Lige lukt i helvede – Cormac McCarthy IKKE ET LAND FOR GAMLE MÆND


Det er småt med optimismen i en af USA’s for tiden mest roste forfatteres blodige roman om lov og lovløshed i grænseområdet mellem Texas og Mexico. McCarthy skriver med saft og kraft, men tegner et billede af USA, som er for stiliseret til rigtigt at begejstre.

Citat

For et par år siden deltog Loretta og jeg i en konference i Corpus Christi og jeg kom til at sidde ved siden af denne her kvinde som var gift med en eller anden. Og hun blev ved med at tale om højrefløjen dit og højrefløjen dat. Jeg er ikke engang sikker på hvad hun mente med det. De fleste mennesker jeg kender er bare almindelige mennesker. Almindelige som skidt, som vi siger hernede. Det sagde jeg til hende og hun kikkede mærkeligt på mig. Hun troede jeg mente noget negativt med det men i min del af verden er det selvfølgelig den største kompliment man kan få. Hun blev ved og ved. Til sidst sagde hun til mig: Jeg kan ikke lide den retning udviklingen har taget her i landet. Jeg håber at mit barnebarn får adgang til fri abort. Og jeg sagde: Nå ja, ma’am, men det tror jeg ikke at De skal være nervøs for, sådan som udviklingen går her i landet. Sådan som jeg opfatter udviklingen tvivler jeg ikke et øjeblik på at hun ikke blot vil få adgang til fri abort men også til at beslutte om hun skal lade Dem aflive. Og efter det havde vi ligesom ikke så meget mere at sige til hinanden.

Amerikanske kritikere står på tæerne af hinanden for at lovsynge Cormac McCarthys litterære bedrifter. Ikke mindst verdens måske mest belæste mand, Harold Bloom, som kalder McCarthy for ’en værdig arvtager af traditionen fra både Melville og Faulkner’ og betegner ham som en af de største nulevende amerikanske forfattere på linie med Philip Roth, Thomas Pynchon og Don DeLillo. Så det er svært at åbne IKKE ET LAND FOR GAMLE MÆND uden at dirre en smule af forventning.

Der er imidlertid ingen grund til at hoppe rundt med seksløberne hævede og fyre skudsalver af i eufori over selve plottet, som virker til at være stykket sammen af dele fra amerikanske film som TRAFFIC, THINGS TO DO IN DENVER WHEN YOU’RE DEAD, PULP FICTION og FARGO.

36-årige Moss får under en jagt i Texas’ ødemark øje på tre gennemhullede biler og en håndfuld døde mænd. I nærheden finder Moss en mappe med 2,4 mio. dollars, som han tager med sig, og pludselig er han jaget af både narkobander og den kyniske lejemorder Chigurh, mens den lokale sherif Bell forsøger at finde frem til Moss, inden det går helt galt.

Det lyder selvfølgelig som noget, man har hørt før, men mens plottet i sig selv ikke beruser, er det til gengæld mesterligt formidlet. McCarthys knastørre og omstændelige prosa udgør en iøjnefaldende modpol til den voldsomme handling, den beskriver.

Romanen insisterer på at dvæle ved detaljen og er fyldt med den aldrende Sherif Bells refleksioner over livet, hvilket helt overlagt slår tempoet i romanen i stykker. IKKE ET LAND FOR GAMLE MÆND skildrer et USA, hvor gamle dyder er gået fløjten, og hvor man efterhånden har erstattet Gud med ’the Almighty Dollar’. Konflikten mellem det gamle og det nye overføres til et lingvistisk niveau, og det er en rigtig smart manøvre, der gør romanen til noget helt andet end en traditionel spændingsroman.

Desværre bliver romanens portræt af USA for karikeret. I McCarthys iver efter at proklamere Dommedags nært forestående er der simpelthen ikke blevet plads til nuancerne. Alt fra grønt hår og piercinger til fri abort og dårlige manerer bliver set som symptomer på, at samfundet er på vej lige lukt i helvede.

Sherif Bell siger på et tidspunkt: ’Når folk holder op med at sige ”sir” eller ”ma’m” er enden så godt som nået’, og det synes at være bogens bedste bud på en forklaring på den fatale udvikling, McCarthy sporer i USA. Der mangler ærligt talt noget vilje til at bevæge sig ud over sådanne floskler og komme frem til en dybere forståelse for, hvad det egentlig er, der er sket siden ”de gode gamle dage”.

IKKE ET LAND FOR GAMLE MÆND er en rå og intens roman, der til tider griber læseren, men man kan ikke undgå at blive skuffet over den forenklede samfundsskildring, den leverer. Romanen lyder mest af alt som en klagesang fra en forfatter, der føler sig som en fremmed i sit eget land. Det er i sig selv interessant nok, men McCarthy fremstår her ikke som en ligeså kyndig portrættør af nutidens USA som Roth, Pynchon og DeLillo.

Det bliver med andre ord ikke denne roman, der skal overbevise mig om, at McCarthys plads ved siden af de tre er berettiget.

Skrevet af Daniel Robert Andersen

Cand.mag. i litteraturvidenskab og moderne kultur og kulturformidling.Selvstændig redaktør, skribent og manuskriptkonsulent.

Skriv til Daniel

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *