Lang bog, lille plot – Liza Marklund NOBELS TESTAMENTE
Liza Marklunds nye krimi i serien om den geschæftige reporter Annika Bergstrøm er 508 siders kamp for at få en tyndbenet og konstrueret historie til at fylde mere end den burde.
Annika Bergstrøm er en hårdt prøvet kvinde. Ikke alene er hun en snedig og vedholdende sporhund udi den ene nervepirrende kriminalgåde efter den anden, hun er også mor til to, og som sådan udstyret med den kroniske dårlige samvittighed over de afsavn og svigt, der lader til at være et livsvilkår for tidens unge karrieremødre. Hun er kort sagt en moderne kvinde med alt, hvad dertil hører af stress, små flirter på jobbet og samvittighedskvaler. Denne del af Bergstrøms liv lader Marklund os høre rigtig meget om, faktisk så meget at læseren (i hvert fald denne mandlige) mister interessen for bogens egentlige historie.
At historien så oven i købet er søgt og aldrig kommer rigtig ud over rampen, gør at man skal være en overordentligt dedikeret fan eller bare pinedød tvunget til det for at tygge sig igennem de
508 sider. Kort fortalt drejer historien sig om et mord på Nobelkomiteens formand, Caroline von Behring. Mordet begås under Nobelmiddagen af en professionelle lejemorder kaldet Kattekillingen. Hun er – udover at være en kold og kynisk morder – også en spejling af Annika Bergstrøm. De to kvinder har det samme jagtinstinkt, samme perfektionisme og samme vedholdenhed. Kattekillingen er således den kvinde, som Bergstrøm kunne have været, hvis hun ikke var bundet af familie, forpligtelser og moral.
Jeg kan, uden at ødelægge det for de læsere der endnu har mod på bogen, godt afsløre, at Kattekillingen kommer gruelig galt af sted til sidst, og at retfærdigheden altså sker fyldest. NOBELS TESTAMENTE kommer på den måde også til at slå et slag for art ny-biedermeiersk tendens i stil med TV-serien ”Nikolaj og Julie”, hvor der nok kan flirtes med det store farlige, så længe man vender tilbage til familiens trygge skød. Og det er lige netop, hvad den evigt populære journalist gør. Hun holder sig, trods diverse ekskurser ud i den kriminelle underverden med meget mere, selvfølgelig på dydens og borgerlighedens smalle sti.
Det er ikke nogen god bog, Liza Marklund har skrevet. Heller ikke selvom man skulle synes at ovenstående egentlig er kvaliteter. Historien får aldrig luft under vingerne, og den virker underlig konstrueret. Samtidig får man nogle ejendommelig tilbageblik i Alfred Nobels efterladte skrifter, heraf titlen, men også det virker påklistret.
Jeg mener, at Marklund ville stå sig bedre ved at foretage et enkelt valg: Skal jeg skrive biedermeier-idyller, eller skal jeg skrive krimier? Vælger hun det første, er hun på rette spor. Vælger hun det andet, så skal hun glemme det første og gå på jagt efter den gode historie.
