Lange tyske dage – Jan Christophersen SNEDAGE
Hvem er dét, der søger og søger, men aldrig finder? Det er Jannis – hovedpersonen i Jan Christophersens debutroman SNEDAGE.
Citat
En pludselig lyd på skrivebordet af noget, der raslede. Hun måtte have lagt et eller andet fra sig, og jeg kunne høre hende gå gennem kammeret og trappetrinnet, der knirkede. Jeg famlede efter lighteren, fandt den og tændte. Foran mig, oven på Pauls tekst, lå noget brunligt: en konvolut. Stilet til Paul. Fra Schleswig. Jeg kunne se den lange afsenderadresse. Jeg tændte stearinlyset, tog konvolutten op og holdt den hen i lyset. Ved siden af frimærkerne sad det utydelige stempel. Datoen var så udtværet, at den var svær at læse. Mine øjne løb i vand.
Jannis vokser op i den fiktive tyske grænseby Vidtoft, hvorfra man kan se til Danmark. Tysk grænseby rimer her ikke på billige dåseøl og sauerkraut, men på identitetssøgen, bitterhed tyskere og danskere i mellem og en dominerende, barsk natur.
SNEDAGE foregår ved årsskiftet 1978/79, hvor en voldsom snestorm hærgede, men romanen domineres af Jannis’ tilbageblikke på sin ungdom. Han kom som lille dreng til grænsebyen efter Anden Verdenskrig og er aldrig kommet videre. Det ene tilbageblik fører det andet med sig, og man skal som læser holde tungen lige i munden for at holde styr på, præcis hvor ved Vadehavet, man befinder sig.
Tyske Jan Christophersen lægger godt ud. Den knap 40-årige Jannis får udleveret to artikler, kaldet ’Enten’ og ’Eller’, af sin plejefar Paul. Det antydes, at Jannis i disse skal finde svar om sin ukendte fortid. Det får mig til at håbe på familiehemmelighedssmuds à la den gule og den grønne tale i Thomas Vinterbergs film FESTEN. Men spænding af dén slags byder SNEDAGE ikke på. Der forekommer ingen overraskelser, og Christophersen insisterer på at fortælle i et beskrivende og roligt tempo. Det giver plads til fine og rammende personbeskrivelser:
– Hendes øjne var langt mindre, end de havde set ud, og tilsyneladende tørre.
Jannis’ og plejefar Pauls store passion er søgen efter fund fra den druknede by Rungholt i Vadehavet. Søgningen smelter sammen med jagten på svar om Jannis’ fortid, men da Jannis hellere vil fantasere om sin fortid end konfrontere den, bliver det aldrig spændende. ’Hvorfor finde, hvis man kan nøjes med at søge?’ spørger Paul. Jeg savner fund i SNEDAGE, hvor et klimaks anes i forlængelse af den åbne slutning. Dette klimaks måtte gerne have været en del af romanen.
Symboler anvendes flittigt i SNEDAGE, og naturen bruges gennemgående som indikator på menneskenes tilstande:
– Her dirrede luften, som om der var undertryk, alt var tilsyneladende roligt, men spændt til bristepunktet, som altid lørdag formiddag, når frokostbordet nærmede sig.
Livet ved grænsen i efterkrigstiden problematiseres. Det lille samfund har egne regler og love og ubehageligheder ties ihjel: ’Ikke tale for meget om det. Helst slet ikke.’ Her er der kun hån tilovers for de tyskere, der efter krigen agerede danske for at få del i de danske madrationer – de såkaldte Speckdänen.
Christophersen skærer tematikken grundigt ud i pap: En journalist kommer til Vidtoft for at skrive om ’de strandede’. Han vil beskrive den identitetskrise som det, at skulle leve et fremmed sted, kan afstedkomme. Den skarpe journalist ser fortidssøgning som en søgen efter at høre til. Nå ja!
Der er ikke brugt dramaturgiske kneb for at skabe spænding i SNEDAGE, men den langsomme og omstændelige fortællestil skaber et fint portræt af Jannis og hans tyske omgivelser. Christophersens hjemstavnsroman er trods en del dvælen og symbol-iver en fin debut.
