Læs eller forsvind – Azar Nafisi AT LÆSE LOLITA I TEHERAN – ERINDRINGER OM EN LÆSEKREDS
Nakkehårene rejser sig skiftevis i fryd og rædsel under læsningen af den iranske litteraturprofessor Azar Nafisis erindringer, der er en uforbeholden kærlighedserklæring til bøgernes verden og et frysende portræt af et totalitært samfund.
”Jeg blev igen som et barn, der læste i det uendelige uden smålig skelen til, hvad jeg læste, jeg satte mig bare hen i den nærmeste krog og læste og læste”. Det kunne lyde som enhver bogorms hedeste drøm. Reelt er det en beskrivelse af dyb desperation. Ordene er Azar Nafisis, og står at læse i hendes fremragende erindringsbog, AT LÆSE LOLITA I TEHERAN, der på en gang er en vildt inspirerende og øjenåbnende rejse ind i verdenslitteraturens mesterværker, og en rystende skildring af livet i et af verdenssamfundets mest rædselsfulde regimer, Den Islamiske Republik Iran.
Det er i tiden efter ayatollahernes magtovertagelse i 1979, at Azar Nafisi gemmer sig i sin læsekrog, fordi ’de afgørende bestanddele’ af hendes liv er gået tabt. Præstestyret berøver den iranske befolkning – i særdeleshed kvinderne – deres frihed til at klæde sig, opføre sig og udtale sig som de vil, og skjult bag den kulsorte chador opdager Nafisi, at hun er ophørt med at være en krop, et individ. I stedet er hun blevet et spøgelse – hun er der, og alligevel er hun der ikke, for selvom livet og samfundet går videre, kan hun ikke længere tage del i det, men må ligesom sine medsøstre sætte alle kræfter ind på ikke at gøre opmærksom på sig selv, alene fordi hun er kvinde.
Modtrækket er i første omgang flugt – ikke ud af landet, men ind i bøgernes verden, som Azar Nafisi kaster sig over ’som en alkoholiker, der forsøger at drukne en uartikuleret sorg’, og det er da også alt andet end iransk og religiøs litteratur, der glider ned! Det gør derimod forfattere som Jane Austen, Agatha Christie, Mikail Bulgakov, Alexandre Dumas, Brontë-søstrene, George Eliot og Henry James!
I det lange løb erkender Nafisi imidlertid, at hendes ensomme flugt ind i litteraturen ikke er en frugtbar vej, og i denne erkendelse ligger det egentlige omdrejningspunkt for AT LÆSE LOLITA I TEHERAN. Efter at have opsagt sin stilling som litteraturprofessor ved Teherans Universitet, i protest mod den strenge religiøse kontrol af alt fra pensum til påklædning, starter Nafisi en læsekreds for en række tidligere studerende, alle kvinder, dybt forskellige af sind og overbevisning, men med en fælles kærlighed – kærligheden til den gode litteratur. Læsekredsen bliver et frirum, hvor alt kan diskuteres, ikke mindst livet i Den Islamiske Republik Iran, men altid inspireret af de romaner, kvinderne læser.
Det er med afsæt i disse diskussioner, at erindringerne bliver mere end blot erindringer, men en vidunderlig fortælling om, hvor meget mennesker, også frie mennesker som os i den vestlige verden, kan bruge litteraturen til. Hvor eviggyldig og rig på visdom, den store litteratur er. For den store litteratur er aldrig flugt alene, eller nydelse alene, men en evig kilde til at forstå sig selv, sine medmennesker og samfundet omkring én, og aldrig mere end når den læses sammen med andre.
Således byder AT LÆSE LOLITA I TEHERAN også på en række virkelig tankevækkende læsninger af fire hovednavne i verdenslitteraturen, nemlig Vladimir Nabokov, Scott Fitzgerald, Henry James og Jane Austen, hvis menneskeklogskab og demokratiske og humanistiske budskaber, Azar Nafisi læser aldeles overbevisende frem, i en grad så man får en ubændig lyst til at læse og genlæse værkerne. En sand fryd. Men en fryd, der bestandig gennemhulles af bogens sideløbende skildring af et ubeskriveligt undertrykkende samfund.
Af og til bliver det så ubærligt, at man må lægge bogen fra sig for at få vejret – kun for at vende tilbage med så meget desto større beundring for litteraturprofessoren og hendes trodsige søstre i ånden. Det er sjældent, man læser en bog, der er lige så nedtrykkende som den er opmuntrende. AT LÆSE LOLITA I TEHERAN formår det. Suverænt.
