Langhåret centerforward med det stive ben – Peter Laugesen DIVANORD
Årets gang i Peter-Laugesen-lund og hvad deraf følger af for os andre vedkommende ting.
Digt
– Så kom teenageårenes syrepøl
som et varsel om sortere tider
og fjernere blinkende steder
end opvisningsbanen hver søndag
hvor ham med det stive ben
spillede centerforwardOg det hele er der endnu
I Microsofts beskedne men allestedsnærværende stykke software, Word, er der under rullegardinmenuen Formater et punkt ved navn Tabulatorer. Her kan en given bruger indsætte og definere tabulatorer ad libitum, således at teksten, der skrives, kan rettes ind og føjes rundt. Efter at have opholdt mig sammen med Peter Laugesens DIVANORD hen over julen, har den besættende tanke, at Laugesen er hemmelig dansk co-produktudvikler på Bill Gates’ tabuleringsfunktion, dukket op indtil flere gange i mit hoved.
Imidlertid forholder det sig sådan, at digtene i DIVANORD angiveligt er hakket ned på en altmodisch skrivemaskine med langt simplere tabuleringsmuligheder til rådighed, end dem Word tilbyder. Når hoben af tekster vrider og rykker og skubber og maser og forsvinder og puster sig nedover siderne i DIVANORD, er det en grafisk nydelse at overvære, hvordan det med få og rå midler lader sig gøre at gøre sproget synligt. Excessen befinder sig langt fra polishbehandlede draperier, der (har udgivelsesåret 04 vist) lader sig genere i en computers processorkraft. Den grovkornede simplicitet, der følger med Laugesens hakkebrætsportrætter, har nu engang en råstyrke hinsides enhver glinsende IT-dannet ordmorfologi. I DIVANORD er der tale om gedigne digte uden affekteret flitterads.
Digtene gør alt for at modsætte sig enhver kategorisering og indholdsfortegnelse. Ved at løbe læseren i møde i et syndigt rod af betitlede, ikke-betitlede, korte, lange, begavede, dumme, alvorlige, sjove, gode, dårlige men altid mundrette tekstenheder viser DIVANORD sig som en lavine fra en skrivende Laugesen’tisk hånd snarere end et afrundet statement fra Laugesens bevidsthed.
Det er dog umådeligt svært at skulle læse sådan ud i det blå, og nærværende anmelder har da heller ikke kunnet lade være med at hæftet sig ved følgende gennemgangsspor: 1) Krig (Indigneret Irakkrigkigning på TV), 2) Poetik (Udladninger som: ’Træt af de skæve / bardutspring i sproget’ og ’Litteraturen […] skal også kunne tale om det, der faktisk sker’ indfinder sig jævnligt), 2) Hunden (den trofaste ven ved Laugesens Brabrandside), 3) Engelsk/tysk (gale udskejelser udi fremmedsprog og kaudervælsk), 4) Sange (f.eks. én om Pia Kjærsgaard, der, hvilket jeg helt selv har fundet ud af, lader sig afsynge på JEG PLUKKER FLØJLSGRÆS…), 5) Små stramme digtstativer (hvor formel knaphed sættes over indholdsmæssig betydning), 6) Sten (Sten) – vi er halvvejs.
7) Show (som når ordene som her får lov at friløbe: ’Som der bliver spjættet / og guffet og gættet / og basket og dasket / og plisket og plasket…’), 8) Små sproglige lyn (et sådant Laugesen-trick lyder i sin fulde længde: ’Jeg går og glemmer / fordi der er / så meget andet / som jeg ville ønske / jeg kunne glemme / så jeg kunne huske / at alting alligevel / ikke forsvinder’), 9) Homie’en Dan Turéll (til hvem mangt og meget mere eller mindre fordækt, henvender sig), 10) På praktiske indkøb i Århus (i CityVest, på posthuset samt lignende lokaliteter, hvor forbrugerismens anstødelighed slår gnister), 11) Politik Indland (Kulturkampshandsken tages resolut op), 12) Kort og Lidt længere Rapslam (to selvbetitlede, langhårede (og forbitrede?) rappasticher), 13) Tid og alder (Laugesen beretter bidsk om sig selv, sine kolleger og sit publikum, der er blevet ældre). I dette virvar + det løse er kalenderåret og den smittende mundrette syntaks bindemidlet, der holder læseren på ret kurs. Det er derfor man lystent vil ha’ én til og én til, når man først har indladt sig på DIVANORD.
Den selvbestaltede titel indeholder betydningsduoen: Diva Nord og Divan Ord. Altså: ’Den nordlige skabhals’ og ’Ord fra sofaen’ – to betydninger, der ganske fortrinligt betegner henholdsvis digteren og den nye bog, hvori han med afslappet nonchalance affyrer bredsider af uhørt ophøjethed:
Mit ansigt i spejlet
ligner et kort
over Irak på TV
Barberskummet
er det område
vi har under kontrol
Det venter
på fremtidens ragekniv
og den har jeg i hånden
Nej, Laugesen er ikke ked af det. Han har et lille blomsterbarn gemt i maven, men naiviteten bliver ham tilgivet al den stund den fremføres med umådeholden præcision og sjælden set sproglig kunnen. Undertegnede har begge hænders fingre kradsende oppe i hovedbunden og glemmer helt imod sin vilje at bladre i dette (sidste) års Laugesenbeskub.
