Leth som en fjer – Jørgen Leth SAMLEDE DIGTE
Jørgen Leth skriver som få om sorg og bordtennis og livets andre store spørgsmål.
Citat
Mit Kumladigt
Der sad en pige bag persienner i Kumla.
Jeg så hende engang jeg drak mit øl i Kumla.
Ud af radioen strømmede alle hjerters kor i Kumla.
– Jeg er prinsesse. Jeg
danser om natten i Kumla
helt klædt i sølv.
Jeg drak engang en øl i Kumla.
Jeg så en pige som sad bag persienner i Kumla.
Nogen spiser hellere pølser i Kumla.
Skofremstilling er den vigtigste industri i Kumla.
Jeg tænder en cigaret i Kumla.
Jeg ryger den langsomt
mens jeg ser en pige bag persienner i Kumla.
Man skal ikke spise oksekød i Kumla.
Pelargonierne blomstrer i Kumla.
Himlen er gråhvid i Kumla.
Alle drejer ned ad Köpmannagatan i Kumla.
Svärds järn findes kun i Kumla.
Findes der strålende Lys om natten i Kumla?
Findes der en drøm om sølv og guld om natten i Kumla
Jeg har været i Kumla engang.
Kumla har jeg kun været i én gang.
Jeg kender Kumla. Jeg har været der engang,
– Jeg sad engang bag persienner i Kumla
– Det var mig der sad bag persienner engang i Kumla
– Jørgen Leth kender Kumla. Han var der engang.
– Jørgen leth var engang i kumla.
– Jeg sad engang bag persienner i Kumla.
Jeg kunne se Jørgen Leth. Han sad og drak en øl.
Nu er der ikke mere papir i Kumla.
Det er ikke svært at komme på overskrifter til en anmeldelse af Jørgen Leths SAMLEDE DIGTE. Med i opløbet var blandt andet ’Leth om hjertet’, ’Lethlæsning’ og ’Tilværelsens lethhed’, og det er selvfølgelig lige på grænsen til at blive plat – jeg gav da også mig selv et rap over nallerne for bare at tænke på at skrive ’Det’ Leth’ – men der er sgu alligevel noget meget rammende over prædikatet ’let’, når det kommer til Leth. For man har på en eller anden måde en fornemmelse af, at han slipper, ja, let afsted med det hele. Med for eksempel at skrive fantastiske digte om noget så unkunstnerisk som sportstøj, som her i det småstorslåede ’Min påklædning’:
–Til holdkampene giver farverne jo sig selv, men derfor kan man godt pynte lidt på det fx med langskaftede og rene hvide sokker og elegante tyndsålede gummisko. Jeg har altid et smukt frottéhåndklæde med, afstemt efter dragtens farver
Før SPORTSDIGTE (1967), som ’Min påklædning’ stammer fra, var det vel sådan cirka utænkeligt, at der kunne skrives digte om bordtennis, ligesom det var utænkeligt, at man kunne skrive en roman om noget så upoetisk som fodbold, før Hans Jørgen Nielsen faktisk gjorde det med FODBOLDENGLEN. At skrive digte om hvide tennissokker er omtrent lige så forfriskende fedt som at udstille en piskumme på et galleri, og på den måde tilskriver Jørgen Leth sig, som Laugesen, Højholdt og Turell, det gamle avantgardistiske projekt, der går ud på at nedbyde grænserne mellem kunst og almindeligt liv.
SAMLEDE DIGTE rummer hele Jørgen Leths lyriske produktion, fra de første digte i Hvedekorn, over alle bøgerne, til digtet ’Vende tilbage til alting’, trykt i Politiken sidste år i anledning af Klaus Rifbjergs 80 års fødselsdag. Jørgen Leth bogdebuterede i 1962 med GULT LYS, men det er først med SPORTSDIGTE, han finder sin nøgterne, rapporteragtige stil, som man også kender fra hans film. De tidligste digtsamlinger vrimler med sureelle metaforer og vrøvlevers, og det har bestemt sin charme, men for mig ligger Leths genialitet i det old school-antropologiske røntgenblik, han kaster på verden. Der er en næsten videnskabelig ambition om at beskrive virkeligheden uden metaforer og andet ordgejl, men samtidig er der en erkendelse af, at det er umuligt.
I stilen ligger også faren for at blive banal, og nogle af digtene er da også kedelige. Men i grunden er det overraskende få. Jørgen Leth har en forunderlig evne til at skabe poesi af gentagelsen, til at bruge små bitte variationer, der hele tiden forskyder perspektivet. Som i ’Mit Kumladigt’ fra LYKKEN I INGENMANDSLAND, der begynder med, at digteren betragter en pige, men, gennem en række variationer af de samme sætninger, ender med at pigen betragter digteren (se citatet til højre).
Man kan let komme til at glemme det, når han nu har gang i så meget andet, lave film, kommentere Tour de France og skrive selvbiografier, men Jørgen Leth er faktisk en af landets allerfedeste poeter. Det er bare sjældent dét, aviserne skriver om. Og det begynder de formentlig heller ikke med, bare fordi Gyldendal udgiver hans samlede digte. Men man kan da håbe. Jørgen Leth fortjener opmærksomhed – også som, nej især som digter.
