Ligegyldig krønike – Katrine Marie Guldager PETERS DØD
PETERS DØD er fjerde roman i Katrine Marie Guldagers Køge-krønike. Denne gang er vi havnet midt i hippiebevægelsens storhedstid, men romanen er desværre langfra lige så eksperimenterende som 70’ernes kollektiver.
Citat:
Historien begynder i en tid, hvor de indestængte sandheder ramte overfladen, hvor kvinder og børn forlangte at blive behandlet bedre, hvor arbejderne efter at have sikret sig selv som klasse nu også forlangte at blive anerkendt og forstået som individer: med særlige drømme og særlige næser. Historien begynder i en tid, hvor veluddannede hvide mænd begyndte at strikke hønsestrik, tale dansk som havnearbejdere og sige: Sikke noget lort, mand!
PETERS DØD er fjerde selvstændige bind i Katrine Marie Guldagers såkaldte Køge-krønike, hvor hun har ladet sine læsere følge en køgensisk familie siden Anden Verdenskrig. Nu er vi kommet til 1972, og bogen følger de to ældste børn Henry og Leonora, der nu er blevet voksne.
Mens Henry er flyttet til Købenavn, hvor han sammen med sin gravide kone og barn er ved at opstarte et kollektiv, bor Leonora fortsat i Køge, tæt på faderen Peter.
Samme dag som Henry sætter nøglen i det nye kollektiv, finder Leonora deres far død. Formentlig er dødsårsagen det knuste hjerte, som Lily – moderen til Leonora og Henry (og deres lille lillebror Lille-Ib) – efterlod Peter med, da hun i krønikens andet bind LILLE HJERTE forlod mand og børn i året 1956.
Dengang vendte hun Køge ryggen og satte kurs mod København og sin nye kærlighed. Som det nu viser sig, at hun aldrig har været forelsket i. Da hun siger det højt efter Peters begravelse, ender hun forladt og hjælpeløs tilbage og har brug for sine børn, som de havde brug for deres mor, da de godt tyve år tidligere så hende trille afsted med sin rullekuffert.
Og imens Henry udforsker kollektivets liv med fri sex med husets yngste og kun lige myndige voksne, og der diskuteres, hvordan børnene bør være kollektivets fællesbørn og fællesansvar, kæmper Leonora en årelang kamp mod en uønsket barnløshed. Netop den dag deres fader dør forestiller hun sig, hvordan han vil tage imod det barn, hun er sikker på at have i maven.
Bortset fra, at Katrine Marie Guldager kan sit kram som forfatter, og PETERS DØD derfor ikke er et dårligt valg af selskab på en våd sensommerdag, er det ikke rigtigt til at sige, hvad romanen skal bidrage med.
Foruden det gode sprog, der hjælper til, at bogen hurtigt er læst, er den egentlig ret intetsigende, og den kommer næppe til at få mange ord i eftertidens litteraturhistoriske værker.
Hvis den gør noget, er det at pege fingre af den lidt for kollektive bevidsthed, der fulgte med hippiebevægelsens storhedstid, hvor visse børn blev tabt på gulvet i fællesskabets store eksperiment. Men ligefrem at hævde, at det er værkets såkaldte morale, er nok en lidt vel fed fortolkning.
Men jeg ved ikke, hvad meningen med romanen ellers skulle være. Jeg ved heller ikke, om der nødvendigvis skal være en mening. Da jeg i sin tid anmeldte LILLE HJERTE var jeg heller ikke helt overbevist om, hvad meningen med det hele var. Dengang komplimenterede jeg forfatterinden for at lade ’personernes særegenhed symbolisere de følelsesmæssige reaktioner på den forandring, som familielivets opbrud medfører’.
Desværre har hun udskrevet disse noget specielle og karikerede særegenheder, der prægede persongallariet i LILLE HJERTE, og jeg synes det er svært at komme udenom fornemmelsen af, at Katrine Marie Guldager ikke har fået alle sine talenter med i denne del af Køge-krøniken.
Den eneste styrke, hun viderefører, er hendes evne til at skrive let, tilgængeligt og så tilpas levende, at man ikke kløjes undervejs i det mere eller mindre ligegyldige indhold. Det er kort sagt svært at komme med en god grund til, hvorfor man skulle læse PETERS DØD.
