Lidende kvinder og poetisk føleri – Linda Boström Knausgård GRAND MAL
Tristessen ligger som et tungt slør over Linda Boström Knausgårds prosadebut, hvor handlingsbesværede kvinder mærker livets alvor.
Citat
Latteren vælter frem i stød. Drengens skuldre hopper op og ned. Manden med plæneklipperen standser motoren. Nu slår drengen panden mod jorden. Hårdere og hårdere slår han med hovedet. Manden med plæneklipperen løber hen mod drengen, som nu løfter sig stødvis fra jorden. Alt bliver stille. Alle samtaler forstummer. Alle ser nu på drengen på græsplænen.
Familien sidder bænket ved morgenbordet i åbningsnovellen i GRAND MAL: kvinden, hendes mand og de tre børn. De ældste er piger, den yngste dreng. Det er ret fristende at læse ægtemanden Karl Ove Knausgårds familiebeskrivelse fra MIN KAMP 1-6 ind i sceneriet, for det virker svært genkendeligt. Men hvor Karl Oves romanfigur har travlt med at kigge indad og opleve sig selv som plaget og kæmpende kunstner i familien, er det kvindelige jeg hos Linda Boström Knausgård vendt mod en ydre magt, hun afmægtigt forsøger at få i tale. En modig konfrontation med de læserforventninger, der unægtelig omgærder selveste Fru Knausgård – samme udgangspunkt, men et mærkbart fokus- og toneskift.
Til gengæld lyder denne nervøse moltone meget ensartet gennem alle 20 noveller, der både samler samlingen og gør dens abrupte karakter mærkeligt hørbar. Det er poetisk og skrøbeligt, men også tungt og pubertært i sin selvoptagethed.
Med titlen GRAND MAL bliver det epileptiske krampeanfald en påmindelse om verdens uforudsigelige ondskab. Ud af ingenting bliver et vennepar i titelnovellen vidne til et legende barn, der midt i overvejelser om dåb og kønsroller pludselig falder om på græsset. Tilbage står ængstelsen dirrende og uforklaret. Den stemning siver igennem fortællingerne, hvor en overvejende kvindelig tilværelse brudstykkevis beskrives i forskellige livsnedslag. Mindet om barndommen er tilbagevendende, mens enkelte seksuelt spændte ungdomsberetninger blandes med en overvægt af foruroligende moderskaber.
Fortællingerne er sjældent handlingsbåret i længere forløb, men i stedet udfolder de tunge overvejelser og en masse detaljer om fortid og føleri. Sådan gentager formen, at karaktererne heller ikke selv er i stand til at være handlende i deres egen situation. Nogle overraskes distanceret over pludselige handlingsindfald, mens andre bare oplever sig hæmmet i deres utilstrækkelige tilstedeværelse.
Helt udtalt bliver det i novellen ’Buenos Aires’, der et brev stilet til en gammel ven. Afsenderen ved, at familiens fremtidige flytning sydpå både er en eskapisme og garanti for at kunne undgå at handle lige foreløbigt. Til vennen hedder det ganske enkelt:
– Men jeg er jo helt initiativløs, og det skyldes ikke, at jeg ikke ved alt om mig selv. Det er angsten, der har fat i mig.
Selvindsigten er i stor stil til stede i voksenfortællingerne side om side med det manglende initiativ, og Linda Boström Knausgård er ikke bleg for at lade ensomhed, angst og livstristhed være tilbagevendende forklaringskategorier på alt, hvad der er galt. Selvom de burde være vægtige, står de tit tilbage som overfladisk verdenssmerte, for karaktererne går ikke ind i angsten og taler derfra. De står udenfor og vil vægre sig imod den – og sådan ender fru Knausgård med at vise sig knap så modig igen.
Sideløbende manifesterer der sig en meget udtalt forestilling om tosomheden mellem mand og kvinde. Mændene er utilnærmelige og flade, men opleves alligevel som en nødvendighed for de kvindelige karakterer. Det er stærkt bekymrende at være læser til, og derfor er der også noget utroværdigt ved samlingens afsluttende novelle, hvor en mor vil fortælle om al livets unødige angst til sin datter. Det ligner et forsøg på at skrive samlingen hen imod en forløsning, hvor fremtiden vil blive lettere for døtrene. Men det er stadig knugende nervøst og letter aldrig.
