Tropisk og uvæsentligt – Leonardo Padura FORÅRSBLÆST OVER HAVANA
FORÅRSBLÆST OVER HAVANA er det tredje bind af den cubanske forfatter Leonardo Paduras Havana-kvartet til at udkomme på dansk, og det er en træt, uoplagt fjerdedel.
Citat
Fra sin gadedør iagttog Mario Conde følgerne af den apokalyptiske forårsstorm: mennesketomme gader, barrikaderede døre, vindskæve træer. Et kvarter hærget af en frygtelig og grusom krig. han forestillede sig, at der bag de stængede døre rasede lidenskabelige orkaner, der var lige så ødelæggende som stormen ude på gaderne. Og da følte han, hvordan der i hans indre tårnede sig en bølge af tørst og melankoli op, stimuleret af den varme vind. Han knappede skjorten op og trådte ud på fortorvet. Han var klar over, at de manglende forventninger til den kommende aften og hans hals tørhed kunne være en højere magts værk, og at denne var i stand til at forme hans skæbne, som var en uudslukkelig tørst og en uovervindelig ensomhed. Med ansigtet vendt mod vinden mærkede han, hvordan støvet brændte på hans hud, og han kom på den tanke, at der måtte ligge noget ondskabsfuldt i denne Harmagedons storm, der brød løs hvert forår for at minde de dødelige om gudesønnen, der steg til himmels efter den mest dramatiske ofring, dengang i Jerusalem.
Havana-kvartettens hovedperson er Mario Conde, en midaldrende cubansk kriminalkommissær, der døjer med både forfatterdrømme og ulykkelig kærlighed, alt imens han bevæger sig igennem den cubanske hovedstads underverden. I FORÅRSBLÆST OVER HAVANA er han centrum for en fortælling, der aldrig bliver rigtig spændende, og som kun i enkelte passager formår at være interessant.
Og det er brandærgerligt, for på papiret har romanen ellers enormt meget kørende for sig. Den foregår på Cuba i året for Sovjetunionens sammenbrud, og umiddelbart tænker man, at en litterær cocktail bestående af rom, mord, forlist kærlighed, hede nætter og kommunistisk diktatur bare ikke kan gå galt… Men det gør den.
For plottet kommer aldrig rigtig skarpt i fokus, men fremstår vagt opridset hele vejen igennem, og romanen formår ikke i tilstrækkelig grad at sætte noget andet i stedet for handlingen.
Historien er ligetil. En ung kvinde er blevet kvalt i sin lejlighed samme aften, som hun har haft sex med to forskellige mænd. Kvinden underviste på et gymnasium, hvor hun tilsyneladende var vellidt, men hurtigt viser det sig, at hun ikke var en helt uskyldig pige.
Så langt så godt, men hvis man forestiller sig, at mordet vil blive startskuddet til en stemningsfuld rejse til den mørke side af det cubanske samfund, som man også er blevet lovet det på romanens bagside, så bliver man skuffet. For læseren stifter aldrig andet end overfladiske bekendtskaber med hverken figurer eller miljøer. Ofret, gerningsmanden og de mistænkte fremstår alle mere eller mindre blot som uinteressante navne, man skal forsøge at huske, indtil bogen slutter.
Et forsonende træk ved bogens persongalleri er dog portrætteringen af selve Mario Conde. Hovedpersonen er en hårdkogt strømer med et følsomt væsen, og skildringen af hans ensomhed og lejlighedsvise fortvivlelse er noget af det, der fungerer bedst i romanen.
For ofte bliver hovedpersonens betragtninger dog simpelthen for meget, og i de linjer fremstår sproget overlæsset og tynget ned. Som da Conde, som så mange andre følsomme hovedpersoner før ham, betragter havet:
– Havet havde, ligesom dødens gåde eller skæbnens genvordigheder, en magisk virkning på Mario Conde. Det uendelige, mørke, uudgrundelige blå havdyb tiltrak ham på en næsten sygelig og samtidig elskelig måde. Som en farlig kvinde, man ikke kan undslippe og heller ikke vil. Andre før ham havde ligeledes fornemmet disse uimodståelige forføriske kræfter og havde derfor omtalt havet ”som en kvinde.”
Andre gange færdes hovedpersonen i et mere klassisk noir-inspireret univers, hvor telefoner kimer, lige når tømmermændene er allerværst, og hvor forbrydelser opklares ved hjælp af mavefornemmelser, som hades af rasende politichefer.
Der er forfatteren på lidt sikrere grund, men alt i alt må man håbe, at fjerde og sidste del af Parduras tropiske krimiserie har mere at byde på end FORÅRSBLÆST OVER HAVANA.
