Langsommelighedens omstændelige væsen – Peter Poulsen RULLETEKSTERNE
Døden og dens tableauer beskrives i RULLETEKSTERNE med forklarende og prosaisk stil, der krampagtigt klynger sig til et lyrisk præg – som lyrik er digtsamlingen langt fra vellykket.
Digt
Det kan komme en dag,
hvor der er stille i huset.
Man når at kaste et blik på vandet.
Kaffekoppen er ikke tømt.
Roserne står og nikker tungsindigt,
og en cykel har lagt sig i græsset.
Noget sætter sig i en busk.
Det kan være en spurv,
som har spottet et bær.
Ofte er det nødvendigt at opridse nogle kvalitetskrav, når man vil give udtryk for ikke at bryde sig om et givent stykke kunst, litteratur eller musik. Som sagt så gjort: God lyrik er for mig den lyrik, der formår at bære på både sproglig skønhed og en hemmelighed, der kan lirkes op med de rigtige læseredskaber. Den formår at påvirke sit publikum gennem leg med flerbetydninger, med fortælleren og med sprogets musikalitet. Desværre formår Peter Poulsens nyeste digtsamling ikke at leve op til et eneste af de kriterier.
RULLETEKSTERNE undersøger bl.a. de praktiske omstændigheder ved døden: Hvem er det egentlig, der skal arve de efterladte jakker, bøger og ord, og hvad omgiver et dødens øjeblik? I digtet ’Det kan komme en dag’ er et øjeblik standset indenfor, mens roserne udenfor ’står og nikker tungsindigt’. Det simple tableau er beskrevet andetsteds med en stillestående og fortættet stemning, som om læseren iagttager et dødens gerningssted, og det er på mange måder et fint og affolket billede, Poulsen giver af et potentielt dødsøjeblik. Der er alligevel noget, der skurrer. For hvorfor skal læseren have at vide, at roserne nikker ’tungsindigt’? Hvorfor ikke lade beskrivelsen stå alene og lade læseren om at stå for at tillægge betydning?
Ofte er lyrikken kluntet prosaisk, og et digt som ’Flytning’ afsluttes således: ’Får de mon børn deroppe i det evige liv, / spiser de risengrød juleaften, / eller er det hele symbolsk?’ Jeg synes, hverken spørgsmålene eller de potentielle svar er synderligt interessante, og når de præsenteres så banalt og uskønt, så er der ikke meget tilbage at nyde.
Enkelte af smådigtene beskriver humoristisk hverdagens meningsløshed, hvor jeget er roligt distanceret fra den konkrete natur og omverden, han beskriver, og det giver dødedigtene et tiltrængt løft. Dette eksempelvis i ’Grønkål i sne’, hvor en umiddelbart ligegyldig iagttagelse af grønkål, der ligner en palme, men alligevel helst bare vil være grønkål, rammer en humoristisk tone.
Poulsens form er ellers lange, udstrakte og helstøbte sætninger med fortænkte ord som ’trompeterer’, ’himmelhvælvet’, ’eksekverede’, ’etrustisk stilhed’ og ’proklamerede’. Det giver lyrikken et bastant, skriftligt præg og driver den uendeligt langsomt frem. Den tidslige langsommelighed går også igen tematisk gennem utallige litterære og historiske referencer, der giver teksten et eviggyldigt præg. Det havde den imidlertid ikke behøvet, for døden er en eviggyldig faktor, som også alle mennesker har et forhold til, og som sådan ville det i mine øjne være mere interessant at have dykket længere ned i Poulsens egne tanker end at høre om sabeltigre og sirener.
I RULLETEKSTERNE gemmer der sig ikke mange hemmeligheder, og der er ikke meget tilbage at kaste sig over, når man første gang har skimmet digtet. Det gør selvfølgelig, at Poulsen potentielt når ud til et større publikum og kan ramme flere, men den direkte tilgang er også ødelæggende for netop det, der gør lyrik god: Dens umiddelbare tillukkede form, der skal prikkes lidt til for til fulde at kunne udfolde sin skønhed, mening og udtryk.
