Latina-punk fra forstæderne – Jaime Hernandez SPEEDY ORTIZ DØR
Jaime Hernandez’ klassiske tegneserie om Maggie og Hopey er kræs for alle, som holder af veludviklede personportrætter og mistrøstig forstadsstemning.
Citat
Stakkels Maggie hadede virkelig at være tretten år. Hun var rædselsslagen for de drenge, særligt de ældre, der ikke kunne vente på at komme i trusserne på hende. Situationen med hendes familie var heller ikke specielt god. Hendes mor og børnene flyttede fra byen, men lod Maggie blive og bo hos sin tante Vicki, så hun stadig kunne arbejde nede på Sals værksted (som hun hadede, fordi det tog så meget af hendes tid). Men så en regnfuld eftermiddag i Barrio Huerta, Hoppers 13…
Fra starten af 1980’erne og mere end ti år frem udgav brødrene Jaime og Gilbert Hernandez det hæderkronede tegneseriemagasin LOVE AND ROCKETS, hvori de små fortællinger om Margarita Chascarrillo og Esperanza Glass, Maggie og Hopey, første gang så dagens lys. Med udgivelsen af SPEEDY ORTIZ DØR samler Aben maler nu en væsentlig del af Maggie og Hopeys eventyr i den charmeforladte Los Angeles-forstad Hoppers, hvor hippier er uvelkomne, og punken trives lige så godt som arbejdsløshed og bandeopgør.
Hernandez-brødrene tilskrives ofte en stor del af æren for udviklingen af den amerikanske graphic novel, og læser man SPEEDY ORTIZ DØR, er det ikke svært at forstå hvorfor. Det føles som om, forfatteren selv er drevet af et reelt ønske om at forstå sine personer. Der er plads og tid til, at personerne udvikler sig og modnes, og det bevirker, at ikke alene Maggie og Hopey, men også deres store kreds af venner og bekendte fremstår som tredimensionelle mennesker snarere end som todimensionelle tegneseriefigurer.
Det er i sig selv en bedrift, når man tager tegneseriens opbygning i betragtning. Hernandez hopper og danser frem og tilbage på tidslinjen og lader en god del af fortællesporene køre som rækker af flashbacks med uddybende baggrundshistorier. Heldigvis lykkes det til fulde, og de mange spor fremtræder som en sammenhængende fortælling om de nederlag og sejre, livet som ung latina-punker i forstæderne byder på.
Hopeys punkstjernedrømme er sået på solid stengrund, og hendes kærlighedsliv er en konstant vaklen mellem den inderlige forelskelse i Maggie og den ubundne og flyvske promiskuitet, hun har som ideal. Maggie har fået for fede lår, og hun er hemmeligt vild med et rigtigt mandfolk, hvad der selvsagt ikke harmonerer med den lesbiske side, hun udlever sammen med Hopey. De to pigers forhold er gennemgående præget af en konflikt, der næres af den identitetskrise, de begge gennemgår, men samtidig er der i deres venskab et dybfølt bånd, som går langt ud over det rent seksuelle.
Det er netop denne spænding, som giver en dejlig nerve til de ellers ikke specielt opløftende historier om vold, mord og bristede drømme. Hernandez leverer et dybt og troværdigt portræt af de to piger, og selvom deres liv ikke er en dans på roser, skildres det med en lun og underliggende humor, som sikrer, at det hele ikke synker ned i en selvtilstrækkelig teenage-weltschmerz.
Hernandez’ tegnestil skejer ikke voldsomt ud, men den rene streg og effektfulde skyggevirkning er netop noget af det, som gør tegneserien til en nydelse at læse. Det er gennemgående solidt håndværk, og det er som om, formen er skabt specifikt med indholdet for øje. Spændingen mellem sort og hvid giver en enestående dynamik til fortællingen, og det klare udtryk hos Hernandez sætter uden problemer billeder på den særlige forstadsstemning, der fungerer som ramme for historien.
SPEEDY ORTIZ DØR er på alle måder en flot udgivelse. Det er et værk, som kan tåle at blive læst mange gange, og jeg er ikke i tvivl om, at Maggie, Hopey og alle de andre vil kravle ganske langsomt ind under huden på enhver, som giver sig i kast med Jaime Hernandez’ historier fra Hoppers.
