Lektion i lyd – Per Meinertsen LYDENS ROLLE. NOTATER OM LYD OG MUSIK TIL FILM
Der er skrevet oceaner af bøger om film, men få af dem har beskæftiget sig kritisk med filmens lydlige aspekter. Nu kan interesserede imidlertid få en lektion i filmlyd af en af Danmarks mest kyndige og erfarne tonemestre.
Citat
Jeg har engang i et interview med en tonemester læst at lyden kan redde en dårlig scene. Den tonemester må være sin vægt værd i guld. Og han må være utrolig efterspurgt over hele verden hvis han mestrer dette kunststykke: at forvandle en dårligt fungerende scene til en velfungerende ved hjælp af lyd.
Kan du huske, hvordan lyden af et skramlende tog i baggrunden øger spændingen og intensiteten i THE GODFATHER i scenen, hvor Michael slår Solozzo og betjenten McCluskey ihjel? Eller hvordan larmen fra festen forsvinder og efterlader et intimt lydligt tomrum, da Fred møder The Mystery Man i David Lynchs LOST HIGHWAY? Og har du i øvrigt lagt mærke til den lave summen i PULP FICTION, når den mystiske kuffert åbnes?
Hvis du ikke kan svare bekræftende på disse spørgsmål, behøver du ikke at skamme dig. Det er der ikke mange, der kan: ’Mange af de informationer, bevægelser og nuancer, der ligger i lydsporet, registreres nemlig ikke umiddelbart eller bevidst, selv ikke af et veltrænet publikum.’ Sådan skriver Per Meinertsen et sted i sin bog LYDENS ROLLE. NOTATER OM LYD OG MUSIK TIL FILM. Den gængse tilskuer bider sjældent mærke i, hvordan lyden egentlig bliver brugt. Men bag ethvert vellykket lydarbejde ligger talrige overvejelser om, hvordan lyden bedst kan hjælpe med at formidle det, filmen gerne vil sige.
Per Meinertsen er leder af Den Danske Filmskoles tonemesteruddannelse og har beskæftiget sig med filmlyd i over 40 år. I hans øjne er der en udbredt tendens til at overdrive brugen af lyd i stedet for at stræbe efter klarhed og fokus:
– Vi oplever ustandselig forsøg på at fortælle historier hvor væsentlige informationer kæmper med alt for mange uvæsentlige informationer, efterladende et mentalt rum af støj og distancerende tilskueren fra det essentielle.
Meinertsen er en varm fortaler for den velkendte idé om ’less is more’, også når det kommer til musik. Musik kan underbygge en stemning, men den må aldrig diktere, hvad tilskueren skal føle. Derfor er det godt at være lidt tilbageholdende, og Meinertsen nævner Buñuels DAGENS SKØNHED og Hitchcocks FUGLENE som eksempler på, at man også sagtens kan lave stemningsfyldte film helt uden musik.
Mådehold er et nøgleord i LYDENS ROLLE, og med det in mente studser man noget over bogens overflittige brug af citater. Om det skriver Meinertsen, at han gerne vil sørge for, at de citerede kommer ordentlig til orde og desuden give læseren mulighed for at nyde deres visdom på første hånd. Det er meget sympatisk, men mængden og længden af citater i bogen gør den til en til tider lidt diffus størrelse, hvor forfatteren af og til nærmest ikke synes at være til stede.
Når LYDENS ROLLE stadig i høj grad er værd at læse, er det, fordi den indeholder en lang række interessante refleksioner over spørgsmål om, hvad lyd egentlig er, og hvad man kan gøre med den i filmsammenhæng. Samtidig emmer bogen af Meinertsens glæde ved arbejdet med lyd, og det kan ikke andet end at smitte af på læseren, der for det meste føler sig godt underholdt.
For lydfolk af forskellig art vil bogen med garanti være et brugbart værktøj i det praktiske arbejde med lyd. Andre kan glæde sig over en sjælden lejlighed til at stifte bekendtskab med en del af filmarbejdet, som normalt ikke får den store opmærksomhed.
