Lille rum frit for sorg og længsel – Peter Asmussen DET DER ER
Har man nærstuderet Peter Asmussens prisbelønnede skuespil, tidlige prosaeksperimenter eller senere brevromaner, har man formentlig bidt mærke i hans særlige fornemmelse for enkle og ubesværlige replikker, der tegner klare billeder af desillusionerede karakterer. Replikker der på en og samme tid kredser om ingenting og alting, som om de alle var variationer og granskninger af udsagnet: ‘Der er ikke mere at sige’.
Citat
Du havde ret med hensyn til at skrive om mine omgivelser og oplevelser. På en mærkelig måde har du ret. Det er faktisk som om det er en trøst, når vi nu ikke kan være sammen. Den lille afstand der opstår mellem mig og omgivelserne, når jeg skal SE på dem, bliver faktisk et lille rum frit for sorg og længsel.
I Asmussens nye roman, DET DER ER, er udforskningen af replikken taget helt ud i det ekstreme. Gennem tre års breve præsenteres vi for den østtyske Renates monologer fra en på en og samme tid tryg og klaustrofobisk dagligdag med mand og børn – og drømme om noget andet. Monologerne fungerer dermed som en historie i historien og en indgang ind til en lukket verden, der desperat venter på en vej ud. Den omkringliggende, fastlåste DDR-virkelighed overskygges til fulde af Renates indre fængsel.
Det Renate drømmer om, er den danske forelskelse Tom (bemærk navnet), og det er denne Onkel Tom, der i en mappe har efterladt brevene fra sin østtyske brevskriverske. Hvor meget konstruktion og hvor meget sandhed, der ligger i det, er op til læserens indre detektiv at udrede. Efterhånden som man når gennem tre års kærestebreve, står det klart, at Renates danske kærlighed ikke har haft helt rent mel i posen, og på den måde føjes endnu en ulykkelig lille løkke til Renates skæbne.
Peter Asmussen kredser her (som ellers) om den lille, tragiske historie, der synes at indeholde hele nøglen til det ulykkelige, moderne menneske. Temaerne er død, tab, kærlighed og medfølgende kriser, men aldrig beskrevet i andre termer end i dem, der udgår fra det vaklende sind og kan skydes ud i eksakte og konkrete replikker.
Den fængslende og isolerede fornemmelse præsenteres ikke bare i brevenes indhold, men i det faktum at man som læser aldrig får den anden halvdel af brevudvekslingen. Den distance mellem fortælling og læser, der helt naturligt skabes ved kun at få præsenteret én del af historien, synes at modsvare den distance, Renate selv føler i sin længsel mod noget andet. Og alligevel finder brevskriveren en lille befrielse i det at skulle nedskrive sine inderste tanker, overvejelser og dagligdagsoplevelser fra DDR.
Som i flere af Peter Asmussens tekster taler karaktererne – i dette tilfælde Renate – meget om og analyserer sine egne følelser, uden at der egentlig sker noget eller handles på det. Renate sidder fast i en meningsløs og handlingslammet verden, hvor hun brutalt er overladt til læserens fantasi. Da læseren i I DET DER ER kun præsenteres for den ene side af brevudvekslingen mellem Renate og Tom og selv må støbe brikkerne sammen for at danne den anden side, mister Renate også ansvaret for fortolkningen og formidling af hende selv. Det er en nådesløs måde at fortælle på, som går igen i Peter Asmussens litterære tematik. Han angriber den fastlåste kærlighed mellem mennesker, der bryder sammen, på en måde så psykens randområder graves op og fritlægges.
Renates problemer er ikke desto mindre universelle og har langt hen ad vejen intet at gøre med, at hun befinder sig i DDR, mens hendes brevudveksler befinder sig i Danmark. Gennem den personlige fortælling åbnes et vindue ind til en lukket verden, som det er op til læserens mod at sprænge ruden ind til.
