Leth, Pablo med embedsmænd og plagede sjæle – ROSKILDE FESTIVAL 2007


Selv ikke noget så uberegneligt som en hel dags tørvejr kan stoppe litteraturen. Den sejler ufortrødent din egen sø. Også på Roskilde Festival.

Regn er godt for litteratur. Det kan ikke siges tit nok. Torsdag, hvor det regnede 4000 millimeter, eller det der svarer til 14 Storebæltsbroer, var Spoken Word-teltet fyldt hele dagen.

Fredag var det tørvejr, men til gengæld indtog en 70-årig monsun Spoken Word-scenen. Jørgen Leth er blevet stjerne og få steder hyldes stjerner som på Roskilde. Til musikledsagelse fremførte Leth sine digte for et proppet telt, og han kunne slå fast, at ‘Skriften findes og den har det godt’. Han slog ikke overraskende poetiske slag for cykling og erotik, men også hans gamle kærlighed til bordtennis brændte igennem og formidlede derved en dyb visdom til det begejstrede publikum: Hellere rundt om end under bordet.

Llambias er forfatter. Han skriver romaner.
Kl.17.30 gik Pablo Henrik Llambias på scenen. ‘Jeg er forfatter. Jeg skriver romaner’ præsenterede han sig. Han har altid dyrket roller, scener, omskiftelige koncepter og en alt andet end stabil identitet, så at høre ham sige så direkte, hvad han er, var en overraskelse. I et efterfølgende interview med Litteraturnu, afslørede han dog, at det mest var for at berolige det publikum, han betegnede som landets sværeste at optræde for. Fordi det udgør en blanding af folk, der målrettet kommer for at høre nogle bestemte forfattere, af nogle der tilfældigt dropper forbi for at sidde ned og af dem, der er overordentlig feststemte og egentlig helst ville stå på scenen og i hvert fald vil bidrage ved at råbe åndrigheder og helst gentage dem mange gange.

Man kan i øvrigt godt komme op på scenen i Spoken Word-teltet. Endnu er der ikke vagter mellem de optrædende og udøverne, og hvis man ikke mener, at det har været en rigtig festival uden lidt stagediving, tilbyder litteraturens hellige hal altså en mulighed. Man kan også bare gå op på scenen, hen til en mikrofon og så udslynge sit budskab til den ganske verden. Som en svensker gjorde under Llambias’ optræden. ‘Prästjävel’ var essensen af et langt liv med mange op- og nedture, og det gav os noget at tænke på. Prästjävel. Var det Llambias han mente? Var det mig? Eller dig?

Rumsegmentskapacitet hos Eutelsat
Llambias var ikke alene, han havde følgeskab af to embedsmænd, vaskeægte, rigtige embedsmænd, og til sammen dannede de tre et rørende og dygtigt herrekor, med Llambias som den bestemte dirigent. De havde alle tre bidraget med tekster. Den ene embedsmand, Flemming Krabbe, havde forfattet en vejledning til paragraf 6, stykke 3, i loven om feriedagpenge for dimittender, mens den anden embedsmand, Kasper Nyrup Madsen, bidrog med en skarp sag om ‘Rumsegmentskapaciteten hos Eutelsat’.

Llambias, der i forhold til sine kumpaner altså er handicappet ved ikke at være embedsmænd, havde bl.a. skrevet en sang, der begyndte ‘Jeg fik en lort til morgenmad’, og en anden om pap:

– Alt er lavet af pap
Pap pap pap pap pap pablo
Nej, det er ikke sjovt

Alt er lavet af pap og det er skønt,
Bare ikke når det regner.

‘Vi fik dem ikke hele helt’ mente Llambias efter showet. ‘Dem’ var publikum, men så langt fra at få dem, var de nu ikke. Det var i hvert fald et veltilrettelagt og –udført show, musisk og ikke fremmed for at bruge humoren som virkemiddel. Det er ved at være den måde alle forfatterne vælge at møde Roskilde og det udfordrende publikum. Den klassiske lyrikoplæsning kræver meget af sin udøver her.

Lyrikspejlet
En udøver, der kan og giver meget, har Lyrikspetaklet i frontfiguren Ulle Bjørn Bengtsson, og det er netop den klassike lyrik gruppen tager op. Sammen med Hans Sydow, der under koncerten sidder ved computeren, har Bengtsson sat moderne og sprængfarlig musik til tekster af især Tom Kristensen og H. C. Andersen, men også fx Jens August Schade og Halfdan Rasmussen. På scenen består bandet yderligere af tre musikere på violin, klarinet/saxofon og tuba.

Bengtsson er sanger og skuespiller, og han kan komme ud over scenekanten og få fat i publikum. Han tager dem, som det forvænte rockpublikum, de er det meste af tiden i disse dage. Højt, oppiskende og med vished om, hvad Lyrikspetaklet er der for. Det er velgørende med en performer på en scene, der primært betrædes af forfattere, der ikke nødvendigvis er fødte entertainere.

‘Vi er Lyrikspejlet… nej, for fanden, vi er Lyrikspetaklet. Vi spiller på Roskilde for 10.år i træk. Sidste år spillede vi bl.a. på Orange Scene og vi spillede på Grøn’ lyder præsentationen, og så går det i gang.

Mikrofonen er en ilden smulen
Bengtsson krænger højtlydt sine digte ud. For selv om det måske er Kristensen eller Andersen, der har skrevet dem, er det hans digte. Og han gør det også til vores.

Publikum råber noget, og Bengtsson samler det straks op: ‘Der er en der siger, at mikrofonen er en ilden smulen’. Det er dada. Det er da derfor vi er her.

I et interview med Litteraturnu inden koncerten er Bengtsson og Sydow helt klare, når det gælder, hvad det hele handler om for dem: Det er kærlighed til lyrikken. Men også den kærlighed kan være smertefuld, især når det er poesi om sjælens vildelser, sindets isolation og plagede mænd, som Lyrikspetaklet er mest forelskede i. Bengtsson vrider sig i en kantet og akavet dans gennem lyrikinfernoet og får serveret klassikerne for et publikum, der for størstedelens vedkommende allerede i forvejen vidste, at Tom K. og HC er så levende som altid. Lige nu og her.

Efter koncerten skal Bengtsson foretage en lynomklædning, fordi han skal vikariere for Joshua Homme som forsanger i Queens of the Stoneage på Orange Scene. Hommet har ondt i knæet og kan ikke gå på scenen, men efter at have været holdt slemt for nar hvad angår heftig elskov, samt overlevet hærværk, skibskatastrofer og pludselig død, er det intet problem for Bengtsson at overtage tjansen. Faktisk gør han det så godt, at meget få overhovedet opdagede udskiftningen. Har man de danske klassikere i sit blod, kan man alt.

Plagede mænd
Efter Lyrikspetaklets plagede sjæle måtte litteraturens slaver søger helt andre scener i jagten på mere selvdestruktion. Fredag nat sluttede med Brian Jonestown Massacre på Odeon-scenen, hvor forsangeren Anton Newcombe stadig ikke har sluttet fred med hverken verden, sig selv eller nogen som helst andre. Han bevæger sig stadig faretruende nær et utilgiveligt misbrug af sin enestående talent, og bruger mere tid på at skændes med publikum (i et sprog som ikke tåler gengivelse) og skælde sine musikere ud, end på at spille den forbandede gode musik han laver og som er den pureste og mest medrivende rock’n’roll, når den får lov flyde.

Han skriver også fremragende tekster, men der var desværre skruet alt for lang ned for hans vokal under koncerten, så man skulle kende teksterne på forhånd for at få nogen glæde af dem. Men når der er tale om ægte rock’n’roll, så bliver verden så simpel, så simpel:

You’re like candy to me
You’re like candy to me
You’re like candy to me
But candy’s no good

Lørdag nat vil festen foregå i Astoria-teltet, for også i litteraturens rige gælder det, at Gud er en DJ og jeg er hans discipel. Halle-fuckin-yu-yeaaahhh.

Skrevet af Lauge Larsen

Lauge Larsen var anmelder og redaktør på LitteraturNu fra 2004 til 2010.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *