldige, men alle afdæmpede. Et Seleliv af et glansløst, guret Stof, broget tegnet i mørkeblaa, blegrøde, graa og orange Flammer, sluttede om en hvid Silkesærk med meget vide ærmer, der naaede nedover Albuen. Silken var lidt rødlig i Skjæret og sparsomt indvævet med Traade af rødt Guld. Hendes Skjørt af avrikelfarvet Fløjl, uden Bort, var ikke samlet, men laa løst omkring hende med et skjævt Foldefald fra neden af opefter, udover Puffen. Fra Knæet var hendes Ben nøgne, og de korslagte Ankler havde hun bundet sammen med et stort Halssmykke af bleg Koral. Ude paa Gulvet laa en udslagen Vifte, hvis Tegning forestillede en Række Spillekort, ordnede i Hjul, og længere borte laa der et Par løvbrune Silkestrømper, den ene helt skudt ind i sig selv, den anden fladt udbredt, visende sin Form og den røde Syning opad Skaftet.
– Hun havde Blidernes sorte, straalende Øje med det fine, snorlige bryn, hun havde deres stærkt udformede Næse, deres kraftige Hage og svulmende Læber. – Den sære, smertelig-sandselige Trækning ved Mundvigene og de urolige Hovedbevægelser, det havde hun ogsaa arvet, men hendes Kind var bleg, hendes Haar var blødt som Silke og sluttede lindt og glat til Hovedets Former.
Sådan indledes NIELS LYHNE – med en beskrivelse af Niels’ mor, Bartholine, der er af en noget provinsiel familie, men hvis ånd higer efter mere, søger dybere. Omvendt med Niels’ far, der er af en mere intellektuel sort, men søger den dulmende sødme ved landlivets ureflekterede umiddelbarhed. En ubalance i hver af forældrene, en ubalance i deres forhold, en ubalance i Niels. Som barn dyrker Niels sin moders heltes idealer, kaster sig ind i drømmenes brusende kampe, men ak:
– […] Livet regner ikke med Drømme, der er ikke en eneste Hindring, der lader sig drømme ud af det Virkelige, og saa ligger man tilsidst der, jamrende ved Svælget, der ikke har forandret sig, men er som det altid var; men man er selv forandret, for med Drømmene har man hidset alle sine Tanker, og ægget sine Længsler op til den højeste, højeste Spænding.
Længslen er temaet, den kun alt for menneskelige længsel, som også den unge Lyhnes drømme med tiden skal modnes til. Men hans længsel fængsles af de uopnåelige idealer fra moderens romantik; af hans fundamentale ateisme, der ikke tillader ham at give efter for længslens religiøse element; af hans refleksive vægelsind, der nægter ham at give sig helt hen. ’I Tvivl fortvivler der Ingen.’ – før valget, lige inden den totale udfoldelse, endnu i tvivlen, der har man endnu intet mistet, og det er dét, der gang på gang får Niels til at tøve – til at flygte.
Som barn overværer Niels sin ynkværdige huslærers forkvaklede kærlighedserklæring til den unge, smukke og eftertragtede Edele fra København, og den afvisning, der vanker huslæreren, viser kun alt for godt det problem, der skal komme til at følge Niels hele livet:
– De spørger mig, om der intet Haab er, og jeg svarer Dem: nej, der er intet Haab […] og De har ogsaa vidst det, ikke sandt, hele Tiden har De vidst det, men alligevel har De Tanker og Ønsker mod det Maal, som De vidste De ikke kunde naa. […] Man lukker sine Øjne i for det virkelige Liv, man vil ikke høre det Nej, der raaber imod Ens Ønsker, man vil glemme det dybe Svælg, som det viser En, at der er mellem Ens Længsel og det man længes for. Man vil have sin Drøm frem.
Og hvem kan virkelig give sig hen med denne indsigt i længslens bedrageriske psykologi i baghovedet? Ingen! Heller ikke Niels. Men der er en evig spænding i NIELS LYHNE mellem på den ene side den nærmest guddommelige længsel, Jacobsens udsøgte sprog og stil skaber i læseren og på den anden side den ubærlige viden om, at længslen aldrig kan udfris, netop fordi den er guddommelig. Vedlagte citat, en beskrivelse af Edele, viser kun alt for klart hvor guddommelig.
